På et 10 års jubilæum hvor det var sparsomt med de helt gode koncerter for undertegnede vil Copenhell 2019 ikke huskes som det stærkeste år på den front. Vejret var heldigvis med os og det blev naturligvis alligevel til nogle gode timer på Refshaleøen. Så mindre kunne da gøre det.
Copenhell er blevet stor. Rigtig stor. Det kunne mærkes endnu mere på pladsen i år, der var flot opsat med gode områder, hvor ikke mindst det nye område “Udgård” fungerede som et dejligt afbræk fra betonen. Men det kunne altså mærkes, at vi var mange. Der var pres på stort set alt. Helt særligt på transportområdet, øl- og madboder. Dette blev dog bedre i løbet af weekenden.
Musikalsk var det en genremæssig blandet landhandel. Ikke værst for én der nyder at lytte til mange forskellige områder indenfor rock og metal.
Her følger en række anmeldelser fra COPENHELL 2019:
Eagles Of Death Metal
EODM. Foto: Robin Nilzon
Onsdag kunne man vælge mellem de tyske pyromaner i Parken eller nappe warm up dagen på Refshaleøen. For undertegnede blev det til sidstnævnte. Ikke mindst pga Eagles Of Death Metal. På forhånd var netop dette band blevet set lidt skævt til pga dens relativt poppede bud på hard rock. Gav det overhoved mening på Copenhell?
Altså når man ser på tilstrømningen af folk på Pandæmonium til denne koncert, så gav det absolut mening. Eagles Of Death Metal samlede en ganske stor crowd. En crowd der var klar til amerikanernes festlige ørkenrock. Min seneste oplevelse med ørnene var på Roskilde Festivalens Orange Scene way back, så det var nu med glæde, at jeg så frem til en ny koncert med Jesse Hughes og co.
Det er dog til at forstå, at medstifter Josh Homme ikke har Eagles Of Death Metal som sit førstevalg, når det gælder koncerter. Eagles Of Death Metal mangler nemlig de helt stærke numre, der kan holde en koncert interesant i længere tid. Hughes selv er dog en glimrende frontmand, der ganske let kan holde stemningen i kog. Så det var udentvivl ham og bassisten Jennie Vee, der sørgede for, at koncerten ikke blev en musikalsk – lad os bare kalde det – lettere kedelig affære. Der var mere gak og løjer end den helt store musikalske åbenbaring og med et par forvoksede oppustelige figurer på scenen, blev det hele rundet af efter godt og vel 50 minutter i selskab med Eagles Of Death Metal. Ikke dårligt – men heller ikke noget der vil huskes tilbage på med glæde.
Demons And Wizards
Demons And Wizards. Foto: Jannie Ravn Madsen
Power metallen har, fraset nogle få år, aldrig stået særlig stærkt på Copenhell. En skam når nu mulighederne for rent faktisk, at kunne bringe bands til Danmark, der sjældent spiller her, har fået en stor platform som Copenhell. Dét sagt så er power metallen heldigvis altid repræsenteret på festivalen. I år var det op til giganterne Blind Guardian og Iced Earth, i fælles front, med Hansi Kusch og Jon Schaffer, at bringe den episke metal ud til masserne med Demons And Wizards.
Det var med en åbning af Hades, hvor Demons And Wizard i modsætningen til deres koncert ugen før på Sweden Rock havde nedbarberet showet gevaldigt. Intet backdrop. Ingen kuliser og en betydlig kortere setliste. De skulle tydeligvis hurtigt afsted igen, for at spille Hellfest dagen efter.
Men bandet gik heldgivis til stålet med oprejst pande og selvsom der, som forventet, ikke var totalt pakket foran scenen, så så bandet alligevel ud som om de havde en fest. Demons And Wizards er langt mere progressivt og thrashet i lyden. Det er helt klart noget af det mest hårdtslående indenfor power metallen og selvom bandets egne sange har sine styrker, så var der ingen tvivl om at de fleste denne eftermiddag ventede på sange fra Blind Guardian og Iced Earth. Demons And Wizards har ikke på samme måde de stærke syng-med-hooks, som de andre to bands har. Her fik publikum dog mulighed for at skråle med på Iced Earth’s klassiske “Burning Times” efterfulgt af Guardians ” Welcome To Dying”. Det var det vi fik. I hvert fald af sange fra de to’s hovedbands.
Demons And Wizards. Foto: Jannie Ravn Madsen
At Demons And Wizards dog har sange, der selv kan trække en koncert op blev tydeligt med den afsluttende og helvedes smukke “Fiddler on the Green,” der rundede en fin power metal koncert af, men som aldrig vil gå over i historien som Copenhells bedste power metal koncert. Lad os SÅ få Iced Earth næste år!!
