Wind Rose på Royal Metal Fest 2018. Foto: Weiss
Lørdagen på Royal Metal Fest 2018 blev musikalsk en langt bedre dag end fredagen, der med et hovednavn i Bloodbath ikke levede op til forventningerne. Disse blev dog heldigvis indfriet til fulde af flere af lørdagens navne. Der bl.a. bød på en regulær verdenspremiere.
At skulle op på hesten efter en festlig fredag aften/nat i Aarhus er aldrig nogen nem opgave. Nogen tager til whiskeysmagning, mens andre runder en tur på Byens Burger, inden det går løs med dagens første navn på Atlas kl. 14.30.
Til at sparke denne lørdag i gang, har Royal Metal Fest hevet en gammel kending på dødsmetal scenen ind. Ingen andre end Deadflesh synes at kunne sparke festen godt nok i gang, så det blev dermed gjort! Old school dødsmetal – direkte hentet fra midten af 90’erne. Leveret sikkert og præcist til et overraskende stort fremmøde.
Det er aldrig nogen let opgave, at sparke lørdagen på Royal Metal fest i gang. Men I år havde arrangørende for alvor skudt rigtigt med Deadflesh. Top kranieknusende underholdning fra start til slut.
Og så skulle der bingo bankos. Den traditionsrige Royal Metal Fest lodtrækning om fede præmier fra både COPENHELL, Hi-fi Klubben og Royal Metal Fest er en sikkert vinder hvert år – i år var ingen undtagelse. Vi var mange i salen på Atlas, da lodtrækningen gik i gang, med en kanon stemning blandt folket, mens festivalboss David Bennike læste vindernavnene op. En hyggelig start på dagen, inden der skulle høres mere musik!
En halv time senere, var scenen nu sat til årets første power metalliske indslag. Royal Metal Fest har det med at hive de der dragejæger-overraskelser op af hatten. Tidligere har både Majesty og TYR gæstet festivalen. I år stod italienske Wind Rose for den power metalliske del af underholdningen. Bandet er en del af den pakke, der er blevet booket sammen med Ex Deo og Ensiferum til årets Royal Metal Fest.
Indrømmet, så frygtede jeg sgu for en tom sal, da disse italienere skulle gå på. At komme som et undergrunds power metal navn, til en festival i Danmark, og spille midt på eftermiddagen, er ikke nogen nem opgave. Men italienerne, der henter inspiration i både lyrik og udklædning fra Tolkiens Ringenes Herrer-univers, leverede faktisk en absolut godkendt koncert, hvor de fik den relativt store crowd med fra første anslag. Musikalsk er der dømt up-tempo power metal, skåret efter den klassiske formel. Lyden var med italienerne og koncerten udviklede sig til, at blive langt, langt bedre end deres koncert, få dage forinden i Lille Vega. Mega fedt! Mega god stemning. Festligt og sjovt!
(0) på Royal Metal Fest 2018. Foto: Weiss
Fra power metal på Atlas til teknisk død/prog med dagens første navn på Voxhall. Allegaeon var booket ind, som en del af pakken med Ne Obliviscaris, der skulle spille senere på aftenen. Her var der dømt klassisk moderne progressivt dødsmetal, hvor det tekniske lir langt hen ad vejen overskyggede bandet’s sans, for virkelig stærk sangskrivning. Højdepunktet var clean vokalen fra Riley McShane, da der her blev et pusterum til, at omkvædende kunne få lov til at løfte musikken. Allegaeon’s proggede dødsmetal, skulle dog vise sig, at blive overskygget af Ne Obliviscaris’ imponerende progressive forestilling senere på aftenen.
Inden vi nåede så langt var det dog blevet tid til en rendyrket Danmark’s- OG verdenspremiere på liveudgaven af (0). Klokken 17.25 gik danskerne på scenen i en forventningsfyldt sal på Atlas. Hvem var så disse mænd, der gik under navnet (0)? Ville de være klædt i kutter? Hvad ville der ske? Hypen der er bygget op om bandet er stor. Ikke mindst hos Devilution, der om nogen har lovprist bandet.
Selv har vi (0) med i årets The New Shit. Så ingen tvivl om, at vi var spændte på det her. Forventninger blev da også indfriet. Næsten i hvert fald. For bandet synes lige at skulle komme op i omdrejninger, hvorfor det først var i den sidste 3-del af koncerten, hvor jeg for alvor kom med. Men der løftede det sig også. Ingen tvivl om, at dette band har en spændende fremtid i vente. Musikalsk vil de rigtig meget. Måske næsten for meget? Det kunne godt virke sådan i livesituationen. På plade fungerer det. Men livemæssigt blev det en anelse rodet. Men som en debutkoncert var det sgu’ en flot koncert. Ikke mindst pga. de flotte visuals der komplimenterede det doomede/black univers på fornemmeste vis. Hvordan (0) tager sig ud til en koncert, uden disse visuals bliver derimod interessant. For det er bestemt ikke alle spillesteder herhjemme, der er store nok til, at kunne have visuals af den størrelse med på scenen.
