Torsdag! Dag 2 på årets Copenhell, og aldrig før har jeg haft planer om at ankomme så tidligt til festivalen. Dagens første navn for mig var nemlig danske Dirt Forge, som jeg jo har et tæt forhold til. Så afsted mod pladsen gik turen, så der skulle være tid til at finde en fadøl og få sat mine ting i pressen, inden Dirt Forge indtog Gehenna-scenen 12.45!
Foto: Jannie Ravn Madsen
Et pænt fremmøde taget i betragtning var mødt op, da de tre medlemmer af bandet indtog scenen. Der var stor spillelyst hos bandet, og publikum virkede glad, selvom de ikke var fuldt oppe i gear. For nogle år siden ville jeg have sagt, at vi fik en god start på dagen med en omgang sludge, men jeg er ikke helt sikker på, hvad Dirt Forge præcist spiller mere med alle de nye spændende elementer fra deres seneste album “Interspheral”. Men det virker stadig! Frontmand Alexander Kolby kom undervejs med en opfordring til, at hvis man ville bevæge sig lidt, og i mit naive sind tænkte jeg kort: “Yes, nu får vi ‘Intet Tabt, Intet'”, men nej, det blev “Ascension”. Også et stærkt nummer, men uden at få folk til at gå amok. Det er dog ikke musikkens skyld. Efter 45 minutter sluttede en stærk start på dagen med god musik, der satte gang i det!
Foto: Jannie Ravn Madsen
Efter en pause med gode venner gik turen tilbage til Gehenna, denne gang til et dansk band, men denne gang skulle vi til kampsport med Rot Away!
De danske hardcore-drenge, der har gjort en dyd ud af at spille ret ren og dyrket hardcore, uden for meget pjat, bare fuld fart frem og masser af breakdowns! Det er igen det, vi får denne eftermiddag på Copenhell. Der bliver tæsket igennem på scenen, og forsanger Jonatan kræver konstant, at publikum skal være vildere, stagedive mere, slås mere og generelt bare give den alt! Publikum adlyder til en vis grad, men det store flertal var dog ikke helt med på at gå “all in”. Men der blev udløst energi, og masser af folk crowdsurfede løs. Så alt i alt gav Rot Away os præcis det, vi kom for: masser af hardcore og masser af fed energi! Tak for at give den alt!
Derefter gik turen kort forbi Pandæmonium-scenen, hvor Sleep Token spillede. De havde trukket et meget stort publikum og virkede til at levere, men deres mystiske og alternative metal var ikke lige det, jeg søgte efter efter en omgang hardcore med 200 km/t. Så det blev til en bid mad og derefter mod Helviti-scenen, hvor Electric Callboy stod klar til at holde en kæmpe fest!
Foto: Jannie Ravn Madsen
Bandet, der for et par år siden var et deathcore-band, der nok havde fundet deres niveau og ikke ville blive større, tog røven på alle, da de skiftede forsanger og navn. Nu stod den på elektronisk musik mixet ind i deres deathcore. Det kan nemt gå helt galt, men her virker det!
Det startede med, at vi alle blev hevet med på “Tekkno Train”, fut fut, også var det tid til at danse som en ninja! Inden vi blev skudt helt til månen med
“Spaceman”, og sådan fortsatte festen med udklædning, masser af fest og hvor elsker jeg at se metalfans danse til beats, der kunne blive spillet på et diskotek :D “Hypa Hypa” og “We Got the Moves” er naturlige højdepunkter i et show med kæmpe fest, gode melodier og god stemning! Årets fest på Copenhell!
Efter Electric Callboy var det tid til at få pulsen ned igen og slappe lidt af, så næste band blev Brutus. Her var der også brug for, at alt ikke længere kørte i det høje gear, men nu blev det følsomt og utroligt smukt.
Brutus har som band ikke rigtigt ramt mig herhjemme. Det har lydt okay og fik mig til at vælge koncerten over Gojira, men wow, hvor blev jeg blæst bagover. Alt ramte rigtigt på Gehenna-scenen. Lyden var god, stemningen helt rigtig, det passede perfekt ind i skoven, og bandet spillede perfekt. Der er ingen tvivl om, at stjernen i bandet er Stefanie Mannaerts, og hvor imponerende er det ikke, at hun elegant trommer og synger samtidig. Alt for ofte virker det ikke 100% i den kombination, men hun var overlegen. Det var lidenskabeligt, der var temposkift og stærke sange. Jeg ved ikke, hvilken genre jeg skal placere bandet i. Det er følsomt, men stadig med en skarp og hård kant. Det var simpelthen perfekt og en af årets bedste koncerter. Jeg er stadig helt overvældet, når jeg tænker tilbage på den, og kan kun anbefale alle at se dem, hvis deres plader bare taler mindst til én.
Derefter gik turen mod Pandæmonium, hvor danske Møl skulle spille. Igen et band, der aldrig rigtigt har fanget mig før. De er dygtige, ingen tvivl om det, men de spiller en genre, der er langt fra,
Foto: Robin L. Nilzon
hvor jeg normalt befinder mig musikalsk. Men om det var denne torsdag, der var magisk på Copenhell, om min smag er ved at flytte sig, eller om Møl bare spillede deres livs koncert, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men mens solen var ved at forsvinde, spillede Møl magisk.
Sættet blev stærkt domineret af deres seneste album “Diorama”, men vi kom også omkring ældre sange. Undervejs i koncerten fik man på scenen både besøg af Mirza fra Siamese og Kathrine Shepard fra Sylvaine, der begge bidrog med en flot kontrast til Kim Song Sternkopfs vokal. Kim var generelt i hopla denne aften og ledte både bandet og publikum gennem denne stærke koncert! Tak for at vise mig, hvor godt Møl kan være live. Nu glæder jeg mig allerede til næste Møl-koncert.
Efter Møl stod den på hygge med vennerne, inden Pantera fik et kort lyt, inden turen gik hjemad efter en dejlig dag med mange virkelig gode koncerter!