Stone Temple Pilots
Stone Temple Pilots. Foto: Robin Nilzon
Grunge og Copenhell har haft et ganske fint udgangspunkt tidligere med Alice In Chains. Nu var turen kommet til Stone Temple Pilots. Aldrig før har jeg oplevet dette band live og på trods af, at bandet har været plaget af udskiftninger på vokalfronten. Ikke mindst pga Scott Weiland og Chester Bennington tragiske dødsfald, så var det nu et band jeg så frem til at opleve på Copenhell.
Flere af de vigtige grunge bands har overlevet tidernes forandring. Alice In Chains har har f.eks med Duvall fået en sanger med sin egen personlighed og Pearl Jam er bare et fantastisk liveband og har været det siden 90erne.
Desværre skulle det vise sig, at Stone Temple Pilots var alt andet end de to førnævnte bands. Et mere ligegyldigt band skulle man da lede længe efter, da de uden det store pondus leverede en blodfattig optræden på Copenhells hovedscene torsdag eftermiddag. Bandets nye sanger, Jeff Gutt, forsøgte igen og igen, at efterligne Weiland’s vokal og moves så meget, at det var umuligt, at nyde koncerten med de amerikanske grunge rockere. Det føltes som et fladt og uddateret kopiband, der på ingen måde havde noget at byde på. Alt sammen kronet med en tynd udgave af piloternes helt store hit “Plush.” Uha nej, det glemmer vi lige hurtigt igen.
Slash
Slash. Foto: Robin Nilzon
Imponerende nok sørgede Stone Temple Pilots uhyre flade koncert for, at gøre oplevelsen af Slash feat. Myles Kennedy til en opløftende én af slagsen.
Her var der spilleglæde at spore. Både fra manden i centrum, med den høje hat og Les Paulen og fra Kennedy.
Slash kommer aldrig nogensinde til at revolutionere rockmusiken længere. Ej heller skrive sange man vil huske fremover. Men tidlig torsdag aften var Slash et fint indspark til den øltørstige crowd, på en dag hvor Copenhell mest af alt vil huskes for sine store mængder af rockmusik, af svingende kvalitet.
Slashs sange er ikke vildt stærke, men med en ganske energisk Myles Kennedy og et par fine soloer gemt under den høje hat begik Slash en fin koncert, der ikke så overraskende først for alvor kom i omdrejninger under GnR’s klassiske “Nightrain” og den afsluttende “World on Fire”. Men her peakede det så bestemt også!
Unleashed
Raw viking power fra vores svenske brødre! Unleashed har i 30 år underholdt os med sprudlende old school dødsmetal med nordisk tema. Fredag eftermiddag på Pandæmonium havde en ganske pænt mængde fundet plads til en af svenskernes få danske koncerter.
Og det blev med en gensynsglæde der blev delt af både band og publikum. Det var til at mærke, at publikum lige skulle i gang igen, efter en sikkert ganske hård torsdag. Det tog i hvet fald lidt tid før Unleashed for alvor fik tag om koncerten. Men da først de groovy dødsskærringer fik luft under vingerne, blev der headbanget i stor stil foran Pandæmonium. Med “Blood of Lies” fik Unleashed sparket koncerten solidt igang og efter godt 45 minutter takkede de af med en forlænget udgave af “Death Metal Victory”, hvor publikum naturligvis skulle synge omkvædet igen og igen. Solidt og ikke så meget pis her. Old school death metal som vi kender det!
Pretty Maids
Prtty Maids. Foto: Robin Nilzon
Efter Unleashed var det tid til at skifte boldgade! Pretty Maids, mand! De danske heavy legender!
Nu tilbage på Copenhell, hvor de denne gang rent faktisk stod på plakaten og ikke var bragt ind som en erstatning. Lad os bare starte med at sige, at det klarede de nogenlunde. Pretty Maids er kalrt set bedre end denne dag på Copenhell, hvor Helviti scenen simpelthen virkede for stor til danskerne. Jeg har tidligere skrevet, at Pretty Maids er i deres anden guldalder. Det holder jeg fast i. For plader som “Pandemonium” , “Motherland” og ikke mindst den seneste “Kingmaker” er fantastisk gode heavy metal plader, med en flot produktion og et håndfast greb om de stærke sange.
Desværre kom de nye sange bare aldrig rigtig til sin ret på Copenhell denne eftermiddag, hvor Ronnie Atkins prøvede lidt for ihærdigt, at få folk til at synge og klappe med. Det blev sgu’ for pænt og tør jeg sige det: for røvballe agtigt. Vi savnede i dén grad noget nerve. Det kom heldigvis mod slutningen af koncerten, hvor “Back To Back” , “Future World” og “Red Hot and Heavy” fik sendt den tiltrængte knytnævne ud i publikum. Og her ramte den altså plet. Men det tog sin tid!
