1349 på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
På en metalfestival som Copenhell er der forbavsende lidt black metal. I år var det reelt kun Hulder, Orm, Cradle Of Filth og så altså 1349 der stod for den mørkeste del af metallen på årets festival.
Efter en dag med hygge-rock på hovedscenerne var det nu for alvor blevet tiltrængt med noget ekstremt til ørerne. 1349 var sat til at lukke Pandæmonium da solen nu var gået ned.
Månen kastede sit glinsende skær ned over pladsen da de norske krigere bogstavelig talt gik på scenen med fyr og flamme. Hellfire!
1349 på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
Med corpsepaint, nitter og kutter kunne det her ikke blive mere klassisk. Og tak for det. Det var sgu lige præcis dét vi havde brug for på sådan en onsdag aften. Hvis så bare lydforholdene havde været med os. I starten var det reelt set kun Frost’s helvedestønder der kunne høres buldre ud over pladsen. Ret skal være ret. Manden spiller fandme en solid tromme. Måske én af de bedste indenfor stilen. Men man savnede lidt modvægt fra resten af bandet.
Man fornemmede vreden, man fornemmede arrigskaben, man fornemmede intensiteten. Men det hele kom aldrig rigtig ud over scenekanten. Det skete kun gradvist og koncerten løftede sig aldrig til det helt store black metalliske peak man kunne have håbet på, fra det nok største band indenfor stilen på dette års Copenhell.
En smule skuffende.
