Da Helloween i 1987 udgav den første del af Keeper Of The Seven Keys – triologien var det et af de mest banebrydende albums længe.
For første gang var der et band der havde taget hurtigheden fra Slayer, twin-guitar harmonierne fra Iron Maiden og Scorpions sans for melodier, som Kerrang skrev i deres topkarakters anmeldelse af albummet. Den nyere tids power metal ville intet være uden dette ikoniske album. Dette er Helloween’s andet album og den første med den, på daværende tidspunkt, ganske unge Michael Kiske ombord. Dette gav Helloween endnu større muligheder for progression, da Kai Hansen der tidligere havde stået for vokalen i bandet, ikke havde samme vokalteknik og derfor ikke kunne ramme Michael Kiske’s utrolig høje oktaver. Keeper Of The Seven Keys viser således hvordan Helloween nu havde fundet deres lyd – en lyd som blev altafgørende for powermetal scenen.
Albummet, hvis største del af numrene er skrevet af Kai Hansen, indeholder nogle af de største og mest betydningsfulde powermetal sange nogensinde som I’m Alive, A Little Time, Twilight Of The Gods, og Future World. Disse satte standarden for en række af nyere bands op gennem 90erne hvor bands som Hammerfall, Primal Fear og Rhapsody of Fire gang på gang nævner Helloween som en af deres helt store inspirationskilder.
Personligt er jeg helt nede med særligt Twilight Of The Gods hvis omkvæd bare har et eller andet magisk (- ja det er jo powermetal) over sig. Jeg ved ikke om det er melodien, stemningen eller hva fann’ det kan være, men det holder benhårdt og er klassisk powermetal – ja overdrevet og helt igennem fedt!
Helloween udgav året efter opfølgeren Keeper Of The Seven Key pt. 2 et album der ligesom 1’eren indeholder nogle klassiske sange som Eagle Fly Free, I Wan’t Out og We Got the Right. Keeper triologien blev afsluttet i 2005 med udgivelsen af Keeper of the Seven Keys – The Legacy.
Idag er Kiske og Hansen sammen igen som Unisonic, hvor bandet vil spille flere af de klassiske sange fra Keeper-perioden live!
AAAAAAH It’s Halloween!