Baest
Jeg mindes stadig den dag, hvor jeg oplevede Baest for første gang til Wacken Metal Battle 2016 i Slagelse. Dette var deres blot anden koncert. Her var måske 20 mennesker. De spillede uhyre stramt. The rest is history…
Nu, foran den største crowd på Hades dette år, cementerede Baest, at de nu altså er dér hvor de bør være for at kunne begå sig internationalt. Det er imponerende. Aldrig før har danskerne spillet et så stort show, som denne aften på Copenhell. De kan fylde de store scener og de kan ramme den bagerste af de 10.000 publikumer. Det er altså noget der kræver talent. Det har Baest og derfor kunne Baest uden de store problemer gå som sejrherrer på Hades. Det der ser så legende let ud, er det i virkeligheden langt fra. Baest får det bare til at se let ud. Det er sgu imponerende! Hatten af og held og lykke ude i det store udland. Hold nu fast!
Heilung
Heilung
Er Heilung metal? Niks. Men spillede de højere og tungere end flere af de andre metalbands på festivalen i år? I høj grad!
På en dag hvor danskerne sejrede stort, var det nu op til Heilung at runde dagen af med en nattekoncert foran et talstærkt publikum på Hades. At Heilung, med deres imponerende neo-folk kunne runde dagen af, var som det perfekte punktum. De er og bliver bare noget særligt. Ingen lyder som Heilung. The hype er i den grad “real”. Denne nat leverede Heilung koncerten, med den absolut mest massive volume jeg har hørt dette år. Deres tonstunge rytmer gik rent ind, på den desværre relativt korte koncert. For en time med Heilung er ikke lang tid. Det kræver fordybning.
I fredags udkom Heilungs nye plade “Futha” og med det kan man håbe på, at Heilung i de kommende koncerter vælger at ryste posen lidt og bringe et nyt show for de danske fans, der efterhånden har set dem et par gange. Koncerten på Copenhell var mere eller mindre identisk med den på Roskilde Festivalen sidste år, skønt lyden var bedre på Copenhell. Nu, med den nye plade, kan man håbe at flere af de nye numre bliver en del af den kommende setliste. Vi ses i hvert fald i Amager Bio til December til endnu en omgang formørket neo-folk!
Eluveitie
Eluveitie
Enhver sidste dag på en festival er hård. Selv startede jeg ud med en omgang brunch i Udgård og tår mjød. Perfekt opvarmning til en koncert med et band som Eluveitie. Bandet fra Schweiz er pt et af verdens største folkmetalbands og langt om længe var de nu på plads på en dansk festival. Tak for dén Copenhell!
Hades var den perfekte scene til det 9 mand store band, der denne lørdag dog var krympet en smule til “blot” 8 mand. Eluveitie’s tag på folkmetallen er i høj grad bundet op på metaldelen. Det er i virkeligheden et rendyrket melodødsband, med folkeinstrumenter, som et bærende element i deres lyd. Det skaber en møg fed dynamik, som sejrede stort denne dag på Copenhell.
Kombinationen af de hårdtslående sange og de mere melodiske som “The Call Of The Mountain” og den afsluttende “Inis Mona” var det helt rigtige match til Copenhell denne tidlige lørdag. Eluveitie fik skabt en fest udelukkende på baggrund af deres fantastiske musikalitet.
Amon Amarth
Amon Amarth. Foto: Jannie Ravn Madsen
Lørdagen på Helviti vil bedst kunne beskrives som én stor Copenhell-gentagelse. Amon Amarth stod på scenen igen for tredje gang indenfor relativt få år. Og sidst de stod på samme scene åbnede de ligeledes med hittet over dem alle “Pursuit Of Vikings”. Bevares. Scenen er sat når man åbner med det helt store hit. Men kan man så holde den kørende?
Det kunne Amon Amarth nogenlunde. Svenskerne er på deres nyere albums efterhånden så langt væk fra melodisk dødsmetal, at det mere eller mindre er rendyrket heavy metal med growl og det kunne mærkes under nye sange som “Crack The Sky” og “Raven’s Flight”, at deres nyere materiale simpelthen ikke kan holde samme pondus som de gamle klassikere.
Scenen var flot opsat denne eftermiddag, med trommesættet placeret på den ikoniske vikinghjelm. Ligeledes var scenen sat med enorme stikflammer. Det så godt ud. Amon Amarth bringer traditionen med teatralske scener fra de klassiske 80’er bands videre, med deres bud på selv samme anno 2019.
En koncert med Amon Amarth er helvedes underholdende og fungerer perfekt til lige præcis hvad de skal være: et festband, der kan headbanges og drikkes øl til. Det er dog klast bedst når de lader de gamle numre få plads.
