På denne ellers ret så kedelige og grå november-dag mødtes undertegnede med Copenhell’s mind-man og booker Jeppe Nissen på Live Nations hovedkontor. Her tog vi en snak om musik, metal, mad og selvfølgelig Copenhell.
Hvorfor skal Danmark have en festival som Copenhell?
For mig er der absolut ingen tvivl om, at Danmark skal have en festival som Copenhell. Alle vores naboer har en metalfestival og de har nogle rigtig store af slagsen, som Wacken i Tyskland og Metaltown i Sverige. Og der er jo også et stort metalpublikum i Danmark, hvor der aldrig har været en stor metalfestival. Vi har selvfølgelig nogle gode festivaler som Aalborg Metal Festival og Royal Metal i VoxHall. Og vi har jo en god tradition for metal, som måske ikke er ligeså stor som i Sverige og Tyskland. Men Danmark både fortjener og har plads til en festival som Copenhell!
Hvordan har det været at arrangere de første to festivaler – hvordan har publikums reaktion og modtagelse været?
Jeg synes, at Copenhell er blevet taget rigtig, rigtig godt imod. Det er jo noget helt andet i forhold til hvad jeg plejer at lave. Det er et kæmpe stykke arbejde at lave en festival. Nu laver vi jo rigtig mange koncerter med Live Nation hele året rundt, hvor jeg arrangerer stort set 80 % af alle metalkoncerter der kommer til Danmark. Så vi laver rigtig mange koncerter. Men i forhold til at lave en festival, så er det noget helt andet. Der er bl.a. nogle helt andre værdier man skal have vægt på. Så vi har selvfølgelig haft en del begynder-vanskeligheder og ej at forglemme et forfærdeligt dårligt vejr. Men jeg synes publikum har taget rigtig godt imod det. Det vigtigste for mig er, at vise alle de mange metalfans der kommer derud, at det er deres festival. Jeg tror til at starte med, at folk generelt er skeptiske for om det nu også er en ordentlig metalfestival, eller om det bare nogle der skal ”malke” metalhoveder for nogle håndører. Men jeg tror, at folk fandt ud af, at det er en metalfestival på folks egne præmisser. Og det er utrolig vigtigt for mig, at tage publikum seriøst, da det jo er deres festival!
Hvilke overvejelser gør du dig som booker, når navnene skal bookes?
Jeg vil som udgangspunkt gerne booke fra A-Z indenfor den overordnede metalgenre. Og så kan man selvfølgelig altid starte en diskussion om hvad der er metal og hvad ikke er metal, men som den generelle tanke vil jeg gerne booke fra A-Z. Dvs. vi tager helt fra black til pop-metal og alt imellem. Det er vores mål. Mit største problem er, at jeg har kun de to store scener og 16 pladser. Og det er stort set ingenting for en booker at arbejde med. At opfylde alle ønsker om bands og genre på kun 16 pladser er virkelig svært. Men min grundtanke er, at jeg gerne vil nå hele vejen rundt i genrespektret.
Er der specifikke navne i går efter eller er det ”hvad man kan få” som lille og ny festival?
Der er helt sikkert nogle bands, som jeg går efter hvert år. I 2010 var det lidt ”hvad vi nu kunne få,” og i år var vi et mere etableret fortagende. Folk ved derfor lidt mere om hvilken festival vi er. I 2012 er vi klart mere etableret, som selvfølgelig en lille metalfestival, men også en metalfestival, som bandets agenter tager seriøst. Så i år er der helt bestemt nogle bands jeg går målrettet efter at booke til Copenhell 2012.
I hvor stor en grad følger du som booker med i folks forslag på sociale sites som Facebook?
Jeg følger rigtig meget med i hvad folk skyder ind med af idéer og ønsker. Og det er rigtig interessant. Der er nogle bands der går rigtig meget igen. Da vi skrev ud om publikums ønsker for 2012, kom der i løbet af 24 timer 500 kommentarer på vores facebook side. Det er jo helt fantastisk at folk er så aktive. Jeg sad selv og kiggede på det og synes det var helt fantastisk og jeg tænkte, om jeg ikke skulle tælle bandønskerne sammen. Så gik jeg i gang, men jeg synes simpelthen det var så svært. For på nogle af kommentarerne var der jo over 30 navne i. Men så var der alligevel en ildsjæl der havde talt op til en top ti. Hatten af og dyb respekt til ham! Og mon ikke der er booket nogle af de bands til 2012, som er i top 10**…
(Til dette kan jeg så nu afsløre, at det var vores helt egen Alexander Aleg-One Kolby her fra Blastbeast.dk, der var den flinke gut, nerd, what ever, der havde talt bandsne op!)
**Denne top 10 kan findes i bunden af artiklen
Black Sabbath har offentliggjort en ny verdenstour i 2012. Er de en mulighed for Copenhell?
Jeg elsker Black Sabbath og de har jo grundlagt den musik vi går og hører i dag. Men hvor Black Sabbath er nu i forhold til hvor Copenhell er, er det ikke muligt, da det simpelthen er for dyrt. Copenhell er slet ikke i den størrelse hvor vi kan tage et band som Black Sabbath i 2012. På sigt vil vi jo selvfølgelig gerne op og være en festival, som kan tage de helt store koryfæer og legender. Men indtilvidere er vi for lille til sådan et navn. Desværre!
