sodomSå er det blevet tid til, at den tyske thrash-maskine Sodom udgiver deres 14 studiealbum “Epitome Of Torture”!

Det er nu blevet Sodoms tur til at bevise, at også de kan udgive relevant thrashmetal anno 2013. Kreators “Phantom Antichrist” fra 2012 overgik jo alt forventning. Om Sodom kan følge trop er derfor hamrende spændende.

Det første der slår mig, når jeg lytter tyskernes nye plade igennem er hvordan de har taget et solidt greb om melodierne på dette album, uden at det har kostet det hurtige thrash-riff. Og indrømmet, så er jeg langt mere fan af Tom Angelripper’s vokal end Mille Petrozza fra førnævnte Kreator, som jeg synes kan blive alt alt for ensporet i det musikalske udtryk. Det bliver det aldrig med Tom Angelrippers.

Stort set hele skivens 13 numre oser af velspillet thrash og særligt de tre første skæringer “My Final Bullet” , “S.O.D.O.M” og “Epitome of Torture” viser et band med spillelysten intakt. Det er sine steder hurtigt og brutalt, men også med et go portion melodi gemt bag lydmuren af fræsende riffs.

Dog kan man godt fornemme en lidt ensporet musikalsk drejning midtvejs på albummet. Her bliver det musikalske udtryk for ensformigt og man savner en smule variation. Denne kommer gudskelov med de afsluttende midttempo-baskere “Into The Skies Of War” og “Tracing The Victim”, der er noget af det bedste jeg har hørt fra Sodom’s hånd længe!

Som altid med Sodom omhandler teksterne krig og politiske temaer og det er ingen undtagelse på “Epitome of Torture”!

Sodom’s “Epitome of Torture” er en glimrende thrash-skive, som fans af genren bør investere i omgående!

8-penta Sodom – “Epitome Of Torture” udgives via SPV/Playground 29/4 2013