Det var et længe ventet gensyn, med et af de fineste power/prog metal bands vi har herhjemme, da Manticora efter godt og vel 4 års fravær på live fronten, omsider stod på en scene igen.
Med ” The Black Circus” sparker Lars F. Larsen og resten af Manticora koncerten på Halmtorvet 9 i gang. Bandet er tredje band på Nordic Noise’ første dag og salen er allerede godt pakket. Klar er vi til at tage imod de danske melodiske prog metallere.
Tidligere på dagen blev festivalen sparket i gang med de ligeledes proggede metallere i Annominus og de festlige hard rockere i Tainted Lady. Manticora var således det første navn, med en del flere år på bagen, til at betræde Halmtorvet 9’s relativt lille scene. Faktisk skal vi tilbage til 1997, hvor vi finder den første udgivelse med Manticora. Nemlig EP’en “Dead End Solution” og to år efter i 1999, med deres første fuldlængde “Roots of Eternity.”
På Halmtorvet 9 går det stærkt allerede fra første anslag. På det spillemæssige plan er det ikke til at fornemme, at Manticora har været væk fra scenen i alle disse år. Det er stramt spillet, med en herlig teknisk udførelse. Ikke mindst med session trommeslager Danni Lyse’s atter engang så eminente spil. At lyden så ikke var med bandet i starten, var så en anelse belastende. Og man savnede særligt noget bund og attack fra stortrommen og bassen.
Spilleglæden lyser dog ud af øjnene hos særligt Lars Larsen i front, der synes at være tændt på at bringe Manticora’s melodiske metal ud over scenen igen. Og det må man sige, at de får gjort i numre som “A Long Farewell” og “Keeper of Time – Eternal Champions”.
Bandet spiller en fin koncert, der lover godt for den kommende plade “To Kill to Live to Kill”, der udkommer d 3 august. Fra denne fik vi den afsluttende “Echoes of a Silent Scream”. At dømme ud fra denne koncert, kan vi bestemt godt glæde os til et nyt Manticora album!