Efter 5 timer med Flixbus fra København og til Nordens Paris skulle det blive godt at sætte fødderne på Stunderhuset, til endnu en runde af Aalborg Metal Festival.
Festivalen bød igen i år på et forrygende bredt og varieret line up fyldt til randen med både død, black, viking, hard rock, heavy og doom-metal.
Det store trækplaster var i år naturligvis Bloodbath, men før vi nåede så langt var Grusom det første band vi fik set i år.
Og hvor var det dog herligt endelig at se bandet fra Svendborg igen. Det er seriøst pinligt lang tid siden jeg sidst har set Grusom, så hvor var det dog en dejlig gensynsglæde at opleve et af de bands, som vi tidligt i deres karriere havde med på vores New Shit hold.
Nuvel, Grusom har heller ikke overrendt spillestederne i 2019 i kølvandet på deres nyeste album Grusom II fra August sidste år, men har spillet få udvalgte større koncerter. Herunder altså også på årets Aalborg Metal Festival.
Netop som jeg entrerede Studenterhusets koncertsal gik Grusom på scenen, med deres halve times medrivende stoner/heavy rock. Altid med melodien i fokus og som altid med den gudsbenåede sanger- og frontmand, Nicolaj Hoffmann Jul, som det naturlige omdrejningspunkt. Har sagt det før og siger det med glæde igen: Dén mand er en født performer, med en scenefremtræden og en stemme, som vi ikke har mange af herhjemme. Jul er inderlig og mener simpelthen alt det han synger og det kan man mærke!
Og hov, hvad er nu det? Siden jeg sidst har set bandet, er de blevet udvidet med endnu en guitarist. Gustav Lerche er kommet med på Flying V. Om det giver mening med tre guitarister når deres gamle materiale spilles er jeg lidt i tvivl om? Men det åbner nu nok op for nogle spændende muligheder, med endnu flere harmonier på plade tre.
Grusoms letfordøjelige heavy rock virkede som den perfekte kickstarter på min Aalborg Metal Festival, hvor sange som “Grusom” og ikke mindst den afsluttende “Evil” gik rent ind. Dét selvom de kun havde en halv time på programmet.
Et glædeligt gensyn med et af Danmarks bedste rockbands!