Lebenssucht på Royal Metal Fest2018. Foto: Weiss
Og nu vil alle dem fra Aarhus hade mig. Men ja, jeg måtte sgu misse Crocell og Altar Of Oblivion pga den sultne mave. Det er bare umuligt at undgå. Derimod var jeg atter på plads i Voxhall til en omgang brutal punket black metal med Horned Almighty. Godt med corpse paint og solid aggression, fik Horned Almighty fyret godt op for den brutale lige-midt-i-dit-fucking-fjæs-black-metal. En solid fest foran et stort publikum på Voxhall. Det er nu rart med et dansk black metal band, der bygger på den klassiske norske tradition, uden at skrive numre, der skal bruge 15 minutter på, at blive bygget op til klimaks. Det her er black metal i bedste Tsjuder og Taake stil og det var fandme tiltrængt! Det kunne også mærkes blandt publikum.
Black metal skal jeg også love for, at vi fik med tysk/belgiske Lebenssucht. Jeg havde på forhånd ingen idé om hvad der ventede. Andet end at det vist nok, var en omgang depressive suicidal form for black metal, der nu skulle indtage scenen på Atlas. Og det må man så sandelig da også sige, at vi fik. Ført an af Anett S Caedes Hauzu indtager dette band scenen, smurt ind i hvad der tydeligvis er råddent griseblod. Fy for satan hvor det stinker. Og det gør bandet’s musik egentlig også. De er ikke vildt dygtige eller interessante musikere. Men alligevel er musikken underligt dragende. Deres stemning rammer plet og suger mig på mystisk vis ind i deres univers. Hvad det helt præcis er, der fanger mig har jeg svært ved at sætte ord på? Kombinationen af de hårde riff og Hauzu’s desperate skrig fanger mig. I længden bliver det dog alt for langt. Havde bandet leveret en energisk koncert på en halv time, havde der med garanti været bedre dynamik i koncerten. Jo længere den skred frem, jo færre var der tilbage i salen.
Ne Obliviscaris på Royal Metal Fest 2018. Foto: Weiss
Hvad musikerne manglede af teknik i Lebenssucht, skal jeg da lige love for at vi fik gjort op for med Ne Obliviscaris, der kunne gå på scenen i Voxhall, som et af aftenens hovednavne. Desværre kunne der godt have været flere mennesker i den store sal, for at overvære disse australiere. Fremmødet var på ingen måde pinligt, men der kunne snildt have været flere. Men os der var der, fik én på oplevelsen! Bandet er måske det, musikalsk, bedste band, der nogensinde har spillet på Royal Metal Fest. Disse musikere er kort og godt overlegne på så mange punkter. Ja, de spiller teknisk imponerende godt, men de er også meget, meget mere end det. De formår at blande det teknisk svære, med det mere simple – og på de rette tidspunkter. Således formår de, at opbygge en fantastisk dynamik i deres numre, der skaber en totaloplevelse af en koncert, der kun blev bedre og bedre jo længere koncerten skred frem. Fra det ekstreme og over i det følsomme. Ne Obliviscaris ramte plet, ikke mindst pga Royal Metal Fest’s bedste vokalpræstation af Tim Charles. Mægtigt!
Efter dén koncert virkede det dog en anelse fesent at tage afsted til Ex Deo. Men efter canadiernes ganske fine koncert i Lille Vega et par dage forinden, var det bestemt med optimisme, at jeg tog plads på Atlas. Klokken var nu 23.25 og trætheden havde efterhånden meldt sin ankomst. Men med blot to shows tilbage – hvor af den ene var afslutnings koncerten, med de finske folkmetalkonger Ensiferum, var det til at have med at gøre.
Ex Deo er i virkeligheden et sideprojekt af Kataklysm’s Maurizio Iacono. Det lyder lang henad vejen også som Kataklysm, hvis du da bare tilføjer en stor portion backing tracks af romersk inspireret symfonier. Melodisk groovy dødsmetal. På Royal Metal Fest fik bandet ikke for alvor fat i publikum og koncerten vil nok gå i glemmebogen ganske hurtigt.
Ensiferum på Royal Metal Fest 2018. Foto: Weiss
Det kan man derimod ikke sige om Ensiferum, der lukkede Royal Metal Fest ned på bedst tænkelige facon med træfsikre folkmetal hits som “Iron”, “Into Battle”, “In My Sword I Trust” og “Lai Lai Hei”. Pitten var i konstant kog og festen var præcis som den skulle være. Desværre var den bare alt for kort.
De seneste par år har festivalen lukket ned med så ekstreme navne som Anaal Nathrakh og Vader. I år var det heldigvis et langt mere let-spiseligt og festligt indslag. Et indslag, der satte et solidt punktum for en festival, der musikalsk toppede lørdag, med mange fine koncerter fra både danske- og udenlandske bands.
Vi glæder os allerede til næste år!!