D. 8 januar 2019 var, for fans af Architects, en dag mange af os har kunnet se frem til. I 2017 blev de “snydt” for en koncert på Copenhell, da vejret satte en stopper for deres koncert. Siden da har bandet givet os albummet ” Holy Hell”. Et album som undertegnede havde på sin top 5 over årets albums i 2018. Så der var bestemt meget at se frem til. Særligt når de nu også havde taget Beartooth med som support. Ligeledelses skulle også Polaris bringe folk i den rette stemning.
Desværre tillod virkeligheden mig ikke i, at nå frem til Polaris. Det skulle dog have været en fin koncert jf. de mennesker jeg talte med.
Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen
Beartooth
Beartooth
Sidste gang Beartooth stod på Vegas scene, var det som support for Bring Me The Horizon. Om Architects kan nå samme status som BMTH skal jeg ikke kunne sige, men begge gange var Vega fyldt med mennesker.
Beartooth indtager scenen med ” Bad Listener” og så er stilen lagt – vi skal høre bangers! For det er det Beartooth er fantastisk til. At skrive fængende sange, der viser hvor medrivende melodisk hardcore/metalcore kan være. De er ikke det hårdeste band i genren, og de er heller ikke dem med de dybeste tekster. Men når det kommer til at skrives hits, så har de sgu hele pakken! Frontmanden kræver moshpit efter første sang og publikum leverer!
Ligesom de gladeligt deltager i fællessang gennem store dele af koncerten! Det er uanset om vi at høre ”Hated”, ”The Lines”, ”Body Bag” eller andre af de 9 sange vi får denne aften. På den måde virker det hele jo ret perfekt, men Caleb Shomo har desværre bare mere brug for at folk synger med, end hvad godt er. For når de synger, så hører de ikke hans problemer. Shomo kan fint råbe og er en dygtig showmand, men hans stemme er bare ikke god nok live. Det er rigtigt ærligt, for når man har hørt de 3 plader igen og igen, så ved man hvor godt clean vokalen rent faktisk lyder på plade. Således er det virkelig ringe, når der er så langt til det niveau live. Ligeledes manglede lyden noget fylde. Noget der blev særligt klart, da Architects indtog scenen. Så om det var lydmanden der holdt igen, eller om Beartooth bare ikke formåede, at spille sig helt igennem, er svært at sige.
Vi fik da en lille fest på 45 minutter, men musiklask blev det aldrig helt så godt, som det kunne. Jeg håber, at næste gang Beartooth kommer forbi, at det er som headliner, så der ingen begrænsninger vil være og at de så for alvor kan få lov til at bevise, om de kan levere lige så godt live, som på plade.
Architects
Architects
Lydbilledet er et helt andet fra det øjeblik Architects går på scenen. Det fylder langt mere, det er højre, det er mere mørkt og er fra starten et godt bevis på, hvor stor en forskel der er på bands i genren.
Det hele er lidt mere seriøst nu. Der er mere på spil i teksterne og bandet levere stærkere numre.
Dermed ikke sagt at publikum ikke synger mere, for det gør de bestemt. Men fællessangen som vi kom fra hos Beartooth, er nu erstattet af, tør man sige det, noget mere seriøsitet om musikken frem for festen. Vi bliver blæst igennem, der bliver stadig moshet, men det hele er forandret i sit udtryk.
Koncerten er domineret af nye sange. Hvilket er helt naturligt så kort tid efter at albummet har ramt gaden. Det er heldigvis heller ikke noget problem, da ”Holy Hell”, som nævnt i indledning, er et rigtigt stærkt album og det bliver denne aften i Vega også bevist, at det ikke kun er på plade, men også live at albummet står stærkt.
Det samme må også siges om frontmand, Sam Carter, der både leverer på vokalen og når der skal tales til publikum undervejs. Men særligt i slutning af koncerten, efter vi har fået ” Gone with the Wind”, bliver det hele meget følelsesladet i retorikken til publikum. Det føles så ægte at man ikke kan undgå at blive rørt og grebet med, at musikken er det største. Det er med til at gøre det ekstra fedt at være samlet denne aften.
Denne aften kom vi igennem en tur af sange fra primært det nye album og ellers fyldte ” All Our Gods Have Abandoned Us” en del, hvor særligt ”A Match Made in Heaven” virkelig tog publikum med storm. På en aften, hvor man hele tiden er fanget af musikken og skiftevis at blive grebet af teksterne og at blive blæst bagover af den kraftfulde lyd.
For at slutte det hele af får vi meget naturligt ”Doomsday” , som den helt rigtige afslutning, på en stærk aften i metalcorens navn! En aften der beviste, at metalcore kan være fest, men også dybt alvorligt. På den måde var Architects al ventetiden vær, men det behøver ikke gå så længe før de kommer igen næste gang, og de skylder vel stadig et Copenhell show?
