Bring Me The Horizon (+ Your Demise) // Amager Bio 17/5/2013

Et af metalcore-genrens mest hypede bands igennem tiden lagde fredag d. 17/5 vejen forbi Amager Bio. Jeg har førhen været langt fra overbevist over Bring Me The Horizon… Spørgsmålet er så bare om deres hype endelig giver mening denne gang?

Your Demise
Første band, supportnavnet Your Demise fra England, er på “farvel”-tour, og er i den forbindelse kommet med som påhæng hos Bring Me The Horizon. Your Demise spiller en klassisk hardcore med en del melodiske elementer i, og skiftevis råbevokal og clean vokal, simple guitar-strukturer og energisk sceneoptræden. Det lyder vel egentlig fint nok på papiret, ikke? Problemet er bare at dette er så langt fra sandheden som det kunne blive..
Lad mig sige det lige ud – Your Demise var en forfærdelig oplevelse! Jeg er virkelig overrasket over at man som band kan spille så simpel musik med så simple virkemidler og så alligevel spille så utight som de gjorde. Og faktisk lidt imponerende at der blev sunget piv-falsk på samtlige klassiske “wåååh åååh uuuh åååh” hardcore-råb. Krydr dette med en fremtoningen og diverse elementer fra et Limp Bizkit cover-band samt en forsanger der 4 numre inde i sættet næsten mistede stemmen komplet. Your Demise er på farvel tourné, og tak for det. Jeg vil ikke savne jer!

De får den ene stjerne fordi frontmand Ed “The Man” McRae klarede vokalsiden fint nok de første 3 numre og udførte et underholdende crowdsurf i sidste nummer, der gav et glimt af den hardcore-energi de uden held prøvede at fremtvinge denne aften.

Bring Me The Horizon
Bring Me The Horizon er et band jeg uden tvivl har haft en meget anstrengt forhold til. Siden de begyndte at være på alles læber i metalcore-verdenen, har jeg ikke kunne lade være med at mistænke, at deres dedikerede følge af skrigende teenagepiger, kun har været på grund af den unægtelige boyband-tilbeden af bandets frontmand Oli Sykes (man skal ikke følge mange Tumblr-blogs før besættelsen går op en!). Samt at drengene nok bare ville være inde i varmen hos pigerne, så de begyndte at få samme frisure og købte pladerne til samlingen.

Mange fordomme på en gang, ja I know.. Men jeg har simpelthen ikke kunne fatte hvordan bandets musik har kunne skabe sådan et følge!?

Alt dette er så småt ved at ændre sig.. For bandet har i deres ni år lange karriere udviklet og ændret deres lyd og udtryk til ukendelighed. Fra at starte som et forvirret og vredt deathcore band, til at blive et symfonisk metal/deathcore band, til nu at spille melodisk, lettere poppet og storladen (post-)hardcore. Og for satan hvor det klæder dem! Aftenens koncert beviste også at det helt klart er numrene fra den nye plade “Sempiternal” der fungerede aller bedst.

Bring Me The Horizon gik på scenen til øredøvende jubel, og et af årets bedste metalcore-numre “Shadow Moses” gik igang. Allerede her stod det klart at bandet har modnet sig betydeligt siden sidst jeg så dem, som opvarmning for Machine Head i selvsamme Amager Bio i 2011. Energien er dagen idag langt mere troværdig, bandet lyder bedre og spiller tightere – og så er numrene ganske enkelt af langt højere kvalitet! Så man kan godt sige at det var et godt valg at de spillede syv numre fra den nye plade. Et valg der skabte en næsten grinagtig kontrast til de ældre numre, hvor især “Chelsea Smile” og “Diamonds Aren’t Forever” fremstod som en dårlig parodi på dem selv.

Showets absolutte højdepunkt kom som fjerde nummer inde i sættet, da endnu et af årets bedste metalcore-numre kom på – nemlig “Go To Hell For Heaven’s Sake”! Det nummer er simpelthen så iørefaldende at jeg ikke kunne lade være med at lade mig rive med. Skide godt! Og Oli Sykes evne som frontmand, der virkelig blev sat på prøve denne aften, led kun delvist under hans vokal-teknik der umuligt kan være sundt for stemmen. Alt i alt en hæderlig optræden, og de renere vokal-stykker, der meget nemt kunne blive meget smertefuldt at høre på, gik faktisk fint igennem.

Undervejs blev der både budt på store circle pits, flere omgange wall of death, samt en imponerende opfordring til at alle skulle op på skuldrene af alle – publikum var i bandets hule hånd.

Efter 11 numre gik bandet af scenen igen og blev kaldt tilbage til den meget melodiske (eller poppede om man vil) “Sleepwalking” fra “Sempiternal” der øjeblikkeligt satte gang i kæmpe fællessang. Bring Me The Horizon spillede en fed koncert, der desværre led under få begrænsninger, eksempelvis på vokalsiden . Og så måtte den faktisk gerne have været lidt længere!