Vi kan næsten ikke lave en Copenhell-countdown, uden at jeg kommer ind på dette band.. For FUCK hvor jeg glæder mig!

Et af de vigtigste metalbands lige pt. må uden tvivl være amerikanske Lamb Of God. De har bevist at riffs, energi og eftertænksomme tekster stadigvæk kan skabe et stort publikum, uden man behøves ty til lyttervenlige omkvæd eller elektroniske elementer. Og når man har et ry for at være et helvedes godt liveband oven i hatten, så kan det jo næsten ikke blive bedre!
Det er beskidt, det er vildt, det er fucking Lamb Of God!

Jeg skal da gerne glædeligt indrømme at jeg eksploderede i en glædesrus da jeg så at de var det første offentligtgjorte hovednavn på Copenhell, og selvom festivalen gang på gang smed kvalitetsbands på programmet, så et det stadigvæk Lamb Of God jeg glæder mig allermest til at opleve.

Siden deres oprindelse, under navnet “Burn The Priest”, hvor det dengang næsten var deathgrind de spillede, er de i populær tale blevet den amerikanske 90’er-metal’s arvtager, da de spiller med et umiskendeligt groove, som et band som også Pantera også gjorde – dog med flere elementer af Crossover Thrash over sig.

Hvad kan vi se frem til? Lirede guitarsoli, imponerende perfekt tromme-og basspil og en frontmand, Randy Blythe, med en energi som ingen anden!

Se blot her:

Vi snakker her et band hvor mange af medlemmerne er 40+ år gamle, der har mere energi og nærvær på scenen end størstedelen af de unge punks der render rundt og spiller metal. Beundringsværdigt som intet andet!

Det er svært for mig at fremhæve nogle numre frem for andre, da de på trods af ‘kun’ har udgivet 6 albums (7 med Burn The Priest) allerede har utallige virkeligt virkeligt fede numre. SÅ! Hvad gør man når man ikke kan beslutte sig? Man bøjer sig for pøblen!

Yeps – Laid To Rest! Kendt fra fucking Guitar Hero! Men ikke desto mindre et episk nummer, der beviser alt hvad Lamb Of God er gode til! Den hårfine grænse mellem det ultra komplicerede og det tilgænglige er her næsten umulig at gennemskue. Men det er hvad der er med til at gøre dem så fantastiske som de nu engang er!

Ok, det her nummer kan vi nok ikke forvente på Copenhell, men det er nok det mest omtalte nummer de har udgivet til dato. Man ku hive mange numre frem fra deres nye plade, Resolution, fx den Pantera-esque “To The End”, den klassiske Lamb Of God “Ghost Walking” eller første gang vi hører Randy Blythe med clean vokal på “Insurrection”. Men King Me tager tingene til et helt andet niveau. Morricone-inspirerede guitarmelodier, spoken word, en fucking operasanger og en strygersektion ud over hele dilleren. Fuck – yeah!

Fra det ukonventionelle til det pålidelige igen – Nummeret Ruin er med nærmere eftertanke nok en af favoritterne, uden jeg dog helt kan pointere hvad der er ved det som gør det så genialt. Lyt dog bare til det for helvede..

Forvent numre som:

  • Redneck
  • Black Label
  • Now You’ve Got Something To Die For
  • Desolation
  • Contractor