Efter Hammerfall’s svage optræden virkede det sgu som lidt af en forløsning, at få smadret sit ansigt igennem til en omgang rendyrket hard rock! Airbourne var ikke kommet til Wacken for at lulle folk i søvn. Hos bandet fra Australien gjaldt én ting: At spille voldhøjt, voldsom hard rock, uden så meget pis.
Og det var dét Airbourne gjorde. De spillede højt. Højt som i rigtig, rigtig højt. Jeg vil vædde med at det kunne høres overalt på Wacken, da O’Keeffe brødrene og resten af slænget gik på scenen med tårnhøj energi.
Joel var i hopla og det var ikke til at se, at bandet efterhånden er blevet det ældre. Det var stadig det selv samme Airbourne der var gået på scenen for at knuse Wacken med energisk hard rock. Publikum kvitterede med et hav af crowdsurfere!
Med et rent voldsorgie ud i riffs fik “Ready to Rock” , “Too Much, Too Young, Too Fast” og “Boneshaker” rystet Wackens kæmpe publikum i grundvolden, så Lemmy, der i øvrigt senere i koncerten fik en hyldest af Airbourne, ville være stolt.
Airbourne er ikke andet end rock n roll. Det er hvad de er. Men de gør det helvedes effektivt. Underholdningsværdien er helt i top og selvom Joel ikke kravlede op på taget af scenen i denne omgang kunne mindre også gøre det. Airbourne vandt denne aften på deres energi og deres indlevelse i lige præcis det de gør så godt: rock n roll! Omend halvanden time i selskab med gutterne fra Down Under er lidt for længe. Musikalsk sker der nemlig ikke ret meget i løbet af et sæt med Airbourne.
Dog skal de have de største high fives for nu endelig at spille “Bottom of the Well” igen. Det var eddermame fedt!
Rock n roll som det skal gøres!