Chelsea Wolfe. Foto: Jannie Ravn Madsen
Mørkets dronning, Chelsea Wolfe, var absolut et de musikalske indslag på Roskilde Festival som jeg havde glædet mig aller mest til at opleve, aller mest på grund af hendes seneste udgivelse ”Hiss Spun” fra sidste år. Denne plade introducerede en langt tungere og mere guitardrevet side af hendes ellers skrøbelige og meget mørke kompositioner – så da halvdelen af aftenens setliste bestod af numre fra denne plade, blev jeg også vældig tilfreds!
Koncerten blev indledt af de tre åbningsnumre fra ”Hiss Spun”, henholdsvis ”Spun”, ”16 Psyche” og ”Vex” (dog uden Aaron Turner fra Sumac/Isis/Old Man Gloom på growl), som ligeledes er nogle af hendes aller stærkeste numre. Man kunne på den ene hånd være bange for, at al krudtet bliver brugt tidligt. Jeg valgte at se det som en kunstner der er så selvsikker i hendes materiale, at det blot udviser en stor tiltro til hendes eget stærke bagkatalog.
Hele koncerten igennem blev både nyt og gammelt spillet med både ekstra volumen, tyngde og støj, hvilket både understregede det larmende i hendes univers, men også intensiverede de mere skrøbelige numre som fx ”Feral Love” fra ”Pain is Beauty” udgivelsen fra 2013.
Jeg kunne godt gå hen og frygte forud for koncerten, at vi ville ende i samme situation som da Oathbreaker spillede på festivalen for nogle år tilbage, hvor der ligeledes var fokus på lige dele skrøbelighed og støj, hvor festivalens mere bøvede gæster fik lagt en tung fed dæmper på de skrøbelige og smukke passager. Dette blev der dog heldigvis ikke meget af her, og Chelsea Wolfe og hendes band fik så sandelig formået at tage et stramt kvælertag på os alle hele showet igennem og gav først slip da det hele var ovre. Tak for kaffe!
