Copenhell frøs atter et spillested til is i starten af det nye år. Traditionen tro fristes man efterhånden til at sige. Alligevel var flere ting i år ikke helt som de plejede at være.

F.eks var arrangementet i år rykket fra Lille Vega til Pumpehuset og modsat tidligere år, hvor fokus har været på at få nyere upcomingbands signet på labels og mangaments, var der i år blevet inviteret bookere fra større internationale festivaler (herunder Download, Sweden Rock Festival, Inferno, Brutal Assault m.fl) til at komme forbi og opleve en håndfuld af de mere etablerede danske rock/metal navne, der potentielt kunne bookes til en international festival.

Således ventede der lidt af en varieret musikalsk fest i den store sal i den udsolgte Pumpehuset:

Xenoblight (Anmeldt af Aleg-One)

Xenoblight til WCFO. Foto: JM

Vi havde fået æren af at blive skudt godt og nådesløst i gang af ekstremmetallerne fra Xenoblight, der med den energiske Marika Hyldmar i front, altid er garante for et solidt sceneshow! Der bliver fræset, der bliver skrålet og der bliver interageret med publikum i en sådan art, at det er svært ikke at lade sig rive med.

Xenoblight er et band der i høj grad har stort potentiale herhjemme såvel som i udland, hvor de efter flere shows uden for de danske grænser så småt har bevist, at verden er klar til Xenoblight.

Jeg havde op til nu haft til gode at fået set Xenoblight, så forventningerne om denne metalkomet var ganske høje! Det var også med hænderne i vejret og håret svingende i alle retninger af de fra start af var klar til at lægge os ned. Desværre for Xenoblight var lydbilledet for meget svært at skelne ad, da specielt den hidsige guitarlyd manglede lidt mere bund for at vi for alvor kunne mærke trykkraften fra scenen.

Om det er til Xenoblights fordel eller ej, at aftenens format kun tildeler dem 30 minutters nedkogt spilletid er svært at sige. For omend, at publikum lige skulle rystes i gang og vi sluttede på toppen med både wall of death of crowdsurfing, så har jeg lidt fornemmelsen af, at et længere show ville påvirke helhedsoplevelsen fra numrene der, som nævnt ovenfor, var lidt svære at skelne fra hinanden.

Dermed ikke sagt, at Xenoblight ikke spillede fedt og gav et godt show, jeg er bare ret sikker på, at det ikke var en af de bedste oplevelser de har leveret.

 

 

 

Siamese (Anmeldt af Martin Horn Pedersen)

Siamese til WCFO. Foto: JM

Aftenens næste navn var de lokale Siamese.

Siamese var nok det navn på plakaten der stak mest ud, hvilket også hurtigt var til at mærke på fremmødet blandt et publikum, der blev mødt af bandets poppede backtrack-orienterede metalcore. Efter det første nummer havde en del valgt at trække sig væk og mod baren.

Efter ønske om mere backtrack forsatte Siamese’ ihærdige forsanger og Prime Collective-boss, Mirza Radonjica, med at holde fest. For hvor andre bands denne aften måske var brutale og trve, så holder Siamese en fest! Flere at de skeptiske fans begynder stille og roligt at sænke armene, mens de lod sig rive mere med af festen. Da Mirza spørger om vi er klar til SATAN, bliver han mødt af et klart “ja”. SATAN betød så, at vi fik et Justin Bieber cover. Helt ærligt, så bliver det ikke meget smukkere på sådan en metalaften.

Desværre var lyden ikke rigtigt med Siamese denne aften, men de leverede en solid indsats. Men når backtrack og effekter er en del af musikken, mister man dog en del når teknikken ikke spiller. Det skal dog ikke tage noget fra gutterne på scenen, der leverede og virkede til få overbevist en masse skeptikere om, at det var her festen var.

 

 

 

Baest (Anmeldt af Weiss)

Baest til WCFO. Foto: JM

“No big surprise really.” Jeg indrømmer blankt at dette var min første tanke, da jeg så, at Baest atter var blevet tilføjet til endnu et Copenhell-arrangeret arrangement. Med to shows på selve festivalen, to shows til Freezes Over og et enkelt show på Copenhell Cruise indenfor blot 4 år skulle man efterhånden mene, at Baest har smagt på Copenhell løjerne. Måske endda lidt for meget? Overraskelsesmomenterne er der ikke mange af.

Men så igen. Når Baest så går på scenen forstår man jo godt hvorfor de igen og igen og igen bliver booket. Det er bare en fornøjelse at se dem rive et pakket spillested rundt. Om det er på de store festivaler, i en lade på Færøerne eller på et pakket spillested, så er drengene bare et livemonster.

Man ved hvad man får, når Baest går på scenen:  Good Clean Family Entertainment You Can Trust, for at citere et ældre band, der spillede senere på aftenen.

I Pumpehuset var det et kort, men intenst dødshug fra Aarhus’ fineste. Og på trods af lidt feed fra Simons mikrofon ramte Baest atter plet med sit solide sving og brutale groove! Det er på scenen de er bedst!

