Det engelske doom metal band gæster Lille Vega d. 14 Maj.

Der er dømt tunge toner når den står på doom i selskab med legenderne Paradise Lost.

 

 

 

Bare tre uger efter udgivelsen af Paradise Losts kommende album ”Tragic Idol” kan man opleve gruppen give koncert her i København. Lille VEGA er rammen om besøget af den snart 24-årige kvintet, der senest var i Danmark i 2009.

Paradise Lost har ofte skiftet stil og genre hen over de tolv albums, der hidtil er kommet fra den engelske gruppe, men med ”Tragic Idol” vender bandet for alvor tilbage til deres udgangspunkt fra 1990, hvor bandet debuterede med albummet ”Lost Paradise”, der lagde grunden for den første periode, hvor bandet spillede doom/death metal.

Senere har Paradise Lost flirtet heftigt med goth rock, og regnes i dag som nogle af pionererne indenfor genren goth metal, en genre, de dog med tiden delvist har forladt igen. I 1997 udgav bandet albummet One Second, hvor de både musikalsk og stilmæssigt ændrede totalt karakter. Metal-elementerne blev nedtonet mens Depeche Mode-inspireret synthpop blev indlemmet i musikken. Denne periode varede fem år, hvorefter metal igen blev central i gruppens produktioner, og på Paradise Losts sidste album ”Faith Divides Us – Death Unites Us” var den hårdtslående doom/death metal tilbage.

”Tragic Idol” er en videreførelse af denne med ”masser af guitarsoloer og stærke melodier”, som guitaristen Gregor Mackintosch udtrykker det. Albummet udkommer 23. april.

 

Så med et nyt album i bagagen og fornyet energi, glæder vi os til at gense bandet i Vega til Maj!

Link til event: http://www.facebook.com/events/274715659264287/