FESTIVAL! UHØRT 2020 var en af de få, der fik lov til at blive holdt. Godt nok med færre mennesker og alle skulle sidde ned. Festivalen varede 3 dage, men vi var der dog kun den sidste dag, nemlig lørdag.
Stemning var dog god, som den plejer og med muligheder for at købe både mad og drikke.
Henret
Foto: Martin Horn Pedersen
Først band, der havde fanget vores opmærksomhed på festivalen, var en svær størrelse t genrebestemme. Genre bliver generelt sværere og sværere at sætte på bands, så lad os sige, at udgangspunktet er en tung omgang hardcore.
Det er bandets debutkoncert, men heldigvis er der mødt pænt med publikum op, og de virker klar til at støtte op!
Først spørgsmål er; hvordan bliver det at sidde ned? Det virker langt bedre end forventet, selv om bandet hurtigt giver en lyst til at bevæge kroppen!
Ved hjemmelyttet inden koncerten, havde jeg ikke været rigtigt solgt, men live-lyden gør dem godt, en super tight trommeslager sætter rytmen for resten af bandet, som både opbygger og leverer sangene velspillet og med stor kraft. På den måde kan man I sandhed mærke energien i musikken, selv om man sidder ned, desværre kan man ikke mærke bandet på samme måde. Der er ikke meget kontakt mellem publikum og band, det er nok en konsekvens af bandets fokus på at spille musikken helt korrekt ved første show.
Den opgave løser de stærkere og med udgangspunkt i velopbyggede sange, med stor kraft, så er jeg ikke så bekymret for den manglende publikumskontakt, den skal uden tvivl nok komme efterhånden, som de får spillet en masse shows!
Regarding Ambiguity
Næste band på programmet var screamo bandet Regarding Ambiguity, der også har base her i København.
Foto: Martin Horn Pedersen
De var blevet placeret på den lidt større skatescene, der også gør publikum har lidt mere afstand til scenen.
Den afstand var forsanger og frontmand i bandet åbenbart ikke så glad for, da han hurtigt indtog gulvet i stedet. Normalt kan det give mening at komme tæt på sit publikum, komme ud og sætte dem i gang. Hjælpe dem med mærke alle de følelser der ligger gemt i musikken.
Problemet er bare, at når publikum sidder ned, og ikke må rejse sig og kontakt er helt udelukket, så blev det hele bare mærkeligt og fejlplaceret, særligt da der gik over 15 minutter, før han fandt tilbage på scenen.
YES, nåede jeg at tænke, nu kan vi få fokus der op, hvor det faktisk er godt. Bandet spiller godt, det lyder godt, musikken er fokus værd. Desværre bliver det en kort fornøjelse, så er han tilbage på gulvet. Hvilket igen medførte en splittelse, der gjorde, at man ser publikum blive i tvivl om fokus: Skal jeg kigge på scenen, og de dygtige musikere eller følge frontmanden, der er ude for lave show. Den energi han havde, var brugt langt bedre på scenen og på at løfte showet dér.
Alt det medførte, at musikken desværre kom meget mere i baggrunden og ikke fik et løft live, som håbet. Så på den måde fik Regarding Ambiguity ikke det ud af musikken, som de skulle have haft, for der har de et rigtigt stærkt materiale, som de også beviste, at de kan levere live. Så hvis så sceneshowet kan hænge sammen, så kan det løfte sig til noget rigtig godt.
Dying Hydra
Foto: Martin Horn Pedersen
Aftenens sidste band for os, var Dying Hydra, der fik lov at lukke skatescenen. Sidste gang jeg stiftede bekendtskab med bandet var, da de varmede op for Hatesphere, hvilket samtidig var Dying Hydras debutkoncert, i forbindelse med et event vi, her på Blastbeast i 2018, afholdt i Pumpehusets byhave. Ved den lejlighed var mit fokus mange andre steder end kun på scenen, så jeg glæder mig til høre dem rigtigt nu, særligt da der ikke har været så voldsomt meget lyd fra dem, så hvad har de at byde på i 2020?
Det første, der stod klart, var at musikken, som forventet, var tung og beskidt. Den var så også velspillet og lyden sad lige i skabet. Derfor gav det også fint mening, at musikken fik lov at tale for sig selv det meste af tiden, hvilket virker fordi bandet formår at være både langsomt, men kraftfuldt og energifyldt på samme tid.
Når man tænker at musikken måske er lige ved at blive lidt for langsom, så kommer tempoet tilbage. Ikke at det bliver hurtigt, som dagens tidligere bands, men skiftet får det til at føles sådan, hvilket gør, at man aldrig falder hen, selv om de beskidte rytmer og den mørke vokal nemt kunne friste en til bare at lukke øjnene og nyde musikken, der strømmer mod en. Der sikrer Dying Hydra med deres skifte i tempo og den store kraft, der er i musikken, at man hele tiden er nærværende og fokuserer på scenen, selv om der i virkeligheden ikke sker særligt meget. Dermed får bandet givet en indadvendt koncert, der stadig er så fængende, at man som publikum ikke slipper scenen med øjnene, med nyder musikerne, mens musikken gav den helt rigtige stemning til den september aften.
På den måde blev en meget forskellig omgang metal på Uhørt 2020 afsluttet, men vi sluttede med det bedste og fik dermed bevist, hvor bredt dansk metal dækker på et højt niveau i undergrunden.