Rob Zombie
Rob Zombie. Foto: Robin Nilzon
Festligt er det også i en hyggestund med Rob Zombie. Ligeledes virkede koncerten dog som en nøjagtig gentagelse af selv samme på hovedscenen for blot 2 år siden. Sceneudsmykningen var anderledes, men ellers var valg af sange nogenlunde identisk.
Med et Rob Zombie festivalshow ved man hvad man får. Et underholdende show, hvor zombiens rockende hits bliver leveret én efter én uden så mange svinggerner. Det er ren Hollywood, når Rob Zombie kaster sig ud i sine klassiske sange som “Living Dead Girl” og “Dragula”. Det er underholdning i topklasse. Det er det helt bestemt. Dog kunne det være fedt, at Rob Zombie nu snart igen kunne komme til landet med sin helt store produktion. Sin store amerikanske arena-produktion, der senest var i Danmark, da Rob Zombie nedlagde Valby Hallen og sendte Marilyn Manson til tælling, med et imponerende show fyldt med robotter og filmstunds. Det må snart være på tide at vi i Danmark igen får det fulde Zombie show og ikke blot et nedskaleret festival setup. Igen, vi har set det hele mange, mange gange før for nyligt. Det er fint, men jeg ved det kan gøres bedre!
Dimmu Borgir
Dimmu Borgir. Foto: Jannie Ravn Madsen
Et af festivalens mest ønskede navne siden starten . Et af sorte Norges største eksportvarer – Dimmu Borgir – var omsider i Danmark igen. Næsten 10 år efter deres seneste koncert i Danmark kunne nordmændende gå på Hades foran en fyldt plads, og spille mørket ned.
Det gjorde de med en perfekt eksekveret koncert, der så Dimmu Borgir gøre lige præcis dét de er bedst til. Spille stramt, symfonisk black metal, med en teknikalitet og et overskud, der er helt i top. Deres seneste album “Eoian” har fået ufortjent mange tæsk af anmeldere. Anmeldere der fortsat vælger at sidde fast i Dimmus fortid og som ikke kan forene sig med det faktum, at Dimmu Borgir i dag har taget den symfoniske vinkel endnu mere til sig. Enten kan man lide det og ellers kan man ikke. Dimmu Borgir er ikke længere som i 1996!
Dimmu Borgir. Foto: Jannie Ravn Madsen
For mit eget vedkommende var jeg vidne til en koncert så mægtig og storslået, at den får min eneste topkarakter dette år. Det var så rigtigt. Det var så veludført fra start til slut og for første gang i år, var jeg vidne til, at Copenhell havde en 100 % god lyd til en koncert. De hårdtslående elementer i kombination med de symfoniske gik rent igennem på nyere sange som “The Unveiling” og “Dimmu Borgir”. Det eneste ærgerlige var, at bandet desværre kun havde en time til rådighed og derfor blev “Kings of the Carnival Creation” valgt fra. En skam for da Dimmu Borgir kunne runde af med “Mourning Palace” var jeg ikke i tvivl om, at det her var årets koncert på Copenhell for mit vedkommende.
Scorpions
Scorpions. Foto: Robin Nilzon
Lige så hurtigt man var oppe lige så hurtigt kom man ned igen. Scorpions skuffede fælt som det store afsluttende og samlende hovednavn lørdag aften. Igen, igen var hovedscenen en gentagelse. Denne gang fra 2016, hvor vejrguderne heldigvis var med os i år. Derimod var Scorpions koncert for 3 år siden simpelthen bare meget, meget bedre. Dét på trods af, at koncerten på både Copenhell 2016 og i Royal Arena var fuldstændig identisk, med det tyskerne leverede lørdag aften.
Klaus Meine var denne aften en mærket mand. Stemmen var langt fra med den ellers så fantastiske frontmand og i det store hele virkede bandet trætte. Undtagelsen her er naturligvis den evigt seje Mikkey Dee, der som altid tæskede løs på trommerne, som var han den eneste i bandet der rent faktisk ville noget denne aften. Man kan elske Mikey Dee nok så meget, men når de samme visuals bliver vist og de samme sange bliver spillet igen indenfor så kort tid, så er det altså en skuffelse. Jeg elsker Scorpions, men nu, 50 år inde i karrieren, er det på tide at stoppe. Det gør ondt at se Meine kæmpe sig igennem, det der burde være gyldene øjeblikke som “The Zoo”, “Black Out” og “Rock You Like A Hurricane”, med sin nasale røst. Men når man når til det punkt, at man står og får medlidenhed med et band blot fordi de er gamle, så er det tid til at stoppe. Det kunne publikum på Copenhell denne aften forstår. Der var ikke mange mennesker tilbage på pladsen.
Scorpions tak for alt. Nu er det slut!
