Roskilde Festivalen 2019 nærmer sig med hastige skridt. Og nu er Danmarks største festival klar med endnu en håndfuld navne. Rock- og metalfolket bliver ikke snydt!

I toppen af denne annoncering finder vi to musikalske legender. For ingen ringere end Led Zeppelins Robert Plant gæster festivalen, med et sæt bestående af egne sange fra sin egen blues rockende sangskat, og så naturligvis også med en omgang sange fra det store Led Zeppelin bagkatalog! Robert Plant gæstede senest festivalen i 1995 – i øvrigt sammen med Led Zeppelin guitarist Jimmy Page.

Dagens anden store nyhed er en klassisk Roskilde kending. Phil Anselmo vender atter tilbage til Roskilde Festivalen. Sidste år var det med sidst smadrede black metal projekt Scour. I år bliver det med The Illegals. Og hvis man forventer materiale fra mandens solo-karriere eller sin tid med Down, ja så bliver man slemt skuffet. For i år er det et rendyrket Pantera sæt Anselmo kommer med. Yes, 100 % rendyrket Pantera! Så gør klar til at gå amok til sange som “Walk”, “Cowboys From Hell”, “Hollow” osv osv osv.

Med Whores har Roskilde Festival sikret sig et helvedes beskidt, tight og bastung støjrock. Med en gang sludgy støjrock med post-hardcore-indflydelse tilføjer bandet den rigtige mængde af grooves, som buldrer mod den mur af lyd, de opbygger.

Og så skal der lyde et stort tillykke til Xenoblight, der i år nedlægger Rising Scenen med deres voldsomme tag på thrash, black og dødsmetal. Kald det bare eksplosiv ekstremmetal. Vi er vilde med det og glæder os til at opleve dem endnu engang – denne gang på Roskilde Festivalen!