Der var dømt norsk rock n roll, da Skambankt lagde vejen forbi Gimle i Roskilde.
At Skambankt har et nært tilhørsforhold til netop Roskilde blev bekræftet under aftenens koncert. Sidst Skambankt kom forbi domkirkebyen var nemlig på sidste års Roskilde Festival, hvor de gav en glimrende opvisning i velspillet hard rock på festivalens Avalon scene. Det huskede frontmand Terje Winterstø Røthing naturligvis og fortalte flere anekdoter i løbet af aftenens koncert om hans egne og bandets oplevelser med Roskilde Festival. Alt dette virkede som en glimrende måde at skabe interaktion og nærvær over for publikum!
Nuvel vi var godt nok ikke mange på Gimle denne aften, men os der var der fik en intim opvisning i Skambankts kunnen. Man kan måske argumentere for at Skambankt nok ikke helt har størrelsen til at kunne tage på en tour i Danmark over flere dage i træk og så forvente at der bliver udsolgt hver aften.
Der var i hvert fald langt fra udsolgt på Gimle. Men som sagt lod det ikke til at gå Skambankt på. Formlen for dette band er den rå liveenergi og en samling af ganske fede sange. Terje Winterstø Røthing håndtering af publikum hiver mange points i hus for nordmændene, der virkede tændte på at levere en god koncert. Dét sammen med en kanon lyd, som der i øvrigt altid er på Gimle, blev denne fredag aften i Roskilde en dejlig én af slagsen.
Til de af jer der skal Skambankt d 12/3 i Pumpehuset: I kan godt begynde at glæde jer! Nordmændene er klar til at levere det gode og lidt mere til. Der er ingen tvivl om at de er klar på at levere et brag af en rockkoncert, med en perfekt varieret setliste mellem gammelt og nyt materiale.