De finske folke metallere er tilbage med deres hårdeste og tungeste album til dato Manala.
Manala betyder Underverden og som – det iøvrigt utrolig flotte cover på Manala – også indikerer så har vi her at gøre med et album med heftig fokus på den mørke del af universet fyldt med ild, lava, flammer og ondskab – ikke lige det man forbinder med Korpiklaani.
Og hvordan lyder Manala så i Korpiklaani’s muntre folke univers? Ikke videre muntert længere i hvert fald. Korpiklaani har på dette album måske ikke ligefrem skiftet udtryk, men de er i hvert fald blevet betydeligt hårdere og tunger i lyden. Her er der ingen ny Beer Beer eller Vodka. Ingen egentlig fest-stemning.
Tværtimod er bandet gået i langt en mere thrashet-retning og det viser numre som “Petoeläimen Kuola”, “Tuonelan Tuvilla” og det tætteste Korpiklaani nogensinde har været på doommetal “Sumussa Hämärän Aamun”. Ens for disse numre er, at bandet har valgt at skrue betydeligt ned for det folkelige udtryk med en nærmest udvisket brug af violiner og harmonikaer til fordel for en opskruet og meget tung guitar.
Jeg er lidt delt med denne beslutning. Jeg savner sgu et større fokus på folk-delen, som jeg ikke synes kommer til sin ret overhoved på dette album – og det er vel forpokker derfor det er folkmetal?
Kun på åbneren “Kunnnia” , “Levan Polkka” og den herlige og festlige “Rauta”, der nok skal blive- om ikke en Korpiklaani-classic – så gøre sig godt på landets spillesteder, fornemmer jeg det klassiske Korpiklaani og der er alligevel ikke meget folk at komme efter ud over det finske-sprog og optempo’et man kender Korpiklaani for. Igen er brugen af de folkelige instrumenter minimale i lydbilledet.
Selvfølgelig er albummet ikke kun blottet for folk-instrumenteringen. På ballader som Synkkä og Metsälle får jeg min violin ;-) .
Som sådan er melodierne velskrevet og riffsne er solide på Manala. Det sker desværre bare for lidt at folken i folkmetallen kommer til udtryk på Manala og det synes jeg egentlig er en skam.