I år havde Copenhell en ny scene for små upcoming navne. Hvad var jeres overvejelser bag dette og vil vi se det igen i 2012?
Forhåbentlig kommer vi til at se den igen i 2012. Vi er ikke helt klar med alle detaljer endnu. Men idéen er jo, at vi har de to hovedscener der præsenterer de store internationale navne, da det er den internationale vinkel vi gerne vil have på Copenhell. Men når det er sagt, så vil vi helt vildt gerne have vækstlaget med. Vi skal have de nye Mercyful Fate! Det er vigtigt for os, at vi kan have den nye generation med så vi kan få en endnu stærkere metalscene, og dermed få vores ”vikinger” herhjemme ud og erobre verden!!
I 2012 ligger festivalen samtidig med Hellfest i Frankrig. I år lå den sammen med Metaltown og i 2010 lå den samtidig med Sweden Rock. Er det tilfældigheder?
Der er bestemt en bagtanke bag det. I år lå vi samtidig med Metaltown. Metaltown er også ejet af Live Nation, som jo også er bag Copenhell. Så når vi ligger i samme weekend snakker vi jo med hinanden vedr. bookingaftaler. Således kan vi dele weekenden i mellem os og derved udveksle bands til begge festivaler. Og i 2012 er vi samtidig med Hellfest, så der er rigtig mange bands i Europa på det tidspunkt og ganske tæt på Danmark. Så der er muligheder for at få en del flere navne til landet end hvis vi lå i slutningen af august.
Men I frygter ikke, at I derfor kan miste publikummer på den bekostning?
Selvfølgelig er der da nogle, der hellere vil til de store udenlandske festivaler i samme periode. Men hvis vi får Copenhell op og spille, som en seriøs metalfestival hvorfor pokker skulle folk så tage til Sverige og drikke øl i et bur? Metaltown kan, som de er nu, præsentere nogle lidt større navne på headliner-fronten, men på bredden skulle Copenhell gerne blive ligeså stærk som Metaltown.
I år er i blevet kritiseret for maden og drikkevarerene på festivalpladsen. Hvilke forbedringer kommer vi til at se på den front for festivalen i 2012?
INGEN CIDER…! Det er klart, at det var rigtig, rigtig beklageligt at madudbuddet var så forfærdelig dårligt i år. Det var en stor fejl, som vi tager helt på vores skuldre. Og jeg kan allerede love nu, at maden kommer til at blive meget bedre næste år. Det bliver meget mere varieret også for vegetarene. Og igen, ingen cider og mere stæk øl!
Hvor ser du Copenhell om 10 år?
Om 10 år skal Copenhell være en af Danmarks bedste festivaler. Ikke kun Danmarks bedste metalfestival, men en af Danmarks bedste festivaler generelt. Hvor folk kan komme og få en fantastisk oplevelse. Det skal være en festival der tager publikum helt seriøs og selvfølgelig blive meget større. For om 10 år skal vi jo gerne ud i at kunne præsentere en Black Sabbath, hvis de dog stadig lever til den tid. Og sidst men ikke mindst være en stærk, international, respekteret metalfestival!
Vi siger stort tak til Jeppe Nissen for at stille op til interview – sommeren kan bare komme an!
——————————————-
TOP 10 Ønsker fra Facebook:
1. Slayer
2. Lamb of God
3. Machine Head
4. Mastodon
5. Tool
6. Gojira
7. Amon Amarth
8. Manowar
9. In Flames/Dimmu Borgir
10. Cannibal Corpse
-så ka I tænke lidt over dén!
7 comments
Else Solheim says:
Nov 17, 2011
Hmm, siden ingen band er blitt sluppet, så får jeg nok glede meg til bedre mat og øl :D
alfred 666 says:
Nov 17, 2011
oh shit det ser godt ud!!! jeg gad gerne høre slayer, lamb of god !!! :-)
jakob says:
Nov 18, 2011
Det her mener jeg; hvis Lamb of god, slayer, CC, Gojira, Tool kommer.. Så græder jeg mig i søvn hver nat indtil copenhell!
GIV MIG LAMB OF GOD!
Aleg-One says:
Nov 18, 2011
Vi har vores teorier/ønsketænkning :) Men hvis de glæder sig så meget til at offentliggøre navnet, PLUS at de burde komme en fra top 10 så kan det jo kun være fra toppen ;)
IMO helst nr. 2 fra toppen!
Dennis frederiksen says:
Nov 23, 2011
Mig og nogle venner var til copenhell sidste år og vi har det stadig dårligt med at vi ik fik første år med hvor megadeth styrede. Så når vi kommer næste år håbede vi på slayer da de af ligevel er i London en måned inden. Hehe men den top 10 ser nu oz Nice ud.
Slayer + megadeth ftw.
Palle Sohrbeck says:
Nov 24, 2011
Machin head skal da spille på hell
Thor says:
Mar 11, 2012
Fuck Det Bliver Vildt! LOG, Slayer, Anthrax, Gojira OSV.! Fuck det bliver nuts!