Hele 5 acts var på programmet da Venom Inc og Suffocation indtog Pumpehuset en iskold mandag aften i marts.
Ærlig talt var det godt nok 2 bands for meget. For det var først, da de brasilianske kvinder i Nervosa gik på scenen, som act nr. 3, at der for første gang kom lidt gang i publikum denne aften. Før dem var der japansk alt-mulig-metal med Survive. Et band der ville alt, alt for meget i deres sangskrivning på alt for kort tid. Og dernæst stod den på symfonisk canadisk metal, med mellemøstlig inspiration hos Aeternam. Heller ikke dette fik synderlig meget opmærksomhed, og virkede også underligt malplaceret i forhold til resten af aftenen.
Heldigvis fik Nervosa sat godt gang i publikum, med deres skrabede thrash metal, efter de to første lettere ligegyldige acts, som sikkert også har betalt kassen for at være med på denne tour.
Suffocation
Suffocation i Pumpehuset. foto: Weiss
Der kom dog andre boller på suppen, da Suffocation – præcis 3 timer efter dørene åbnede – omsider kunne gå på scenen, som denne aftens første headliner.
Hverken Suffo eller Venom Inc. behøver den helt store introduktion. Deres plads i metallens hellige bøger er naturligvis for længst blevet nedskrevet. Og det var da også et band, der med stor selvsikkerhed gik på scenen i Pumpehuset. Et sted hvor de har stået mange, mange gange før.
Den lille sal i Pumpehuset var ganske pænt fyldt, når man tænker over, at det trods alt var en omgang Mandags metal vi var ude i. Og med “Thrones of Blood” fra 1995 kunne New Yorkerne med stor præcision kickstarte aftenens absolut hårdeste indslag. Et indslag der i bedste Suffocation stil bestod af ligedele flænsende riffs, maskingeværs blast fra trommerne og på trods af, at frontmand Ricky Myers virkede en anelse hæs, fik han stadig bragt den helt dybe growl ud over scenekanten.
Suffocation spiller svine tight. Det kan man på ingen måde tage fra dem. Men denne aften virkede det også en anelse rutinepræget. De har gjort det her uendelig mange gange. Bevares de spiller stadig hurtigere dødsmetal end mange af deres andre alderende kollegaer. Men det bliver altså også en anelse trættende i længden, når den samme rutine går igen og igen. Efter hvert nummer vender de ryggen til publikum, inden det kaotiske lydbillede starter op på ny. Sådan er det igennem en hel koncert med Suffocation.
Denne aften varierer Suffocation det fint mellem nyt og gammelt materiale. Med “Catatonia” og “Infecting the Crypts” får Suffocation rundet en fin – men dog også en anelse – rutinepræget koncert af i Pumpehuset.
Venom Inc
Venom Inc i Pumpehuset. Foto: Weiss
Der er Venom og så er der Venom Inc. Hvem der er de rigtige må være op til den enkelte at vurdere. Selv er jeg af den overbevisning, at så længe begge bands spiller godt og gør Venom ære, så er det fint for mig. Cronos var sgu ikke det eneste medlem i Venom. Både guitarist Mantas og trommeslager Abaddon har mindst ligeså meget ære for Venom’s indflydelse på (black)metalscenen i de helt tidlige år som Cronos.
Og netop de to kører nu Venom videre i deres eget navn, Venom Inc, sammen med Tony ”Demolition Man” Dolan. Som band har Venom Inc kun en enkelt plade ude, med sidste års forrygende groovede heavy metal basker “Avé” udgivet via Nuclear Blast.
Med kun en enkelt plade ude er det klart, at hovedvægten på setlisten denne aften i Pumpehuset var centreret omkring det gamle materiale fra tiden med Venom. Således fik vi serveret den ene Venom fuldtræffer efter den anden, med sange som “Welcome to Hell” , “Die Hard” og “Don’t Burn the Witch”. Det burde have været guf for de fleste.
Men efter godt og vel 5 timer med hårdtslående hegn, var store dele af publikummet i sagens natur blevet en anelse trætte. Flere havde sat sig på trappen og stemningen i salen kunne bestemt have været bedre. Der var tyndet en anelse ud i crowden. Dem der kun var kommet for Suffocation var taget afsted. Ingen tvivl om, at det kunne have klædt Venom Inc’s mere festlige (i hvert fald i forhold til Suffocation) heavy metal/black n roll, at være blevet serveret lidt tidligere på aftenen, hvor energien fortsat var høj blandt de fremmødte. Det syntes desværre at smitte af på bandet, der startede i højt tempo, men som gik i stå midtvejs i koncerten.
Det hele blev lidt træt til sidst og det kunne episke numre som “Black Metal”, “Sons of Satan” og “Witching Hour” desværre ikke lave om på.
Et glimrende eksempel på, hvordan en turnépakke kan blive for stor.
