Så rullede den tyske kampmaskine endelig ind over landet igen. Ikke siden 2005 har Accept spillet i Danmark. Og det var bestemt ventetiden værd.

Meget er sket siden 2005. UDO er ikke længere en del af Accept og bandet har siden deres egentlige gendannelse i 2009 udgivet de to fremragende skiver “Blood of the Nations” og den seneste “Stalingrad” fra i år med Mark Tornillo på vokal.

Og netop Stalingrad er rygraden på denne tour. Uden hverken support og med en volume der kunne smadre ruder gik Accept på scenen i et propfyldt Amager Bio klokken lidt over 20. En scene der var skrældet for alt overflødigt udstyr og scene-kuliser. Aldrig har jeg før set et heavy metal band spille på en så “tom” scene. Væk var front-monitors og de mange/store amps. Et lille podie til trommerne, et par forstærkere stående ude i siderne og et stort backdrop var hvad publikum kunne se på scenen denne aften.

Det betød selvfølgelig mere plads til bandet på scenen. Og det blev næsten udfyldt til fulde.

Bandet har jo et kæmpe bagkatalog at trække på og det blev der ikke overraskende trukket godt på i løbet af aftenen. De herlige klassikere som Losers And Winners, Breaker, Princess Of The Dawn, Fast As A Shark og de helt uundgåelige Balls to the Wall og Metal Heart. Vi fik dem alle. Der var sing-a-long og det var FREMRAGENDE!!

Til min glædelige overraskelse var det fantastisk at se hvor godt de nye numre blev taget imod af publikum. Jeg vil gå så langt som at sige, at der blev sgu nærmest rocket mere igennem i et nummer som Teutonic Terror end på Princess Of The Dawn. Fedt at se hvordan de nye numre kan gå så godt i spænd med det klassiske katalog. Det til-skriver jeg, at bandet aldrig har gået på kompromis med deres lyd og at de simpelthen skriver nogle sange som er så tæske fede!

Lyden denne aften var voldsomt højt. Guitaren var uhørt tunge. Det var så højt at Mark Tornillo’s vokal, der ellers på plade er overdrevet fed, druknede fuldstændig i volume-infernoet. Virkelig en skam og et mindre irritations moment. Wolf Hofmann er en guitarist og entertainer af Guds nåede. Jeg tror ikke jeg har set en guitarist leve sig så meget ind i hver en akkord og hver en solo der bliver slået an. Og var det ikke for ham og bassist Peter Baltes’ scene-udskejelser ( i ved den med svingende hofter og synkrone spade-sving!) denne aften, var koncerten med Accept aldrig blevet et så stort et højdepunkt som det blev. De resterende bandmedlemmer optrådte noget anonymt på scenen og lod de to herrer danne front det meste af koncerten igennem.

Efter lidt over to timer takkede Accept af efter vi var blevet rusket godt igennem af nogle af old school heavyens største hymner. Tak for en herlig aften i heavyens TUNGE tegn Accept! Lad der nu ikke gå 7 år før det sker igen!