Metal Magics festivalgængere vågner op til tonerne af Heine Thomsens guitar (Heavy Agger) og regndråber på teltdugen. Den våde start på dagen skal naturligvis ikke lægge en dæmper på de musikalske oplevelser, der byder på lidt for enhver smag. er jeg, ikke ulig dragejæger Weiss, mest til det mere melodiske, men kan bestemt også værdsætte en omgang smadder, især hvis det er live-smadder. Derfor ser jeg frem til både dansk thrash og smadder, finsk middelalderlig speed metal, svensk speed, ungarsk black metal og engleheksene, hvis mest populære sang er blevet skrålet hen over Metal Magic pladsen (på begge lokationer), i hvert fald så længe jeg kan huske. Plus alle de andre spændende bands fra nær og fjern – det er det smukke ved Metal Magic, der er altid et yderst varieret program.
Reportagen fra årets Metal Magic Festival er skrevet af Blastbeast.dk fotograf Jannie Ravn Madsen
Deus Otiosus
Efter Mr. Thomsens blide, akustiske opvækning på teltscenen og, for de fleste, et par fadøl, går vi over til en helt anderledes stemning: fee’ døø!
Deus Otiosus spiller oldschool død med thrash elementer og de gør det godt. De mere thrashede elementer gør, for mig, dødsmetallen mere spændende.
Deus Otious er satanedeme brutale og det er svært ikke at lade sig rive med af de sønderrivende riffs og stemningen af død og ødelæggelse, der breder sig i teltet. Det er uden tvivl en god opfrisker og med mere melodiske passager hist og her, er det også lidt mere letfordøjeligt på starten af dagen. De fleste kender nok i forvejen Deus Otiosus, men skulle man have lyst til at vide mere om dem, kan jeg anbefale at tjekke navnet ud. Det har nemlig en ret speciel baggrund og historie bag sig.
Killing
Foto: Jannie Ravn Madsen
Efter ikke-så-meget-pis-dér dødsmetal, bevæger vi os videre til dagens første koncert på Open-Air scenen. Her skal danske Killing spille og de vil velsigne os med ikke-så-meget-pis-dér thrash! Killing er stærkt inspirerede af thrashens storhedstid, 80’erne, både musikalsk, men også i form af en fascination for zombier (som jeg i den grad deler!).
Killing spiller klassisk thrash, som Kreator, Exodus mf. gjorde det i 80’erne, og derfor er det selvfølgelig heller ikke det helt nye og specielle musik, vi oplever. Men det er også helt ok! Jeg er af den mening, at der skal være plads til både det gamle og det nyskabende – så længe det lyder godt og det må man sige, Killing gør. De spiller hurtigt, hårdt og med en flænsende vokal og får hurtigt de sidste levende døde ud af teltene. Det kan man vel kalde ironisk.
Jeg er tilsyneladende ikke alene om den mening, for der bliver skrålet med og headbanget til den helt store gulvmedalje. Så er vi for alvor i gang!
Nyredolk
Foto: Jannie Ravn Madsen
Nyredolk er næste band på programmet. Et band jeg har set frem til, trods advarsler fra flere sider. Nyredolk er det, jeg vil kalde smadder. Det hører vel officielt hjemme et sted mellem black, crust og punk, hvor jeg mest er på black-vognen. Det er der heldigvis også en del af i Nyredolks musik.
Jeg står helt oppe foran teltscenen med mit tonstunge kamera og venter på, koncerten begynder, da forsangeren pludselig uden varsel springer ud i publikumsmængden (med/uden en forventning om at blive grebet?) og så bliver der ellers smadret derudaf. Lyden er mudret (uden tvivl med vilje), bandet har bødelmasker på og forsangeren opfører sig som en neandertaler på den der ”her er et forum, hvor det er ok, vi skaber os tosset – kom og vær med!” – måde.
Nyredolk fik hurtigt opdelt sit publikum i to. Den ene halvdel, der var vilde med at blive skubbet rundt og hoppet på af en uforudsigelig forsanger og få rakt fuckfingre i fjæset og give dem tilbage, og den anden halvdel, som sivede ud af teltet med et udtryk i ansigtet som om, de ikke var helt klar over, hvad de netop havde været vidne til.
