Så var det blev tid til sommerens store metalfestival, nemlig Copenhell, som denne gang blev afholdt for 10. gang! I år var der ingen opvarmning til undertegnede, så første koncert blev den sande åbning nemlig med danske Konvent.
KONVENT
Foto: Robin L. Nilzon
Som sagt havde københavnske Konvent fået æren af åbne for musikken i år. En ærefuld, men ofte også svær, opgave torsdag kl. 13.30, der altid efterlader spørgsmålet om folk er nået at komme ud på pladsen endnu, om de måske stadig er på arbejde eller bare ved at varme op med et par øl et andet sted. Heldigvis havde rigtig mange taget turen til pladsen og sikrede Konvent et stor publikum. Så I den bagende eftermiddagssol sol var det nu tid til at blive sparket i gang med en omgang doom. Med et kæmpe backdrop i ryggen indtog bandet Pandæmonium.
Som alle der har talt med forsanger Rikke List, så er hendes vokal og fremtoning på scenen et helt andet sted end den rare stemme man normalt møder, og gang på gange imponerede det mig hvordan hun kan lyde så brutalt. Bandet virker dog noget nervøse på scenen, hvilket man også må give dem, for det er virkelig en meget stor scene at skulle op på. De lader sig ikke slå ud og spiller fint, og selv da der er problemer med teknikken klarer bassist Heidi Withington Brink det flot. Undervejs får bandet besøg af forsangeren fra Morild, og det giver det hele et ekstra løft. Publikum virker til tage godt imod den voldsomme blanding af doom og death, en langsom omgang brutalitet. Bandet kommer på den måde sikkert gennem sættet med både ældre og nyt materiale, og får sparkede festivallen solidt i gang, uden dog komme helt op og ringe.
TERROR
Foto: Jannie Ravn Madsen
For et halvt år siden tog jeg til London for se Terror spille, nu de så sjældent kommer forbi Danmark… og dagen efter showet fik vi en mail fra Copenhell om de var booket. Heldigvis var showet i London vildt fedt!
Nu skulle de stå på en stor open air scene på Copenhell så min frygt var lidt om de kunne leve op til samme vilde stemning, som fra et klub show i London. Heldigvis blev min bekymring med det samme sendt til skamme. Scott Vogel indtager scenen og viser fra start vejen, pep talker energisk til publikum og kræver, at de giver sig fuld ud, selvom de ikke kan komme på scenen, som Terrors koncerter ellers er kendt for. Scott er på mange måder den perfekte hardcore frontmand og har lige så meget energi som altid, storsmilende og i et smittende humør. Resten af bandet spiller virkeligt godt og lyden på Pandæmonium er lige i skabet! Der bliver moshet fra start til slut, 2-stepen bliver sluppet løs og energiniveauet er vanvittigt højt både på scene og hos publikum!
Numre som ”Return to Strength”, ”Always the Hard Way ” og “Keepers Of The Faith” gør det muligt for alle at råbe med, for lige så hårdtslående som Terrors hardcore er, lige så stærk er den i linjer man hurtigt kan lære og råbe med på! Scott får udtrykt sin utilfredshed over at publikum ikke kan være med på scenen, men med den fest der er nede på jorden, så overlever vi nok alle sammen dette. Terror får vist hvad hardcore gør så perfekt og fik holdt en af året bedste koncert på Copenhell denne eftermiddag. Så efter denne magtdemonstration og den energi fra publikum undervejs, så kan man kun undre sig over, at der er så lidt hardcore på festivallen! Så tak til Terror for vise hvordan det skal gøres!
CABAL
Foto: Martin Horn Pedersen
Fredag kl. 12.30 skulle Cabal åbne dagen på Copenhell. Koncerten blev skubbet til 12.45 og heldigvis betød det, at bandet trak et pænt publikum og ikke som tidligere år, hvor der kun har fået nogle få mennesker på dette tidspunkt. En stor del af forklaringen skal nok også findes i at Cabal har et meget stærk live ry, hvilket da også bliver bevist denne fredag. Fra først anslag og brøl fra frontmand Andreas og vi er i gang. Blackened deathcore fra morgenstunden – så bliver man sgu vækket! Særligt når den er skruet så godt sammen, som den er hos Cabal, der heldigvis kan levere det lige så godt live!
Breakdowns bliver banket afsted i samme tempo som et skræmmende morgenfrisk publikum der giver den gas med circel pits, wall of death og hvad man ellers kan komme på af morgengymnastik! Udover kendte numre er vi også så heldige at få et par nye numre fra Cabals hånd, som bestemt virker til forsætte de teknisk stærke og håndslående toner vi kender fra bandet. Undervejs får de på scenen flere gæster, heriblandt Neema Rad fra Dthrnr, som er med til at sætte lidt ekstra vokal på.
Så selvom jeg kunne drømme om, at det var mørkt og området foran scene helt fyldt, så beviser Cabal her, at hvis man har stærkt nok materiale og giver sig 100%, så bliver koncerten fremragende til trods for høj sol og søvnen stadig er på vej ud af kroppen! Så var vi sgu vågne!
TESSERACT
Foto: Jannie Ravn Madsen
Britisk Tesseract havde fået fornøjelsen af at spille på Hades scene, og dermed var det blev tid til at få en solid omgang djent fra en af genrens pionerer. Desværre for Tesseract var fremmødet dog ikke imponerende. Bandet gik dog friske til den fra start af. I forhold til, at det er et band der har meget krævende lydbillede var det en skam, at lyden ikke lige så vågen som gutterne på scenen, så de første numre forvandt i hvad der bedst kan beskrivelse som en omgang tung bas der dræbte alt.
