Færøernes største stemme sendte os i drømmeland på årets Copenhell!
Hun fik tildelt Nordisk Råds musikpris 2021, hun har spillet i DRs Koncertsal sammen med bl.a Einar Selvik fra Wardruna og et storslået symfoniorkester, hun er en af Færøernes største musikalske eksportsucceser og i sidste uge gæstede hun Copenhell for første gang.
Eivør Pálsdóttir har på det seneste indtaget flere store metalfestivaler. Besynderligt vil kritikkere måske mene, men men når alt kommer til alt, så passer hendes hypnotiske, svævende og formørkede dark electronic/neo-folk fuldstændig perfekt ind på en metalfestival. Og det lod sig i dén grad vise på Copenhell, da hun samlede den måske største crowd ved Gehenna på dette års festival.
Ydmyg og dog med en stor selvsikkerhed gik Eivør på scenen med sit band og med ét stod tiden bare bum stille. Efter at være blevet banket rundt af det ene metalliske act efter det andet, var det virkelig et tiltrængt afbræk at blive suget ind i Eivørs drømmende univers. Det er kort og godt bare musikalsk kunst på aller højeste plan.
Som jeg skrev i min optakt til årets Copenhell, så frygtede jeg at hendes koncert ville blive hæmmet af stive, højtråbende bøvehoveder. Men fra hvor vi stod – ca lige i midten foran scenen – skete det heldigvis ikke. Fra første anslag i Eivør’s koncert var folket i hendes hule hånd. Og her blev vi i den næste time.
Setlisten var hovedsageligt baseret på hendes færøske værker og kun den afsluttende “Falling Free” blev sunget på engelsk. Med den tryllebindende “Trøllabundin” som koncertens absolutte højdepunkt.
Der er kort og godt intet at sætte på Eivør’s koncert på Copenhell. Den store stemme indfriede alle forventninger og fik voksne mænd i battle veste til at fælde en tåre.