Musikmæssigt ved de godt, hvad de laver og jeg er tosset med black-delen i Nyredolk. Performancemæssigt er de noget i en klasse for sig. Nok ikke for alle, men det er uden tvivl en anderledes måde at spille koncert på og det er jeg fan af. Bandets identitet er endnu ikke (offentligt) kendt og maskerne skaber en fed mystik/horror følelse. Jeg tror dog lige, jeg vil prøve en Nyredolk koncert en anden gang, hvor jeg ikke behøver beskytte dyre ejendele som et spejlreflekskamera, for ligesom rigtigt at kunne leve mig ind i ’smadder-universet’.
Armory
Foto: Jannie Ravn Madsen
Tid til speed metal! YES! Festen mange havde ventet på, inklusiv undertegnede, og vi blev ikke skuffet. Der var gang i den fra start til slut med spacy speed metal fra en anden dimension. Armorys seneste udspil ”The Search” er sci-fi inspireret og leder lytteren ud i et andet univers.
Det er selvfølgelig lidt af en udfordring at rejse til det ydre rum midt på en festival, men Armory var bogstavelig talt flyvende, da deres guitarist hoppede på skuldrene af en roadie og friskt og frejdigt ’red’ rundt blandt publikum, skarpt efterfulgt af Metal Magic crewets Ole Frostholm, der spillede supergodt på sin plastikguitar, båret af en stærk kammerat. En løssluppen stemning, et tændt publikum og et band, der kan sit kram og i øvrigt havde en smittende spilleglæde. Måske bedste koncert på festivalen? Der røg i hvert fald en merch trøje med ned i tasken efter koncerten.
Angel Witch
Foto: Jannie Ravn Madsen
De gamle NWOBHM kendinge har efterhånden en del på repertoiret, men den ultimativt mest kendte sang af samme navn stak helt af og hyler stadig ud af heavyfans’ højttalere i hele verden. Der blev også joket i hjørnerne om, at de ville spille et helt sæt med ’Angel Witch’ på repeat. Det gjorde de heldigvis ikke. Til gengæld leverede de en glansløs og jævn koncert, hvor de primært levede på deres gode ry og gamle fans, der loyalt stod klar til at synge med på alle numre.
Jeg manglede gnist og sjæl fra bandet, der knapt kom ud over scenekanten, men ’bare’ spillede ud i en lang køre. Det vides ikke, om det måske var den smule lydproblemer, de oplevede, der helt tog humøret fra dem. De har uden tvivl nogle stærke numre, men de skal også lige spille dem med en form for gejst.
Tormentor
Foto: Jannie Ravn Madsen
Hvis der var noget, jeg lærte på Metal Magic 2019, så er det, at man ikke skal kimse ad Ungarsk black metal. I hvert fald ikke Tormentor, der formåede at skabe et livsfarligt rum oppe foran scenen, hvor det var med livet som indsats (totally worth it), hvis man skulle helt tæt på bandets nitteprydede kroppe. Det var perfekt, de var sat til at spille efter mørkets frembrud, hvor deres sorte, rendyrkede black rigtigt kan komme til sin ret. Det er virkelig her, det fungerer rigtig godt med hængte og torturerede dukker omkring scenen, som lige sørger for den sidste stemning er helt på plads.
Forsangeren Attila Csihar’s skrig kunne fryse blod til is og skar som en kokkekniv gennem lydmuren. Det var black i sin reneste form, spillet af et utroligt velspillende og energisk band. Deres indlevelse i musikken gjorde, at den sorte magi blev skudt ud over pladsen, og Attila var ekspert i at nå ud til publikum med sin skræmmende vokal og attitude.
Det blev sidste band for mig denne fredag, men jeg har siden fortrudt, for jeg har hørt SPEKTR var en skøn afslutning på dagen med deres gengivelse af de største horror/sci-fi numre gennem tiden. Oh well, next time!
