graveyard i Pumpehuset. Foto: Weiss
Det er længe siden vi har talt pænt om svenske Graveyard’s koncerter. De seneste mange gange har bandet virket uoplagte og med et alt for stort et fokus på deres indadvendte og langsommelige del af deres materiale.
Så hånden på hjertet. Det var ikke med den helt store forventning at turen gik mod Pumpehuset denne aften. Svenskerne havde dog lidt af et es i ærmet.
Men før Graveyard kunne gå på scenen fik vi én på opleveren med en omgang support leveret af Hällas fra Sverige. På mange måder endda.
Først og fremmest er det værd at nævne det musikalske, som hos Hällas er yderst interessant. En spændende blanding af klassisk progressiv rock, kombineret med mørket fra nogle af de helt tidlige doom bands. Men lige så hurtigt at bandet kom på scenen, ja lige så hurtigt måtte de næsten forlade den igen, da bandets forsanger og bassist Tommy Alexanderssons krop pludselig gik i krampe. What the hell? Absurd scenarium, med en sanger der, når han ikke sang, sad på scenen med kramper. Han gennemførte dog så godt han kunne, men i åbenlys stor smerte. Aldrig har jeg oplevet noget lignende før. Men musikalsk var det her dog så interessant, at jeg omgående måtte hjem og sætte deres debut “Excerpts From a Future Past” fra 2017 på anlægget. Dét kan varmt anbefales!
Og det med varme anbefalinger, ja det må jeg jo så også sande at jeg nu igen kan gøre med Graveyard. For her er der altså tale om et band, der tog røven på mig. Hvor jeg i starten af dette review stort set havde afskrevet dem som et fedt liveband, gik d’herrer på scenen, med hvad der tydeligvis syntes at være med en fornyet energi og ikke mindst med en spilleglæde, der lyste ud af øjnene.
Ikke siden Roskilde Festivalen i 2011, hvor de lagde Pavillion ned, har jeg oplevet Graveyard spille så fedt og med en så gennemgående “tung” setliste, der stod i festens tegn. Det skyldes jo nok også, at der seneste album “Peace” virkelig er en tung hard rock basker af rang, der skriger på at blive spillet live. Denne aften fik vi hele 6 numre fra netop “Peace”, der blev kickstartet med “Walk On” for derefter at gå direkte over i den bluesede bastard “Please Don’t” fra samme album.
Jo, Joakim Nilsson og co. ville festen og publikum kvitterede med flere næver i vejret, fællessang på numre som “Uncomfortably Numb” og “Goliath” og – hold nu fast – en enkelt crowdsurfer.
Bajer-rock på en lørdag, med et velspillet rockband, der ville sit publikum. Det kunne ikke rigtig gå galt. Og da Graveyard godt og vel halvanden time efter lukkede og slukkede med “Ain’t Fit to Live Here” og “The Siren” fra gennembrudspladen “Hisingen Blues”, ja så var troen på disse svenskere genvundet. En pakket klub gjorde dem godt. Tak for dét Graveyard!