Rigtig ærgerlig start og på ingen måde noget der trak flere folk til. Tesseract kæmpede dog det bedste de kunne, og lyden blev da løbende også bedre, så vi ikke kun var overladt til at blive underholdt af den meget energifyldte frontmand Daniel Tompkins. Herefter stod det nemlig mere klart, at det som gør bandet særdeles spændende er det utroligt tekniske stærke spil, som bandet får til virke så let som en leg, imens det hele er krydret godt med breakdowns. Desværre føles det meget som om, at hverken band eller publikum helt kunne komme i gang efter den trælse start. Ikke at bandet ikke kæmpede, og der var da også publikummer der prøvede med crowsurfing og andet godt, men helhedsindtrykket lider desværre.
Tesseract skal dog være meget velkommen til at kigge forbi Danmark igen snart – under bedre forhold.
SLIPKNOT
Foto: Jannie Ravn Madsen
Så var det blev tid til fredagens store headliner, nemlig amerikanske Slipknot! Tre år siden de besøgte Danmark, dengang i Esbjerg, og fire år siden de sidst har spillet på Copenhell. Og de havde medbragt en setliste der i den grad skulle sikre, at folk var på fra starten. Ja, når man vælger at starte med ” People = Shit”, ”(sic)” & ”Get This”, så er man sgu i gang med en knytnæve i ansigtet på alle! Det virkede dog lidt som om, at knytnæven slog en tand for hårdt, for efter den stærke intro gik det hele lidt i tomgang. Bevares, Corey Taylor hypede folk fra scenen i bedste Corey Taylor-stil, bandet spillede fint, men i en lang periode var det ikke mere end fint. Så da energien begyndte at komme tilbage i det store publikum, og ikke oppe i pitten, hvor specielt ”The Devil in I” nok må være den bedst leverede udgave i bandet historie, så kørte freakshowet på fuld fart!
Masser energi og fart på scenen, og publikum tog vireklig også godt imod den nye single ”All Out Life” inden hovedsettet blev sluttet af med ”Duality”. Herefter, som det hører til sig til et Slipknot show, så var det tid til komme ned og sidde inden det hele skulle spyttes ud! Her blev den sidste energi virkelig blive brændt af denne fredag aften! Hvor Slipknot igen beviste at de altid levere, når de ikke er på toppen, er det stadig fint, og når de er bedst er det rigtigt rigtigt godt. Denne aften fik vi lidt fra begge verdener, men ingen tvivl om at det store band kom og atter beviste hvorfor de stadig er det største metalband fra deres generation i verden. Deres evne til at kombinere show, melodi og hårdtslående lyd er vireklig imponerende.
WHILE SHE SLEEPS
Foto: Alexander Kolby
Lørdag, dage tre eller fire, alt efter om man tog opvarmningsdagen, hvordan får man så gang i folk igen? Det kan være et godt spørgsmål, men et af de gode svar er While She Sleeps! Efter at have aflyst i 2018 var de tilbage på Copenhell. Showet åbnes med ” You Are We”, titelnummeret fra 2017 albummet – og så er vi i gang. Energien på scenen er igen helt i top og publikum er klar! Der er hoppefest fra start til slut imens bandet tæsker metalcore i ansigtet på os. Settet er domineret af de to seneste albums, hvilket giver fint mening, da de i særdeleshed et inbegrebet af den lyd de står for i dag. Men som det tit er, så ender man ofte med drømme sig tilbage til flere af de ældre sange. Heldigvis er der masser af kvalitet i de nye sange, så savnet skyldes nok mere nostalgi end mangel på kvalitet.
Som om der ikke var energi nok på scenen vælger frontmanden Lawrence “Loz” Taylor, at det godt kan være endnu vildere. Så imens ” Silence Speaks” er i gang med at blive spillet, forsvinder han fra scenen for kort efter at dukke op på R.I.P. områdets balkon hvor fra han kræver publikum der over. Publikum adlyder, og kort efter griber Loz da han springer de flere meter ned! Crazy! Men folk elsker det og bærer ham hele tilbage til scenen. Så har man da leveret et show der bliver husket. Koncerten sluttes med fest og fællessang med nummeret “Hurricane”. Stærkt!
LIVING COLOR
Hard rock bandet Living Colour var blevet placeret på festivallens største scene. Det kan undre en del, men man skal jo have planen til at gå op, hvilket man godt kunne fristes til at tro var årsagen. De åbner eftermiddagen med et par ret funky numre og spredte en masse gode vibes. De vælger derefter at gå direkte mod hittet “Cult of Personality”, hvilket deres setlister godt havde afsløret at de ville gøre, men desværre blev det ikke den fællesang fest man kunne håbe, da bandet fejlede hårdt på scenen I at levere nummeret. Hverken vokal eller musikken sad I skabet, og det er sgu noget rod når man vælger at satse på hittet så tidligt. Forklaring på det valg er muligvis at de primært spiller sange fra ”Vivid” albummet og et par cover sange, bl.a. The Clashs ”Should I Stay Or Should I Go”, som afslutning. Men desværre har koncerten igennem været ret kedelig og uden større reaktioner fra publikum.
Det står klart at Living Color i 2019 bare ikke har det publikum de fortjener, og slet ikke på så kæmpestor en scene. Gutterne virker til fungere bedst når de kan få lov spille lidt frit, men i det store hele er det ikke noget der rammer festivallen. Alt kunne måske havde set anderledes ud havde de fået folk med ved “Cult of Personality”, men da det mere eller mindre fejlede, så lod det til, at det var svært at holde gang i showet.
