Man kan gå til koncert alle dage, men nogle dage er det bare nemmere at skabe stemning, så måske giver det mening at placere et navn, der altid har været topklasse, på en søndag. Efter showet på Smukfest, hvor de ikke forstod, hvad de havde booket og som opvarmning for Foo Fighters, var Frank Carter & the Rattlesnakes tilbage, hvor de er bedst; Nemlig som hovednavn på et klubshow!
Kid Kapichi
Først var det dog tid til aftenens opvarmning i form af britiske Kid Kapichi, der var på deres første Europa tour. Ved et lyt hjemmefra, havde de virket som en omgang alternativ rock, der lugtede lidt af punktone, men uden det rigtigt slog igennem og faktisk blev det lidt kedeligt. Det stod heldigvis hurtigt klart at live var der, hvor bandet hører hjemme! Den alternative rock bliver langt mere rå og punket, får en del mere tyngde og energien klæder bandet på alle områder!
Det 4. mand store band giver den god gas på scenen og giver liv til publikum. De gør faktisk alle de ting et opvarmningsband skal: Takker det fremmødte publikum (som var pænt), hovednavn og viser spilleglæde! Det sidste er på mange måder afgørende, for Kid Kapichis vigtigste opgave er at gøre os klar til Frank Carter. Det gør de godt og heldigvis med god, rå rockmusik! Efter ca. 30 minutter med gang i den, er bandet færdige og vi er klar! Jeg kommer aldrig til at høre en masse Kid Kapichi hjemme på anlægget, men kigger helt sikkert gerne forbi en koncert med briterne, der ikke ønsker at forlade EU, igen!
Frank Carter & the Rattlesnakes
Foto: Jannie Ravn Madsen
Så var det blevet tid til Frank Carter, g odet store spørgsmål inden showstart var, hvilken effekt det eneste album ville have på showet. ”End of Suffering”, som udkom i maj, er noget mere afdæmpet end Frank’s normale stil. Hvor Frank Carter & the Rattlesnakes altid har været båret af en stærk kombination af følelser og energi, har den første del fået lov at dominere her, dog har live-klip fra andre shows givet indtryk af, at der fortsat var masser af energi.
Da showet åbner med ” Why A Butterfly Can’t Love A Spider” og fællessang, så føles det hele nu meget rigtigt og Frank er da også hurtigt ude og gå en tur på publikum, præcis som vi kender ham. Energien tager dog et stort skridt opad, da vi efter et par nye sange får ”Wild Flowers” og der bliver lavet et safe space hvor kvinderne kan moshe uden mænd! Vi tager dog et skridt tilbage igen til de nye sange, som er mere afdæmpet, de får dog, præcis som vi så med Kid Kapichi, meget mere liv live og med en Frank Carter, der altid er i bevægelse og har en fantastisk kontakt med publikum. Det gør ikke oplevelsen dårligere på nogen måde, men gør blot at man mere føler, at man er til en rigtigt god rockkoncert frem for et hæsblæsende punkshow med 200km/t.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Midtvejs i settet får vi ”Snake Eyes”, der på mange måder bliver vendepunktet i koncerten. Vi går fra det stærke følsomme rockshow til det hæsblæsende, men stadig følsomme punkshow. Fællesnævner for alt Frank laver er, at vi skal huske at tænke på hinanden og hvordan vi har det, hvilket han flere gange nævner fra scenen. Med masser af energi og et fuldt levende publikum fik vi sikret succeser fra bandet såsom ”Fangs”, ” Juggernaut” og et call out til hans datter, inden vi fik ”Lullaby”. Ligesom ”Wild Flowers” var det eneste gamle nummer, der fandt vej til starten, var ” Supervillain” det eneste nye nummer, der kom med og var en fin overgang til slutning. ” Devil Inside Me”, ”Crowbar” og den meget smukke og samtidig mørke ” I Hate You”, hvor frontmanden i Kid Kapichi joinede undervejs. Frank fortæller, at de har de bedste fans i verden og grunden til, de ved det selvom andre påstår det samme er, at der kun er kærlighed, selv om der bliver sunget ”I Hate you” op mod bandet.
Som altid en smuk afslutning, der stadig giver en nogle tanker at gå hjem med. Oven på det lettere underlige Smukfest show, var det godt at se bandet tilbage, hvor de hører hjemme og få bekræfte, at de stadig udvikler sig, som band uden det går udover kvaliteten. Eneste spørgsmål jeg vil stille ved showet, er om det bør være så opdelt, som det var? Der findes nok et mere naturligt leje, når de ikke længere er på album tour.
Uanset hvad, atter en stærk koncert fra Frank Carter & the Rattlesnakes
