Blur på Roskilde 2023

Det musikalske legebarn, Damon Albarn, var atter tilbage på Roskilde Festival. Denne gang som frontmand for et beskidt og overraskende tungt spillende Blur!

Britpop(rock?!) legenderne var på Roskilde for femte gang. Senest var for præcis 20 år siden. Dér for 20 år siden delte de headliner-spot med navne som Metallica, Iron Maiden og Queens Of The Stone Age. Fraset sidstnævnte, som også var at finde på plakaten i år, ser headliner-materialet noget mere anderledes ud end for 20 år siden.

Med det i tankerne var der edermame en befrielse endelig at høre noget beskidt guitar på festivalens største scene. For beskidt var lige præcis hvad Blur var i går. Som det samlende store hovednavn gik Briterne til opgaven med den største overbevisning. Blur var mere punk, mere garage og mere tungt rockende på Roskilde’s hovedscene end jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig.

Med tre Marshall cabs og to Marshall toppe solidt placeret på scenen fik Graham Coxon liret det ene riff afsted efter det andet, samtidig med at sprællemand Albarn var i sit åbenlyse es. Frontmanden gik til opgaven med en på én gang afslappende, men også voldsomt fokuseret facon. Kort og godt simpelthen pisse godt!

en grædende student under Blur på Roskilde 2023

En storsmilende Damon Albarn var med os og vi var med ham. Han virkede decideret lykkelig for atter at spille på festivalen og det smittede af på os alle. Selv en nybagt student, i de forreste rækker, måtte knibe en tåre af glæde under koncerten. Når man så samtidig kan krydre det hele med bagkatalog-hits som “Coffee & TV” , “Country House” og “Girls And Boys” og “Song 2” , ja så har man en sikker vinder. Og det var heldigvis hvad Blur var i går. Bandet lod det dog ikke kun blive ved nostalgien. Nye sange som “St. Charles Square” og “The Narcissist” fra det kommende album “The Ballad Of Darren” fik også god luft under vingerne.

I min anmeldelse af Queens Of The Stone Age, forleden, skrev jeg, at Blur ikke var hård rock og at de resterende hovednavne ville få en svær opgave for at komme op på niveau med amerikanernes magtdemonstration. Queens Of The Stone Age er fortsat festivalens bedste koncert, men med det Blur leverede i går vil jeg næsten med rette kunne give dem prædikatet som et hård rock band og de var i dén grad også ved at være tætte på at komme op på siden af Queens Of The Stone Age’ koncert i onsdags.

Og med det kan man jo bare glæde sig over, at de eneste to rock-navne i toppen af plakaten leverede så knusende stærke oplevelser på årets Roskilde Festival, som de rent faktisk endte med at gøre. Måske giver det en smule håb om fremtiden.

For her på Blastbeast.dk så elsker vi at gå i dybden med de små og skæve navne på de mindre scener. Det er hvad Roskilde kan! Men vi savner nu fortsat at kunne gå til de helt store samlende koncerter og få det helt store tunge rock-sus på nogle Europas største scener. De må og SKAL være der. Ikke mindst for variationen i programmet i toppen af plakaten. Den samlende hårde rock er et vigtigt element på Roskilde. Ikke mindst for den videre udbredelse af stilen. Tænk bare hvor mange unge mennesker, der var forbi Queens Of The Stone Age forleden, og som måske ikke kendte dem. Hvis bare en håndfuld af disse fik en fantastisk oplevelse vil det måske smitte af og få endnu flere unge mennesker til at få øjnene op for guitaren. Det er på festivaler som disse, at det skal ske. Mainstream radioen spiller det jo ikke.

Den samlende rock ER altså fortsat et vigtigt og uundgåeligt element på Roskilde. Lige meget hvor meget de hippe kritikere og smagsdommere på div. musikmedier så ellers forsøger at ligge os i graven. Koncerterne med Queens Of The Stone Age og Blur på årets Roskilde Festival må for helvede én gang for alle have modbevist rockens død.

Og så kan man jo så blot undre/ærgre sig over, at et navn som f.eks Arctic Monkeys, der spiller på festivaler over alt i Europa i år, ikke lukker Orange Scene i aften. De havde givet endnu mere variation i toppen.

Men hey – Blur sejrede! Rocken sejrede på Roskilde 2023! Og med dét en forhåbning om, at Roskilde ikke vil se mindre til den store samlende rock på fremtidige festivaler! Orange Scene (og Arena!) kan og skal stadig omfavne guitaren! Lad os da f.eks bare få navne som Faith No More, Artic Monkeys, Ghost, Deftones, Måneskin, Foo Fighters m.fl på festivalplakaten snart!