Turen gik igen mod Gaia-scenen for at få et skud mere ud fra punk og hardcore-genren. Denne gang fra det britiske band Ithaca!
Foto: Martin Horn Pedersen
Vi får en rodet start på lyden; der er noget galt med vokalen, og det føles aldrig rigtig godt, bortset fra når Djamila Boden Azzouz råber igennem. Men den klare vokal bliver aldrig god på Gaia. Bandet spiller dog fint, men uden at det rigtigt rykker noget.
Undervejs får vi en tale fra guitaristens band. Han fortæller os, hvor glade de er for at være der og taler om, at der skal være plads til alle mennesker, kampen mod diskrimination og behovet for mere diversitet og accept på metalscenen. Denne tale får nok også det største bifald under koncerten, og det er helt fortjent. Budskaberne er lette at støtte op om, men desværre er det måske også lidt sigende for koncerten, når det største bifald kommer efter talen. For bandet spiller fint, og der kommer også moshing efter en opfordring til det mod slutningen af koncerten.
Så koncerten blev mere en, hvor hvis musikken havde spillet i baggrunden derhjemme, ville jeg ikke have klaget, men jeg opdagede aldrig helt, hvem det var. Det sidste var heldigvis klart til koncerten, men hvis de gode budskaber, som bandet kæmper for med deres musik, skal nå ud til folket, skal kraften i musikken være lige så stærk som disse budskaber. Ellers forsvinder det hele lidt i kedsomheden.
Så held og lykke til Ithaca med at ændre scenen, for det har vi brug for. Musikken skal bare kunne følge med!