 

 

 

Bersærk (anmeldt af Weiss)

Bersærk til WCFO. Foto: JM

Ligesom Baest er også Bersærk efterhånden blevet lidt af en Copenhell darling. Med nærmest ligeså mange Copenhell-relaterede shows i bagagen som Baest. I Pumpehuset denne aften virkede det dog som om, at den korte spilletid faldt mere naturligt hos Bersærk end hos Baest.

Enten var publikum bare mere klar til Bersærk end til Baest og ellers var fadøllen bare for alvor faldet på plads nu. Der gik nemlig ikke lang tid fra Bersærk gik på scenen til at publikum eksploderede i fest. En rigtig rockfest var hvad Bersærk serverede for os. Fyldt med næver i vejret og crowdsurfere, der bl.a. inkluderede vores egen fotograf?! Yeah man!

Personligt har jeg altid været fan af de der korte sætlister på 30 min. Her er det op til bandet at skære helt ind til benet og virkelig servere det stærkeste for os. Og det gjorde Bersærk altså denne aften, med en af aftenens stærkeste oplevelser.

Skal man dog sætte en kritisk finger på oplevelsen, så må det være, at Bersærks riffs efterhånden lyder ret meget ens. Men så længe det virker for dem, så går alt jo alligevel op i en højere enhed på en eller anden måde.

 

 


Vola (Anmeldt af Aleg-One)

VOLA til WCFO. Foto: JM

Det hører sig til sjældenhederne, at et dansk metalband for alvor får fat i udlandet. Lad os indse det, metal er simpelthen ikke en landets primære eksportvarer. Derfor er det så lidt spøjst, at når der så endelig er bands som opnår opmærksomhed fra udlandet, at det så ender med at flyve fuldstændig over hovederne på os. Sådan et trick har VOLA formået at udføre. Udlandet elsker dem, men herhjemme får de ikke nær den opmærksomhed og opbakning som det ses andre steder. Er det mon bandets svulstige armbevægelser, der med det samme rakte ud over landets grænser? Deres tunge og djentede prog-metal blandet med positive vokalharmonier? Manglen på djævlehorn og fadøl? Måske lidt af det hele?

VOLA er da også det band, sammen med Siamese, som trækker det mindste publikum. Og her er det nok i høj grad den appel de har til det danske metalpublikum som skal have skylden. For hvor mange gav dem egentlig chancen til at starte med før de besluttede, at baren eller rygeterassen var mere interessant?

VOLA spiller hamrende godt, og man fornemmer at de har noget på hjerte. Det som jeg godt kunne have savnet til et show som dette var dog, at der var gjort mere ud af deres optræden som helhed fx. med lysshow, hvor det hurtigt blev meget stillestående og uden rigtig at få hanket op i det ellers opvarmede publikum som var mødt op. Dette efterlod mig lidt med en fornemmelse af, at sangene blot skulle spilles som de var skrevet og helhedsoplevelsen af koncerten så blev sat lidt i anden række. Jeg er ikke i tvivl om, at det ikke har været med vilje fra bandet, og et show hvor VOLA er mere i fokus, med et dedikeret publikum, ville give det sidste nøk opad til oplevelsen.

 

 


D-A-D (Anmeldt af Martin Horn Pedersen)

D-A-D til WCFO. Foto: JM

Da D-A-D blev smidt på, som hovednavn til det udsolgt event, ja så skal jeg da love for, at folk vågnede og med lys og lygte søgte efter billetter. Muligheden for at få lov at se D-A-D på en scene som Pumpehusets, er bestemt heller ikke hverdagskost.

Det store spørgsmål var nærmere hvad skulle vi så skulle forvente denne aften?

De gamle drengerøve åbner ballet med “Burning Star” fra sidste års skive A Prayer For The Loud, der hurtigt bliver fulgt op af ”Jihad” og ”Rim of Hell” fra No Fuel Left for the Pilgrims. Solid start!

Det virkede dog som om noget at energien gik af ballonen relativt hurtigt, så selvom bandet var velspillet og publikum klar på at synge med, så nåede vi aldrig rigtig helt op og på den kæmpe fest, som det burde have været, når man kan få lov til at se et af Danmarks bedste rockbands gennem årene, på sådan en lille scene. De nye sange virkede fint live, selvom de naturligvis ikke får samme respons, som de klassiske hits og da målet denne aften for Copenhell var, at vise musikken frem, som den fremstår i dag for diverse festivalbookere, gav det naturligvis god mening.

Det var dog også tydeligt, at det denne aften var et metalpublikum der var “in the house”, så trommesoloer, riffs osv. fik solid respons. Salen kom aldrig helt op at koge og det virkede som om, at den energi, vi oplevede i starten af koncerten, først for alvor vendte tilbage, da ”Sleeping my day away” blev sendt ud over scenekanten, som det afsluttende nummer. Her gik alt så også op i en højere enhed og den sidste energi blev brændt af! Efter en lang aften, ville det nok have været godt at holde publikum deroppe med mere genkendelighed i løbet af den 50 min lange koncert.

Men D-A-D fik igen bevist, at de er et solidt liveband, men at de også har leveret langt stærkere shows end denne aften i Pumpehuset.