Copenhell står for døren igen, og som altid er der masser af musik, man gerne vil se. Her er dog de fem navne, som for undertegnede (Martin Horn Pedersen) er de største must-see i år:

De er nævnt i den rækkefølge, de spiller på festivalen, så ikke fordi den første er mere must-see end den sidste – for lad os bare slå fast at SPOILER – Limp Bizkit er det største must-see i 2024 på alle festivaler!

Credit: Copenhell

 

Empire State Bastards – ONSDAG – 17.15 Hades

Empire State Bastards er måske ikke et band, der ringer en klokke for alle, men når man kigger på navnene bag, Simon Neil fra Biffy Clyro og Mike Vennart fra Oceansize, så siger det nok de fleste mere. Debutalbummet er indspillet med Dave Lombardo på trommer. Hvad skal man så forvente? I hvert fald ikke rock aka Biffy Clyro, men mere et kaotisk møde mellem punk, hardcore, alternativ metal og alt eksternt derimellem. Albummet er fantastisk, og jeg forventer et liveshow fyldt med energi, der for alvor kickstarter Copenhell!

Zulu – TORSDAG – 18.30 Gehenna

Zulu har en gang før været i Danmark, da de spillede på Roskilde Festival 2022, en koncert der var 25 minutter inkl. et nummer, der blev spillet flere gange. Siden er der kommet mere materiale, og det var fedt dengang, så jeg kan kun forestille mig, at det her to år efter bliver endnu bedre. Vi får punk fra dele af USA, vi normalt ikke hører den fra, med masser på hjertet. De unge gutter fortæller om at være andet end hvid i punken, hvor de kommer fra, og giver kvinderne i deres liv taletid. Alt sammen pakket ind i stærk musik!

Limp Bizkit – TORSDAG – 21.30 Helviti

Måske benægtede du, at du elskede det i 00’erne, måske var nu-metal ikke ægte, måske var det glemt i 10’erne, men nu-metallen er tilbage som aldrig før, og Limp Bizkit er kongerne. Det var fantastisk at få lov at se dem live for første gang på Rock Im Park sidste år, men det bliver endnu bedre at se dem med alle vennerne på Copenhell! Det bliver en kæmpe fest at synge med på “Rollin”, hoppe rundt som en anden teenager igen til “Break Stuff” og generelt bare have det fedt! Det bliver en kæmpe fest!

Harms Way – FREDAG – 19.45 Pandæmonium

Copenhell beskriver det som: “En koncert med hardcore-bandet HARMS WAY føles mest som at blive ramt af et godstog og kun med nød og næppe overleve.” – Det er, hvad jeg forventer, når det amerikanske hardcoreband endelig er tilbage i Danmark og klar til at rykke os hårdt og brutalt rundt!

John Cxnnor – FREDAG – 23.45 Gehenna

Født ud af hardcore, har John Cxnnor skabt et univers, der lyder som verden går under, mens terminator er til techno rave. JOHN CXNNOR har givet en unik koncert hver gang, jeg har set dem, fra deres kæmpe show på Roskilde Festival med masser af gæster fra den danske (hard)core scene, til et supportjob for Cabal, hvor Victor Kaas (EYES, LLNN) stod for al vokalen. Det seneste show på dansk grund på Ideal Bar med besøg af primært HIRAKI var en vild, vild fest, hvor man fik hele miljøet til at rave og mosh i en vild og smuk blanding. Hvad vi får på Copenhell, tænker jeg kun, medlemmerne Ketil og Rasmus Sejersen ved. Dog ved vi, at et show kl. 23.45 på festivalens bedste scene kun kan blive noget, du ikke vil gå glip af! Skal vi slås? Skal verden gå under? Eller skal vi rave ind i natten? Måske det hele, men uanset hvilken vej bandet går, har det indtil nu kun været noget, du ikke vil gå glip af!