En lille halv time efter Vader har forladt scenen på The Rock går lyset på scenen ud og stedet er mørkelagt, badet i scenerøg. Introbåndet er sat på, et tegn på at noget s(t)ort er på vej! 

Satans ukronede disciple i Gorgoroth entrerer den mørkbelagte scene med fuldbelagt corpsepaint, læder og nitter. Dette er black metal direkte fra Norge. Sortere bliver det altså ikke! Det er første gang siden 2005, at Gorgoroth gæster Danmark og tilbage er tidligere forsanger Pest på vokal, efter han i 2008 erstattede Gaahl. Gorgoroth er sidste band på scenen denne aften og for en i helvede hvor går det stærkt! Væk er tidligere sete scenegimmicks som fårehoveder på spyd, blodsprøjt eller nøgne mænd bundet op på kors. Denne aften er det musikken der taler og giver sit eget udtryk. Og når det er Gorgoroth så er denne musik fandens hurtig, rå og brutal. Pest’s skærebrænder messen rammer fuldstændig plet denne aften og manden virker tændt, uden dog at lefle meget for sit publikum. Man står nærmest i trance over HVOR hurtig og tight et band som Gorgoroth formår at spille. Og det kan der måske være noget om for, som det også var tilfælde under Vader’s koncert tidligere, var publikum længe om at tø op og virkelig give den gas.


Det kan måske skyldes de små tekniske problemer der var under koncerten, da det skete alt for mange gange, at vokalen fik lov til at feede til ganske stor irritation. Eller simpelthen det fact at Gorgoroth bestemt ikke mestre kunsten i scenebevægelser. Jo det blev da til lidt headbanging og en enkelt fod på monitorren, men ellers var der ikke meget sceneenergi at spore hos resten af bandet ud over Pest, der forsøgte at opildne sit talstærke publikum med nogle fists i vejret!


Gorgoroth leverede denne aften black metal af høj, høj kvalitet. Det var højt, hurtigt og brutalt. Og uden de irriterende lydproblemer, som desværre kommer til at svække helhedsindtrykket og bandets lettere monotome tilgang til ordet “optræden” havde det været til 5 fuldfede kranier. Denne gang bliver det en stor 4! Og så kan I i Aalborg i øvrigt godt glæde jer til i aften, når det bliver jeres tur til en omgang smadder og hegn når The Sign of Hell tour går amok på AMF!

 

Filmet af Søren Weiss (se mere på youtube.com/mrweiss90)