Hypen omkring det japanske punkband har været stor. De fik masser af roser efter showet i 2022, hvor de kom ind som afløser. Dave Grohl, der senere på aftenen headliner Orange Scene, har været ude og hype bandet. Så der var stor spænding og forventning, da turen atter gik mod Eos-scenen for at se, om et japansk band igen skulle imponere på årets festival!
Foto: Jannie Ravn Madsen
De fire japanske kvinder indtager scenen i sommerkjoler og ser på mange måder mere ud som om de er på vej ud i solen end som om de skal spille punk. Heldigvis skal man ikke lade sig bedrage af synet. De er kommet for at spille hurtig punk, og det er præcis, hvad vi får: masser af korte, hurtige numre med fuld fart på!
Indimellem ser vi et band, der har det sjovt. De danser lidt rundt på scenen, taler dårligt engelsk og virker generelt til at hygge sig. Det gør punken utroligt sød og hyggelig at se på. Der er ingen tvivl om, at både publikum og band har det sjovt. Det er et særligt show og ikke noget, man oplever med mange punkbands. Men er det godt?
Ikke rigtigt. Det hele bliver meget middelmådigt. Punk, som når man ikke forstår japansk, kunne være spillet af alle mulige bands. Om det var fordi charmen kun holdt så langt, eller folk skulle i kø til Foo Fighters, skal jeg ikke afgøre, men løbende forsvandt publikum. Alt i alt var det sødt, sjovt og hyggeligt på Eos. Det var sjovt, at de ændrede “We Are the Champions” til “We Are the Champons” med en hentydning til deres seneste album “Super Champon”, hvilket medførte lidt fællessang med den ændrede udgave af Queen-klassikeren. At få en form for punk, hvor det hele ikke bare virkede vredt, selvom musikken kunne lyde sådan i tempo, var noget anderledes.
Det var en af de oplevelser, man ikke får så mange af, hvilket også er noget, Roskilde Festival kan. Men musikken var ikke noget særligt at skrive hjem om.
