Heilung i DR Koncerthus. Foto: Lykke Nielsen

For 10ende år i streg går turen igen mod Refshaløen i næste uge. Copenhell venter og dét er med et program, der for undertegnedes vedkommende synes at være præget af for mange nylige gengangere til, at det for alvor er et program jeg jubler stort over. 
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at eksempler på topnavne som Amon Amarth, Scorpions, Rob Zombie og Trivium nok skal skabe store koncerter, som de jo også gjorde for godt tre år siden. Men kom nu.. Det er sgu’ nogle brugte travere efterhånden. Så er Copenhell altså heller ikke større end at en udskiftning i toppen, med en håndfuld overraskelser, ville have klædt årets plakat. Og uden der skal gå helt Ekstrabladet i den, så er bandsene altså derude i det store festivallandskab.  Jeg er klar over, at det er det muliges kunst, men nøj hvor havde det klædt Copenhell at skifte eksempelvis Scorpions ud med et navn som Def Leppard, der ikke har spillet i København, i hvad der virker som en evighed, og som blev spist af med en mark i Sønderborg, som support for lettere afdankede Bon Jovi.

… Og ja, jeg er klar over at Tool spiller i år. Ét topnavn gør dog langt fra en hel festival for mig.

MEN når det er sagt. Så har Copenhell heldigvis rystet posen i mellemlaget og fundet frem til en håndfuld navne, som pynter og som skaber lidt bredde i det ellers meget sikre program.

Så her kommer et forslag på en håndfuld navne du bør se, hvis du er klar til at gå på opdagelse i det lidt skævere i Copenhells program:

Demons And Wizards – Hades – Torsdag – kl 14.30

Er du fan af heavy metal? Er du fan af power metal? Og er du fan af Iced Earth og Blind Guardian, så må du simpelthen ikke misse koncerten med Demons And Wizards, selvom det allerede er torsdag kl 14.30.  Power metallens riffmaster #1 Jon Schaffer og Blind Guardian frontmand Hansi Kursch har, med ny blod på tanden, omsider slået pjalterne sammen igen, efter flere år med fokus, på hver af deres respektive bands. Og jeg skal hilse at sige, at Demons And Wizards er varme. Det kunne undertegnede, sammen med Devilutions høvding, Dinesen, bekræfte, da vi så dem rive Sweden Rock Festival rundt i sidste weekend, med en sætliste bestående af numre fra både Demons And Wizards, samt materiale fra hver af de to bands bagkatalog. Der venter en helt fantastisk velspillet koncert, med nogle af de vigtigste musikere på den internationale heavy/power metal scene. Helt klart en koncert jeg tænker skal ses sammen med de gode folk fra Dude Manor.

 

Heilung – Hades – Fredag – kl 00.45

Jamen hvad er der snart at sige om dette band?  Heilung har imponeret gang på gang med deres ritualistiske neo-folk, der ikke er set magen til før. Alle dem der endnu ikke har oplevet Heilungs formørkede ritual bør begive sig over til Hades natten til lørdag og få sig én på opleveren. Der venter en spirituel ud-af-kroppen oplevelse fyldt med skrig, strubesang, smukke vokalharmonier, imponerende dragter og et vanvittigt smukt sceneshow. Det her er et band der kan få dig til at tabe pusten af flere grunde. Grunde som du nok først vil kunne forstå ved at opleve det live.
Snart udkommer bandets andet album på Season Of Mist og det er til at forstå at toneangivende blade som Metal Hammer og Rock Hard lovpriser disse danskere. En vigtig booking for Copenhell!


Uada – Pandæmonium – Lørdag – kl 01.15

Med blot to albums på bagen (Devoid of Light (2016) & Cult of a Dying Sun (2018)) er Uada et af nyere tids bedste bud på et stærkt black metal band vi skal holde øje med i årene frem.  I disse tider hvor black metallen er blevet åh så pænt og poleret og det nærmest er blevet fy-fy for moderne bands, at spille black metal, med en egentlig black metal æstetik, ja så er det edermame en fornøjelse at opleve et band som Uada, der bringe noget mørke ind i den formørkede musikgenre igen. Hold ud  – vi fejrer mørket lørdag nat!


Eluveitie – Hades – Lørdag – kl 14.45

Folkmetal er så meget andet end drukviser, fest og farver. Eluveitie er et glimrende eksempel på et band der bryder med den traditionelle forstilling om et partyband.  Det 9. mand store band fra Schweiz er på gaden med det anmelderroste “Ategnatos”, et album hvor de atter viser deres imponerende musikalske kvaliteter i kombinationen af moderne dødsmetal og keltisk folk. Her vil du opleve flere forskellige musikalske finurligheder, hvor hurtige folkmetalliske uptempo bangere går hånd i hånd med smukke og melodiske ballader. Alt sammen fremført med en vindblæst fornemmelse fra de schweiziske højder. Skal du opleve nogle af de dygtigste musikere på Copenhell i 2019, så bør du på ingen måde misse Eluvetie, når de indtager Hades lørdag eftermiddag.

Dimmu Borgir – Hades – Lørdag – kl 22.15

Det er snart 10 år siden at Dimmu Borgir sidst var i Danmark. Nu skal der endelig laves om på det. De norske black metallere har forkælet os med symfonisk black metal siden midten af 90’erne og er siden blevet et af Norges største musikalske eksportvarer nogensinde. Bandet kræver ikke den store introduktion. Men det er klart at hvis man forventer et Dimmu Borgir, der lyder som anno 1996 så kan man godt tro om igen. Selvom bandets seneste album “Eonian” fik ufortjent mange tæsk af den danske metalpresse, så var det et band, der på sidste års Wacken viste at de langt, langt fra er færdige med at hjemsøge deres store publikum. En fantastisk nattekoncert i det nordtyske, som nu skal gentages på Copenhell!