Udover den naturlige træthed, der kommer dag for dag på en festival, er der altid en udfordring, hvis den peaker en af de tidligere dage. For undertegnede var det at se Limp Bizkit med vennerne en drøm, og Limp Bizkit leverede 100 % varen. Så med en træt krop og truslen om regn var det ikke nemt at komme ud af sengen. Dog var det også i tankerne, at aftenen skulle slutte af med det danske band, der har givet mig flere WOW-oplevelser de sidste par år, nemlig JOHN CXNNOR. Så afsted mod Copenhell gik turen!
Første band på programmet for undertegnede denne fredag var Harms Way. Deres show i 2023 blev desværre aflyst, men nu var det langt om længe blevet tid til at se Harms Way indtage Copenhell på Pandæmonium-scenen. Modsat mange andre hardcore-bands handler det for Harms Way ikke om at spille hurtigst, men om at spille tungest! Forsanger James Pligge indtager scenen i bar overkrop. Manden er kæmpestor og forsøger hele vejen gennem showet at trampe hul i scenen og sikre sig, at publikum ved, han kan ødelægge dem!
Udover hans voldsomhed bliver koncerten aldrig den ødelæggelse, man håber på. Det er tungt og brutalt, som bandet spiller, men samtidig får det aldrig skabt den voldsomme pit, man havde forventet. Publikum kan mærke musikken tungt i brystet, men det kommer aldrig derop, hvor det hele bliver vildt. Bandet var der, og publikum kunne mærke lyden, men uden at det helt blev det højdepunkt, der var håbet på. Vi kom alle sikkert videre, og måske kan vi håbe, at Harms Way kommer igen på et spillested, hvor kontakten mellem band og publikum kan ramme, og magien kan opstå.
Dropkick Murphys, det amerikanske folk-punk-band, indtog scenen med et mål om at holde en punkfest på Copenhell. Det lykkedes delvist i 2016, og selvom lydproblemerne ikke var de samme denne gang, var resultatet på mange måder det samme. De forreste rækker ser ud til at have en kæmpe fest, men meget længere kommer Dropkick Murphys desværre ikke ud. Publikum synger med på hitsene og danser lidt længere bagved, men udover det føles det lidt som en tam fest, hvor man godt kan drikke en bajer, men man bliver ikke hevet ind i showet og har ikke bare lyst til at komme frem og deltage med dem, der har det vildt. Det blev lidt for meget af det samme. Så fin, let underholdning fredag eftermiddag, men ikke en koncert, man vil huske særligt længe.
Næste stop efter en bid mad var tilbage på Pandæmonium-scenen, hvor den stod på klassisk hardcore i form af Madball. Sidst de spillede var i et meget tomt Arena-telt på Roskilde Festival i 2018, men sådan var det heldigvis ikke i dag. Der var noget bedre fremmøde og ikke så meget pjat. Madball kom ikke for at afholde et hitshow; de kom for at spille hardcore og vise, at det kan lykkes på den evigt svære Pandæmonium-scene. Det lykkedes, folk fik, hvad de kom for, nemlig hardcore, som da mor og far var unge. Det kunne både folk fra den generation og de helt unge være godt tilfredse med.
Derefter gik turen mod Gehenna-scenen, hvor danske Hexis skulle spille. Bandet, der spiller flere shows end nogen andre, har spillet på alt fra store festivaler i hele verden til din nabos garage. Nu skulle de endelig også spille på Copenhell! Forsangeren og kernen i projektet, Filip Andersen, indtager scenen i Adidas-bukser og vindjakke, og så bliver der ellers tæsket derudaf i Hexis’ særlige take på hardcore, en stil hvor black metal fik lov at fylde en del, før det blev in at spille blackened. De har det dog ikke nemt; fremmødet er ikke kæmpestort, men bandet kæmper sig flot igennem og viser, at de mange, mange shows har gjort bandet godt på livescenen! Så oven på klassisk hardcore med Madball viste Hexis, hvordan det kan gøres på en anden, men ligeså god måde!
Så kom der regn, og flugten gik til pressen, for der var et show tilbage fredag, jeg på ingen måde ville gå glip af, nemlig JOHN CXNNOR! Der skal ikke lægges skjul på, at jeg gik til showet som fan mere end som anmelder. Alle JOHN CXNNOR-shows, jeg før har set, om det var det store Roskilde-show, support for Cabal, eller rave på Ideal Bar, så har det været unikt. Det blev ikke mindre unikt denne fredag aften i nattens regn. Lasershow, livemusikere der spiller med, og de gæster vi har set før fra den danske hardcore-scene, der dækkede alt fra Cabal til Hiraki til Mai Soon Young Øvlisen fra Meejah, der tidligere har været med på bandets Roadburn-shows. Sådan kunne jeg blive ved med at nævne gæster; norske Satan Club fortjener da også omtale, da de var den eneste ikke-danske gæst!
Så som vi har lært at kende JOHN CXNNOR, var det et show, der bragte os en lyd af techno og undergang. Deathcore møder elektronisk musik, møder hardcore, der bliver spillet som filmmusik.Da undertegnet valgt at tage den ind i folkemassen, hoppe rundt i pitten og ikke har lært holde mine briller fri for regn, så vil jeg mest af alt kalde den for en kæmpe oplevelse, hvor vi alle kunne mosh, danse og elske hinanden i musikken mens verden gik under.
Jeg vil denne gang ikke forsøge at sætte flere ord på koncerten, bandet havde valgt sammen med Jakob Harris ( Cold North Creative ) lavet et sammen klip på 1 minut, som alle bør se for at forstå hvor vildt og fantastisk showet var