Idag er det præcis en uge siden undertegnede fik købt sin billet til Black Sabbath’s reunion på Malmö Stadion. Den følgende uge har pladespilleren derfor kørt Sabbath på repeat for rigtig at komme i stemning. Derfor er der ingen tvivl om at denne uges udgave af Ugens Album skulle være en Sabbath udgivelse. Men hvilken? For det er fandme ikke nemt at vælge i mellem Black Sabbath’s klassiske udgivelser. Men så alligevel. Master Of Reality har for mig altid stået som Black Sabbath’s ultimative konge skive! Bandets totale peak! Bandets tredje udgivelse fra 1971 viser nemlig Black Sabbath i deres absolut tungeste hjørne. Man behøver nærmest ikke lave en præsentation af dette album, da den burde stå som en fast del af samlingen i en hver metalfans lp/cd-reol. Men man kan sgu alligevel ikke lade vær med at trække på smilebåndet hver gang man hører Iommi’s hash-rygende hosten sætte gang i dommedagsriffet til Sweet Leaf. og derfra går det jo bare riff på riff, slag på slag, tyngde på tyngde, ondskab på ondskab… ja du fortsætter bare. Iommi har tidligere udtalt at Master Of Reality står som bandet udentvivl tungeste udgivelse og det kan man jo kun give ham ret i. Master Of Reality viser hvem der er de sande mestre i denne verden. Dette er et absolut must og Ugens Album her på Blastbeast.dk!