Lovebites på Roskilde Festival 2024. Foto: Weiss
Så skete det endelig! Ikke siden 2001 med Stratovarius og Hammerfall har der været rendyrket power metal på Roskildes program! I dag trådte 5 vilde japanske kvinder op på scenen og gav alle os med hang til hurtige soloer, dobbeltpedaler, store hooks og clean vokaler det vi kom efter!
Lovebites har taget den melodiske metalverden med storm, så at de netop spiller på Roskilde Festivalen er et møghamrende sejt scoop og viser at festivalen i Roskilde fortsat har fingeren på pulsen, når det kommer til alle typer af ny metal! Om det er obskur undergrunds hardcore fra Mellemøsten eller melodisk power metal fra Japan. Roskilde er nysgerrige. Og det var deres publikum heldigvis også denne torsdag eftermiddag.
Jeg skal da gerne indrømme at jeg var nervøs for fremmødet inden showstart. Det kræver sin kvinde at åbne festivalens store open air scene, Eos, kl 13.30 efter 3 timer med massiv regn.
Men regnen stoppede og de 5 japanere samlede en rigtig, rigtig flot skare af nysgerrige og potentielle nye fans foran scenen allerede inden showstart.
Og SÅ gik de ellers i gang. Klædt i hvide kjoler og med høje hæle. Lyden var høj, massiv og – ja – storslået. Præcis hvad den skulle være til lige præcis den her type af koncert.
Lovebites har taget hjemlandet med storm og spiller i store arenaer i Japan. I Europa er bandet nu stille og roligt begyndt at turnere mere og mere. Sidst jeg så dem var f.eks for blot en uge siden på Hellfests hovedscene foran 30.000 fans. Så mange var vi ikke i Roskilde. Men mindre kunne også gøre det. Det var jo for pokker bandets første koncert herhjemme. Men det bliver uden tvivl ikke den sidste bedømt på reaktionerne under koncerten.
Vi fik alt hvad det heltemodige power metal hjerte kan begære. Lækre leads fra guitaristerne Midori og Miyako, galoperende bas fra Fami, fræsende dobbeltpedaler fra den imponerende velspillende (i høje hæle FFS?!) trommeslager Haruna. Og så naturligvis high pitch vokalen leveret af sangerinde Asami.
Lovebites spiller imponerende godt. De køre stilen fuldt ud og giver den samtidig et forfriskende nyt lydmæssigt touch.
De havde en svær tid. At vække et morgentræt publikum på Roskilde, der havde ligget i dvale indtil regnen stoppede er ikke let. Men med baskere som “Holy War” og “Judgement Day” kunne Lovebites runde deres turné af på Roskilde med en sikkerhed om, at de i hvert fald har fundet nye fans i dag.
Køen til merchandiseboden ved siden af scene var lang efter koncerten. Det må i sig selv være et godt tegn. Og jeg blev bare atter forsikret om at power metal altså sagtens kan virke på Roskilde Festivalen, hvis bare man tør kaste sig ud i det.
Tak for den oplevelse til både Lovebites og Roskilde Festivalen! Vi har ikke mange af disse herhjemme!
2 comments
Allan Jensen says:
Jul 5, 2024
Det var fantastisk at opleve dem live jeg var selv bange for vejret og fremmødet men heldigvis vendte det håber de kommer til Copenhell næste år da Roskilde ikke er et sted jeg kommer.
Godt at du også giver dem en fortjent bedømmelse.
Vi behøver flere af de fantastiske japanske metal/rock grupper her i Europa nu håber jeg Bridear annoncerer flere lande i deres kommende verdens turne kun UK i Europa er annonceret.
Tinne Stubbe Østergaard says:
Jul 6, 2024
Jeg havde købt billet til torsdag for at opleve Lovebites live. Jeg har skrevet i et par år og foreslået, at Roskilde Festival fik dem på programmet, så det en gang for alle kunne fastslås, at kvinder godt kan spille rock på højt teknisk niveau, også heavy metal!
Lovebites burde have spillet på Arena eller Orange – bandet har spilleglæde, livskraft og stor energi og er vante til at få publikum med, så det var mærkeligt, at de skulle spille på Eos, der ikke engang var markeret som en scene eller eventsted på Roskilde Festivals eget kort!
