Myrath i Pumpehuset

Power metallen har efterhånden fået godt fat i det danske publikum. Så meget at selv et relativt nyt band som Beast In Black, med kun to albums bag sig, kunne melde udsolgt i Pumpehusets store sal.
Imponerende nok. Ikke mindst fordi Beast In Blacks udtryk om noget fremstår cheesy med ekstra ost på toppen! Det er utrolig udansk, men samtidig formår det faktisk at ramme en ret bred skare af fans ser det ud som. Publikum torsdag aften i Pumpehuset var i hvert fald en broget flok af lige dele helt unge kidz til ældre.

Alle tog vi i hvert fald i mod Beast In Black og supporten Myrath med åbne arme.

Og lad os da så lige vende Myrath…

Myrath blev jeg bekendt med for første gang på Wacken i sommer, hvor de leverede en af de bedste koncerter jeg så på festivalen. Deres lyd er ganske unik i deres kombination af traditionel tunesisk folkmusik og melodisk prog/power metal. Det klinger godt og hvis der er noget bandet kan finde ud af, så er det at skrive stærke omkvæd, der er melodisk lækkert hele vejen igennem.  Og så har de med den sympatiske frontmand, Zaher Zorgati, en hamrende stærk vokalist i front.
Modsat showet på Wacken, der i høj grad var baseret på, hvad man vel bedst kunne kalde et setup taget ud fra en hvilken som helst fortælling i 1000 Og En Nat, var det hele dog blevet gevaldigt nedskaleret i Pumpehuset. Ikke så overraskende fordi det var et relativt kort supportshow. Men Myrath fik i hvert fald bevist hvad de kunne rent musikalsk og jeg er sikker på, at flere er blevet positivt overrasket over bandet fra Tunesien. Det så i hvert fald sådan ud, når man kiggede rundt i salen og så hvordan folk stille og roligt blevet revet med at Myrath’s unikke lyd.

En god opvarmning for Beast In Black, der nu kunne gå på scenen som aftenens hovedret.

Beast In Black i Pumpehuset

Det er ikke længe siden, at vi kunne opleve Battle Beast på samme scene og den skarpe har nok bemærket ligheder i navnet. Beast In Black har nemlig relationer til netop Battle Beast thi guitaristen Anton Kabanen var med på de tidlige Battle Beast udgivelser, inden han gik ud og startede Beast In Black op. Musikalsk spiller begge bands nærmest den samme musik, så sammenligningen er nærmest uundgåeligt.

Men hvor Battle Beast rent faktisk havde god lyd ved deres koncert i Pumpehuset, så var dét altså et gigantisk minus ved koncerten med Beast In Black. For Beast In Black’s lyd er i høj, høj grad baseret på det symfoniske aspekt (læs. backtrack) og da dén var skruet så lavt ned, at det nærmest var overflødigt, mistede bandet totalt momentum flere steder i koncerten. F.eks i den ellers herlige disco-basker “Unlimited Sin”, der ved dens mangel på keys blev fuldstændig tabt på gulvet. Dette var blot ét eksempel på sange der mistede kant og tyngde. Flere steder blev det så slemt at jeg måtte tage mig selv i, ikke at gå over til lydmanden og give ham en rusketur.

Heldigvis har Beast In Black så mange sange der skriger af dansevenlig fest og selv ikke en dårlig lyd kunne smadre en god fest i numre som “True Believer” , “Die By The Blade” og de uundgåelige hit-bangers “Sweet True Lies” og “Blind And Frozen”, hvor sanger Yannis Papadopoulos for alvor fik vist sit værd med sin skærende falset. Og det er hvad Beast In Black er og kan. Det er ikke videre udfordrende musik. Men det er musik der skriger af fest og glade dage. Havde lyden nu også bare ramt plet kunne stemningen være blevet løftet helt op på det niveau, som det burde og kunne have været.