Slægt på Roskilde Festival. Foto: Jannie Ravn Madsen
Mørket havde sænket sig over Roskilde Festival’s første lørdag. Det perfekte tidspunkt til et band som Slægt, der kunne gå på Rising foran et talstærkt publikum.
Langt om længe var Slægt blevet booket til Roskilde Festival. Det har været ventetiden værd. Skulle de spille på Rising, så var det nu. Om et år er de for store til det.
For med et band som Slægt kan man for alvor tale om, at “the hype is real.” Deres fuldkommen tag på både old school heavy og black metal er så perfekt og så rigtigt fremført med lige dele melodi, harmonier og agressioner, at man står tilbage med den der fornemmelse af, at alt bare er rigtigt, og at det kun kan gå én vej for det her band og det er frem!
På Roskilde Festival var Slægt ude af komfortzonen. Væk fra K-Town miljøet og væk fra undergrundsklubberne i indre København. Nu stod de på den største mainstream festival i Nordeuropa. Men stadig var visionen og fremførelsen i Slægt’s okkulte univers, lige præcis så intenst og velspillet som altid. Crowden var nu blot end anden, end langhårede heavyfans, med slidte denimveste.
Det klædte bandet og det klædte musikken, at blive fremført foran et talstærkt publikum, der ikke just var heavyfans. Og så heldigvis med så stor en succes, som det rent faktisk blev. DDenne sene aften bevsite, at Slægts melodiske black metal så afgjort kan begå sig i andre kredse og at særligt Roskilde Festivalen var klar til det.
Bandet jordede uimponeret Roskilde Festival med jorden og tilbage stod vi med store smil og med den dér herlige følelse af “fuck yea – de gjorde det satme”, da vi tidligt på natten vendte fra Vest til Øst i retning mod campen.
