I år er vi igen med på sommerens Sweden Rock Festival, der kickstartes onsdag d. 6/6. Skal du, ligesom os afsted imorgen, giver vi dig her vores (bogstaveligt talt) varmeste anbefalinger med på vejen. 
Jaja, vi ved godt Iron Maiden, Ozzy, Priest og Helloween spiller på Sweden Rock Festival. I kender dem. Vi behøver ikke sige noget som helst om hvor godt (eller hvor dårligt) det er. Dykker vi derimod længere ned i plakaten er der store muligheder for solide oplevelser. Se blot her:

5 navne – 5 vidt forskellige genrer:

BULLET (onsdag d. 6/6 – 4Sound Stage)

Hvis du er den seje, der ankommer til Sweden Rock Festival allerede imorgen – onsdag – bør du tjekke op på svenske BULLET, der i øvrigt netop er blevet offentliggjort til Aalborg Metal Festival dette efterår. BULLET er svensk heavy metal i sin reneste form. Svingende groove, svensker garn og en Hell Hofner i front, med en seriøs skærebrænder vokal. Ingen tvivl om, at de nok skal starte festen hos alle, der er glade for blandingen af Accept og AC/DC. Deres seneste plade fra i år “Dust To Gold” vidner i hvert fald om et band, der er klar på at levere et medrivende show!


ROTTING CHRIST  (torsdag d. 7/6 4Sound Stage)

Sej, sejere Rotting Christ. Det græske black metal band har endnu ikke formået at skuffe mig. Tager du til koncert med disse græske black metallere vil jeg med 95 % sikkerhed i stemmen kunne sige, at du går derfra med en decideret ud-af-kroppen oplevelse. Bevares. Bandet har siden dannelsen tilbage i starten af 90’erne bevæget sig mere og mere væk fra den traditionelle black metal. I stedet er de faktisk bare blevet sejere og sejere. Ikke mindst med udgivelsen af den glimrende “Grandis Spiritus Diavolos” fra 2013, hvor bandet for alvor bevægede sig ud på en vej, hvor traditionel græsk musik blandes med hårdtslående ekstremmetal. Har dette bands nogensinde været bedre end de er nu? Jeg tror det ikke? 


H.E.A.T (torsdag d. 7/6 Sweden Stage) 

Sagde du fest?? Det gør H.E.A.T i hvert fald!
Bare rolig. Her er der ikke skyggen af hverken black- eller ekstremmetal. Derimod står svenske H.E.A.T klar til at levere noget, der nok skal gå hen og blive en af festivalens absolut mest festlige oplevelser. Det skyldes ikke mindst frontmand Erik Grönwall. En energibombe af rang, der blot venter på at eksplodere, når først H.E.A.T tænder op for den melodiske farvelade hard rock. Det her kunne godt blive én af festivalens største fester. 


PRIMORDIAL (lørdag d. 9/6 4Sound Stage)

Er Alan Averill dén bedste frontmand på ekstremmetal scenen? I hvert fald er det tæt på. Nærmest ingen andre som ham, formår på samme måde, at suge publikum ind i det black metalliske udtryk. Primordial er enestående, med deres på irsk inspirerede black metal. Ingen andre lyder som dem. Det hedenske teatralske udtryk hos Primordial vil virke som en kold klud i hovedet på det solramte publikum på Sweden Rock.  Mænd vil falde! Og hvor vi dog glæder os! 


STRATOVARIUS (lørdag d. 9/6 Sweden Stage)

Stratovarius spiller få festivalkoncerter denne sommer. Heldigvis er Sweden Rock Festival én af dem. De finske power metal legender behøver nærmest ingen rigtig introduktion. De var med fra starten, da den neo-klassiske power metal for alvor tog fat i Europa. Her stod finnerne i front for bølgen, med klassiske sange “Eagleheart”, “Black Diamond” , “Hunting High And Low” og den smukke powerballade “Forever.” Der er dømt hurtig shredding, falset vokaler og fællessang under åben himmel, når Stratovarius indtager Sweden Stage, med den reneste power metal.