De fleste år er Copenhell min første store open air festival, men i år var det Rock Im Park. Så efter en god opvarmning fra den tyske festival og endelig at have krydset Limp Bizkit af min liste, gik turen mod Copenhell!
Pladsen lignede sig selv ret meget fra 2022 – det var godt på mange måder og trist for Pandæmonium. Udover det var det mest nye, at priserne på mad og drikke var nået et niveau, hvor man havde brug for et godt betalt job, hvis man ville have råd til at feste. Der skal tjenes penge, men når man har solgt så mange partnerskaber, at festivalen ugerne op til på Facebook primært var reklame og ikke information, så kunne man måske godt overveje prisniveauet.
Nå, ikke mere brok, for vi mødte op til sol og masser af gode mennesker. Den store fest med at hilse på alle venner, bekendte og kollegaer, som man ikke havde set længe, kunne begynde. Først ankomst, og så gik turen forbi Helviti-scenen, hvor Clutch igen spillede rockmusik i solen. Efter et par fine numre gik turen dog videre for at tjekke pladsen og få styr på det sidste.
Foto: Robin L. Nilzon
Årets første rigtige koncert på festivalen var for mig Sick Of It All på Hades-scenen. Det er altid spændende at se, hvordan legender klarer sig efter så mange år på scenen. Heldigvis er Sick Of It All stadig i topform, og Copenhells publikum virker også klar til at modtage en masse energi fra bandet. Forsanger Lou Koller udstråler en energi og sangstemme, der får en til at glemme, at han har været i gang siden 1986. Vi fik også sange fra det meste af deres karriere, og på den måde blev Sick Of It All den helt rigtige måde at starte festivalen på for mig.
Derefter gik turen kort til Pandæmonium for at fange afslutningen af Touche Amore, der virkede til at spille en god koncert i den korte periode, jeg havde fornøjelsen af at opleve dem. Hvis det var som deres show, jeg så to uger før på Rock Im Park, må det have været en fornøjelse for publikum.
Senere gik turen tilbage mod Hades. Denne gang for at se The Ghost Inside. Nu var der metalcore på programmet, et band jeg aldrig før havde set live og heller ikke forventede at se efter deres forfærdelige busulykke i 2015. Nu skulle det være… desværre var Mötley Crüe langsomme til at blive færdige, så man blev tvunget til at lytte til en del af deres lydbillede.
Foto: Robin L. Nilzon
Det var heldigvis hurtigt glemt, da The Ghost Inside gik på scenen, og den tunge metalcore blev leveret med kraft. Vi startede ud med “Engine 45”, og stemningen var sat. Vi skulle have knytnæver
i ansigtet, samtidig med at der blev sunget om tunge emner! Det var virkelig fedt – pitten og publikum var med fra starten og blev yderligere opildnet af frontmand Jonathan Vigil. Bandet spillede godt, og selvom vokalen måske ikke altid var perfekt i de rene dele, betød det ikke noget for publikum den aften, der havde masser af energi, som de ville have ud, og bandet leverede det perfekte soundtrack til det. Det hele blev afsluttet med bangeren “Aftermath”.
Efter at energien var brugt op, sluttede den første dag tidligt for mig. Men hvis standarden for koncerterne fortsatte som den var onsdag, så ville det blive en fantastisk festival!