To steder i dette land kan man opleve hair og sleaze metal. Det ene var til Rock the Night i Købehavn og…… så har vi jo Vordingborg. Det sørger foreningen Vordingborg Rock nemlig for at vi kan. De har i løbet af de seneste par år, fået hevet en hel del store svenske og finske grupper forbi måske et af Danmarks bedste spilletsteder Stars, og i lørdags var ingen undtagelse. Vi var inviteret til Rock Fest part 1, og rocket igennem dét blev der, vi var bare ikke så mange om det, desværre!
9 bands stod på plakaten denne lørdag i Vordingborg. 9 bands fra Sverige, Danmark og Tyskland fordelt på 2 scener. Den store scene på Stars og så på den lille scene, placeret i et hjørne på den herlige rock n roll bodega/værtshus “Ann’en”.
Vi kan ikke komme uden om, at kommer man fra København så ligger Vordingborg et stykke væk rent transport-mæssigt. Det er simpelthen ikke let at komme hjem derfra, hvis man ikke har i sinde at blive dernede, da det sidste tog hjem kører kl 23.30.
Det var der, fra arrangørendes side, heldigvis taget højde for, og man havde derfor lejet en bus fra DGI-Byen, til at transportere folk derned. Herligt tiltag, hvor jeg selvfølgelig røg med hele vejen derned og hjem igen, sammen med en masse andre.
Jeg ankommer til Vordingborg ca kl 16. En halv time før første band – Cold Black går på scenen. Cold Black’s musikalske møde mellem glam, metalcore og pop-punk er det første man møder på den store scene på Stars. Spillestedet er på ingen måde fyldt ud, men det forhindrer ikke det unge band i at vise høj energi. Lyden er bestemt ikke med dem, og trommerne synes at forsvinde fuldstændig i det samlede lydbillede. Der mangler i den grad bund. Rent musikalsk er spillestillen Cold Black spiller ikke så meget mig. Men chancen fik bandet og energien smittede bestemt af.
Og så over til Café Ann’en. Det skulle vise sig at blive stedet, hvor stemningen var bedst. Lille og kompakt er denne scene ved baren. Turbochild er første band her. Og jeg skal da lige love for, at der kom gang i rock n rollen. Rendyrket riff-baseret rock er Turbochild leveringsdygtige i. Frontmanden Richardt er en energibombe på en scene. En scene der var alt for lille til manden på Café Ann’en. Så ud til publikum måtte han og for satan, hvor var det fedt. Hvis vi ikke allerede var vågne inden Turbochilds koncert, så var vi det i hvert fald nu.
Og det er nok meget godt at vi var vågne, for Raygun Rebels fra Tyskland var næste band, på den store scene på Stars. Og ligesom Turbochild forinden, viste disse tyskere også en vanvittig høj energi og spilleglæde. Jeg lyver ikke, når jeg siger at alle bandmedlemmer fløj rundt på scenen. Der blev sprunget ned fra podier og forstærkere, kravlet op på borde ude blandt publikum og svunget godt med instrumenterne. Rent musikalsk er Raygun Rebels ikke langt fra et møde mellem Guns n Roses og Motörhead. Jeg synes dog, at deres koncert var alt for lang. På den anden side af en time. Og flere steder blev det simpelthen for u-fokuseret. Det startede ellers meget godt ud, og man kunne derfor godt forvente et stramt rockshow. Men klichéerne stod simpelthen for meget i kø og bandet tabte til sidst på deres selvfedme, istedet for at vinde på deres numre.
Efter den tyske-energibombe, var det blevet tid til at få lidt mad inden Fatal Smile på den store scene. Fatal Smile var det band jeg havde set allermest frem til, muligvis fordi det var aftenens hårdeste act og samtidig også det mest teatralske. Noget jeg rigtig godt kan lide. Og lad det være sagt med det samme: Fatal Smile skuffede ikke!
Der blev lagt hårdt ud med Welcome To The Freakshow fra bandets seneste udgivelse. Showet var blevet opgraderet betydeligt siden jeg sidst så dem på City of Sin’s lille scene. Godt med pyro og røgsøjler. Lyden var glimrende. Det var højt og det var velspillet. Det var også tydeligt at Fatal Smile var det publikum havde se mest frem til, da de uden tvivl trak det største publikum. Klimakset i koncerten blev nået, da bandet kastede sig ud i den tungt rockende Judgement Day og der var dømt kollektiv headbanging. Herlig medrivende koncert med et band mange flere burde kende!
Over på Ann’en hvor hard rock drengene fra vores The New Shit-band L.A Collection ventede. Igen, igen, igen kan jeg ikke lade være med ikke at blive imponeret over trioens fantastisk velspillende hard rock. Det er dynamisk lækkert svingende, har en fed lyd og samtidig skriver de sange som man kan huske. L.A Collection er dem de er. De spiller ærligt rock musik, de går på scenen i deres normale tøj og de behøver ikke stadse dem selv op med eyeliner, højt hår og neglelak. De lader musikken tale for sig selv og de gør det skide godt! Aftenens ubetinget bedste koncert på Ann’en!
Sister Sin var næste band på Stars hovedscene. Svenskerne med den kvindelige forsanger Liv Jagrell i front, leverede en hæderlig indsat med alle odds imod sig. Der var simpelthen ingen publikummer i salen, og det satte sit tydelige præg på bandets optræden. Kontakten mellem band og publikum var simpelthen ikke eksisterende. Bandet svingede ellers fedt og deres old school heavy metal sound passer perfekt til Stars. Men igen var manglen på publikum årsag til en noget halv flad koncert. Øv bøv.
Jeg kom lidt for sent til Star*Rats’ koncert på Café Ann’en. De var godt igang med koncerten og igen må det siges, at det var på Ann’en, at de største fester blev holdt. Intimiteten og den tætte kontakt til publikum klædte Star*Rats utrolig godt. Og på trods af lidt længere pauser, med en akustisk guitar der ikke stemte – det bør man altså have tjekket inden man går på scenen! Så så både band og publikum ud til at have en fest!
Denne fest skulle denne aften rundes af med Rock Fest’s hovednavn – svenske The Poodles. Og ja, The Poodles spiller en fordøjelig omgang pop 80’er metal. Højt hår, store armbevægelser og godt med glitter. Som det eneste band, gik de en halv time for sent på og klokken blev først 01.30 inden svensken besteg scenen på Stars. Alt ved dette band bar’ tydelige præg af store armbevægelser. Trommesættet havde hele 4 stortrommer og jeg tror dårligt nok at der blev brugt to. Showet var en fryd for øjet. Det så sgu godt ud! Men igen var manglen på publikum til at føle på. Jeg tror vi stod max 50 tilbage. Bandet forsøger ellers ihærdigt at live os op til dåd, da de starter ud med “Misery Loves Company” og deres numre fanger mig egentlig rigtig godt. Særligt den smukke, smukke ballade “Crying” ramte mig. Bandet sluttede af med “40 Days And 40 Nights” og “Night of Passion” efter godt og vel en time.
Efter koncerten blev vi kørt hjem, med den samme bus vi tog afsted med og det skal vel ikke være en underdrivelse når jeg siger, at stemningen var høj!
Alt i alt var det en herlig dag. Rock Fest part 1 var utrolig godt afviklet og i det store hele nogle rigtig fede koncerter. Det er svært at trække folk ud i provinsen og særligt med denne genre i Danmark. Men for satan hvor er det fedt, at der er ildsjæle der gør det her. det er enormt vigtigt for scenen i Danmark!