Roskilde Festival havde onsdag valgt at ændre Avalon-scenen, så frem for at bandsene skulle spille op på den normale scene, var der bygget en lille floor-scene, hvor pitten normalt ville opstå. Roskilde har selv beskrevet eventet som “Glæd dig til en unik og nærgående koncertoplevelse i øjenhøjde. Bandsen indtager nemlig selve gulvet til et helt særligt floorshow på Avalon, der hele onsdag står i ekstrem- og punkmusikkens tegn. Forvent intense shows, flyvende udskiftninger og enestående musikalitet, der går lige i hjertet – og lige i ansigtet”
Ragana
Foto: Jannie Ravn Madsen
Første navn på scenen var den amerikanske duo Ragana, der spillede en form for metal, som lød som et møde mellem black metal og doom. Det var ofte langsomt og tungt. Duoen skiftede undervejs instrumenter, og brugen af vokal var meget svingende. På den måde fik vi en tung og ret dyster start på showet, som lå langt mere i den ekstreme ende end flyvende punk i ansigtet.
Næste act på scenen var Prison Religion, også en duo, som skulle spille en form for elektronisk noise med rap. Det kom for undertegnede aldrig til at virke, måske var jeg ikke publikummet, så jeg valgte at tage en pause og afvente musik, der talte mere til mig.
Næste band var Decorticate, så ramte vi det, jeg havde forventet af disse shows, nemlig en omgang powerviolence lige i ansigtet, fuld fart på og fremad. Ingen fanger taget undervejs, bare masser af hardcore, grind tæsk i ansigtet!
Næste band er Taqbir, hele bandet undtagen forsangerinden er klædt i burkaer. Desværre er vokalen meget lav, hvilket gør det svært rigtigt at høre, hvad der bliver sunget, og jeg forestiller mig, at bandet fra Marokko har en masse på hjertet. Men musikken er fin i denne blanding af postpunk, hardcore og riot grrrl-lyd. Dele af publikum omkring mig har en kæmpe fest over showet. Jeg antager, det er fordi, de bedre kender musikken end mig og derfor ved, hvad der bliver sunget og reagerer på det. Et fint lille show, men det kunne have blevet til meget mere.
Det sidste og aftenens bedste band er The HIRS Collective, som denne aften dog kun er en duo i form af Jenna Pup og en anden, jeg gætter på er Esem. Her er der fuld smæk på. Jenna tager hele
HIRS
Foto: Martin Horn Pedersen
den lille scene i brug og er konstant i bevægelse. Mellem nogle af numrene får vi lidt popmusik fra backtrack, som Jenna danser løs til. Her får vi for alvor et intenst show, der rammer en i ansigtet og stadig har en masse på hjertet, mere af den tak! Fine 20 minutter at runde eventet af på, altid godt at slutte på det bedste!
Så alt i alt, med svingende fremmøde, vil jeg sige, at projektet var en succes. Ideen var god, spændende og elsker festivallen prøver noget nyt. Jeg tror ikke, det skal være en fast ting hver onsdag på Roskilde Festival, men jeg håber, de gør det igen. Jeg ville ønske, at flere af bandsene havde ramt mig rent og sendt mig blæst ud af teltet med musik, der havde ramt lige i hjertet og ansigtet, og ikke kun periodisk, at den følelse kom.