Hele fire teknikere stod for lyd og scene, men jeg spurgte en af dem, hvorfor de producerede en så buldrende bas. Han mente, at jeg bare kunne gå længere væk, hvis bassen var for høj, men det var ikke det, der var problemet. Balancen i lydbilledet var ikke god og ydede ikke musikerne retfærdighed. Bas og trommer buldrede uden nuancer og vi fik ikke den fulde oplevelse af de to guitaristers raffinerede teknik og samspil. Asami kunne også godt have fået mere fylde i lydbilledet, men heldigvis synger hun tydeligt, så man kunne synge med på de mange gode sange!
Det er for ringe, at Roskilde ikke gider sørge for ordentlig lyd til koncerterne. ved Orange scene lyttede jeg lidt til en dansk sangerinde, men kunne ikke tyde teksterne. Mellem numrene kunne jeg høre, at hun flere gange sagde ‘fucking’ og ‘fucking sindsygt’ og ‘tak’, men enten kan hun ikke formidle sine tekster tydeligt eller også svigter teknikken også her – flere fortalte, at ‘lyden er altid dårlig på Orange’, men jeg har før oplevet Kraftwerk og Rolling Stones uden at blive irriteret af dårligt produceret lyd/dårligt anlæg.
Lovebites er topprofessionelt og kan tydeligvis lide at få publikum MED og involveret og det lykkedes også her!
Jeg ville gerne have danset igennem til deres koncert, men jeg var allerede faldet en gang i Roskildes mudder på vej til koncerten – selvom jeg havde nogle festivalsko på, jeg har brugt siden 2008 til udendørs koncerter i al slags vejr uden nogensinde at være gledet eller skredet. I Tyskland har de bedre styr på underlaget!
Jeg synes Lovebites og flere af de japanske kvinderockbands er med til at forny hård rock, fordi de spiller med flot teknik og fantastisk spilleglæde og viser, at man IKKE behøver ligne en hærget misbruger og synge med hæs stemme. Jeg var 14 år, da jeg i 1972 oplevede Deep Purple i Vejlby-Risskov Hallen (koncerten i København på samme tourne ligger på Youtube!) og her var Ian Gillans vokal pragtfuld, Lords orgel var med ‘Lesley??’ (en vinge, der suser rundt for at give bedre lyd), det var et fantastisk lydhav at kaste sig ind i og jeg har danset til utallige koncerter og festivaller siden.
Jeg synes lyden ofte er blevet ringere efter den er blevet digital, eller måske har teknikkerne ikke ordentligt styr på den?
Lyden skal være tydelig, fyldig, nuanceret, skabe et lækkert lydhav vi kan opleve og leve med i. Det er ikke nok at den er høj, hård og overvældende. – OK, der var ikke skruet for højt op til Lovebites, men dynamik var der ikke meget af rent teknisk.
Engang var det svært at producere nok volume på de lavfrekvente toner, højttalerne var kæmpestore, men nu hænger der nogle små højtalere flere meter oppe i luften, lyden sendes i ‘pakker’ og er teknisk set ikke for høj, men nogle teknikere glemmer, at Db-skalaen var justeret for tilgodese den ‘svagere’ bas i de analoge systemer, men der er ikke samme problem i de digitale systemer. Desuden fandt spillesteder ud af, at folk købte mere i baren, når der blev skruet højt op, og de fulde folk var glade for ‘at kunne mærke bassen’. Tilsammen har det vænnet mange til at lyden skal være høj og bassen skal hamre ind i knoglerne! MEN jeg har danset foran bashøjtalere, dengang de var højere ned mig, og den bas vibrerede ens krop, den kom ikke slående i ‘pakker’, der får kroppens bindevæv til at trække sig sammen.
For fremtiden vil jeg nok rejse til et bedre koncertsted og opleve Lovebites og andre japanske bands som Gacharic Spin – hører gerne forslag om spillesteder med god lyd i Europa – eller skal man rejse helt til Japan for at opleve Lovebites og lignende bands i deres rette element?