Fredag d. 9/2 havde Dropkick Murphys og Flogging Molly inviteret til irsk punkrock fest i Valby hallen. Koncert var for længst udsolgt så der var et godt grundlag for fest.

Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen. Billeder af fotograf Øystein Kvanneid

Som åbningsnavn havde man valgt, at invitere Glen Matlock. Skønt man skal have al respekt for mandens historie, særligt som en del af Sex pistols tidlige år, så var det nu alligevel en dårlig idé, at at sætte ham til at spille akustiske sange fra bagkataloget. Så lad os med det samme bare spole frem til aftenens første rigtige navn.

Flogging Molly

Flogging Molly i Valby Hallen. Foto: Øystein Kvanneid

Publikum er klar på at feste og da Flogging Molly åbner med ”The Hand of John L. Sullivan” er vi i gang med det samme. Allerede fra start er der godt gang i den og der bliver fulgt op med ”Swagger” & ”Selfish Man”.
Festen bliver naturligvis ledt an af Dave King, der på mange måder er en fantastisk frontmand og helt særligt, når der skal skabes en fest som den i Valby Hallen. I ”Drunken Lullabies” var der i hvert fald dømt fællesang og fest for alle pengene!

Valget af setliste til disse fællesshows med Dropkick, viser, at Flogging Molly er klar over, at det gamle guld skal hives frem, for at sikre den stemning, som både band og publikum ønsker. Derfor fik de første albums da også lov til at dominere setlisten. Selvom der da blev plads til 3 sange fra sidste års album, så er de klar over, at der er brug for sange med tempo og fest.
Selvom tempoet er lidt nede i perioder, så falder festen ikke og det skyldes udelukkende Dave King, der er i højt humør og underholder fra scenen. Det er tegn på overskud og samtidig får han smidt flere forrygende anekdoter afsted. F.eks det faktum, at Danmark vandt 5-1 over Irland, hvilket naturligvis var populært blandt publikum. Billigt trick måske, men bestemt også et tegn på overskud fra bandet.

”Devil’s Dance Floor” sikre aftens første store dansefest i hallen! Det er jo altid en fornøjelse, at se så mange mennesker gå helt amok i dans og sang, til musik med smæk på! Festen bliver afsluttet med ”What’s Left of the Flag” & “The Seven Deadly Sins”. Begge fremstår de som en super afrunding på 1 times fest i Valby.

Inden vi går videre så tænker du måske, kære læser, hvordan var lyden i Valby? Var den perfekt? Nej det var den ikke, men samtidig fremstod den heller ikke ødelæggende for festen. I hvert fald ikke hvor undertegnede befandt sig denne aften.

 
 

 

Dropkick Murphys

Dropkick Murphys i Valby Hallen. Foto Øystein Kvanneid

Efter en pause, hvor folk fik hentet friske forsyninger i baren, var det tid til aftenenens anden store fest. Denne gang med Dropkick Murphys.

Punkrockerne startede ud med ”The Lonesome Boatman” fra det seneste album ”11 Short Stories of Pain & Glory”. Hvis ikke sangstemmerne var varmet op under Flogging Molly, ja så var de det da i hvert fald nu. Og så kunne festen for alvor sparkes i gang med ”The State of Massachusetts” og ”Famous for Nothing”.
Al Barr er som ofte den mest udadvendte af de to sangere og han får da også delt knuckles afsted, til glade publikummer og vores fotograf, på en aften, i festens tegn. 

Dropkick Murphys har denne aften valgt en setliste på hele 24 sange. Det gør, at vi kommer godt omkring, selvom de nye albums får meget tid, med fem sange til ” 11 Short Stories of Pain & Glory” og fire til henholdsvis ” Signed and Sealed in Blood” & ” Going Out in Style.”
Det gør dog at setlisten i perioder virker lidt rodet, da sangene er meget blandede og kvaliteten ikke altid er den samme. Man må derfor spørge sig selv, om det ikke var blevet bedre, hvis man havde taget et par sange ud af settet?

Det skulle dog ikke forhindre publikum i at give den gas. Der blev danset, sunget, moshet og drukket øl til den helt store medalje. Både under nyt og gammelt materiale!
Det hele bliver dog pludseligt noget mere seriøs, da ”Peg O’ My Heart” bliver dedikeret til Ken Casey’s bedstemor, Peg Casey, der døde kort før koncerten i Danmark. Denne blev efterfulgt af “You’ll Never Walk Alone” .
Det var lidt af en mundfuld på sådan en aften, men bandet virkede opsatte på komme tilbage til festen og vise, at vi sammen kunne skabe en særlig aften.

Afslutning bestod af ” The Hardest Mile” og “I’m Shipping Up To Boston” , som for alvor bragte publikum og bandet tilbage til festen. Øl flyver i luften og stemningen er høj, inden det hele bliver sluttet af med ”The Boys Are Back” & ”Until the Next Time”. Som altid bliver scenen indtaget af publikum til sidst. En rigtig Dropkick Murphys klassiker, men vel ingen grund til at ændre på noget, som både band og fans synes er fedt?

Alt imens stikker det helt af på de forreste rækker, med to gutter i kørestol, der ender i en crowdsurfe. Det ser man alligevel ikke hver dag! På den måde kan vi alle slutte aftenen af med et smil på læberne efter en lang aften med det perfekte match af bands. Næste gang må Glen Matlock dog gerne blive hjemme.