4 år skulle der gå før Danmark igen kunne opleve et show med de hollandske symphonic rockere Within Temptation. Denne gang var Refshaleøens betonunderlag skiftet ud med Valby Hallens betonvægge.
Efter en udmærket, men dog på ingen måde prangende opvarmning, leveret af tyske Beyond The Black kunne Sharon Den Adel og resten af Within Temptation bestige den – traditionen tro for Within Temptation – flot udsmykkede scene.
Når snakken falder på symphonic rock og metal, er der ingen tvivl om, at de to bands, der genne tiden har høstet størst kommerciel succes i genren er Nightwish og Within Temptation. Begge kan de samle fulde sale overalt i verden – og det gælder også i Danmark. Denne aften var vi lige omkring 2500 i Valby Hallen’s på ingen måde indbydende koncertrammer og om en uge er det i øvrigt Nightwish’ tur til at stå på præcis samme scene.
Det er snart 5 år siden, at Within Temptation sidst kom med et nyt udspil. Det middelmådige “Hydra”. På denne tour er bandet i fuld gang med at præsentere materiale fra deres kommende plade “Resist”, der først udkommer til december. En plade der eftersigende skulle vise et langt mere nyt og moderne tag på Within Temptation’s lyd. En lyd de selv har defineret og redefineret i løbet af deres efterhånden lange karriere. Fra rendyrkede symfoniske goth metal på plader, som de helt tidlige “Enter”, “The Dance” og “Mother Earth” og til de nyere og noget mere poppede og kommercielle succeser “The Heart Of Everything” og “The Unforgiving”.
Med “Resist” tyder det på, at bandet bevæger sig endnu længere væk fra den symfoniske og orkestrale klang og ind i et mere moderne-klingende metallisk univers, hvor nedstemte guitarer, elektroniske elementer og deciderede breakdowns udgør store dele af de nye sange. Det er dog fortsat umiskendeligt Within Temptation og det vil det fortsat blive ved med, så længe grundlægger Sharon Den Adel og hendes store stemme, er i front for bandet. Hun er lyden af Within Temptation igennem alle disse år, siden midten af 90’erne. Ny sound eller ej.
På trods af, at det nye album først udkommer til december vælger bandet denne aften, at starte ud med hele tre nye. Lidt af en mundfuld for det forventningsfulde publikum. Men også lidt af et sats fra bandet’s side. For hvis den rent faktisk kunne formå, at få folk med på sange de ikke kender, så tidligt i sættet, må noget tyde på, at det nye materiale rent faktisk kommer til at holde.
Genkendelses glæden var dog stor, da Within Temptation satte i med hhv. “In the Middle of the Night” fra “The Unforgiving” og “Stand My Ground” fra en af genrens bedste plader “Silent Force” fra 2004. Så kom der for første gang for alvor gang i fællessangen.
Desværre skulle det atter engang vise sig at Valby Hallen’s umulige koncertrammer blev aftenens helt store udfordring. Jeg er klar over, at det efterhånden er koncertanmelderens største kliché at give lydforholdene skylden for en middelmådig koncertoplevelse i Valby Hallen. Men det var altså tilfælde endnu engang. Rummet formåede nemlig, at suge stort set samtlige nuancer ud af bandets symfoniske klang. Noget der i høj, høj grad er godt klaret, med tanke på hvor ganske meget keys, der jo egentlig udgør bandets sound.
Hollænderne bragede og buldrede afsted med guitarer, der lå alt for højt i det samlede lydbillede og jordede ganske enkelt mange store øjeblikke af de symfoniske elementer, der jo er med til at skabe Within Temptations episke sound.
Denne aften i Valby Hallen lå Within Temptations fokus klart på de nyere albums fra slutningen af 00’erne og til i dag, hvor hele 5 sange fra “Resist” blev spillet. Er man kun fan af det helt gamle materiale ville det være let at gå skuffet derfra. Men heldigvis så det ud som om, at størstedelen af crowden, der hovedsageligt bestod af en blanding af unge kids, med deres forældre, samt rendyrkede metalhoveder, med slidte Wacken shirts, var med på de nyere sange. Og det fik numre som “Faster” og “What Have You Done Now” til at fremstå, som nogle af aftenens fineste øjeblikke, hvor festen var størst.
Selv er jeg dog fortsat den største tilhænger af det gamle materiale og derfor var det da også først da tonerne til “Mother Earth” satte i gang, at jeg for alvor kom helt op at støde (øv, hvor jeg dog også savnede “Ice Queen”). På en aften, der nok bedst vil huskes for, at bandet fik præsenteret deres nye numre, på trods af, at albummet først udkommer om over en måned. En svær manøvre, men som virkede nogenlunde for Within Temptation, der spillede en flot show mæssig koncert, der dog aldrig helt peakede da den skulle. Valby Hallens akustik eller ej.