Torsdag nat på årets Roskilde Festival vil Gloria scenen blive forvandlet til en sveddryppende hardcore punkklub, hvor energien vil skabe gnister og pitten for alvor komme i kog.
Roskilde Festival har nemlig inviteret 3 hårdtslående danske punkbands forbi. Og det kommer ikke til at gå stille for sig.
Det drejer sig først og fremmest om de melodiske K-Town punkere i Motorsav. Bandets selvbetitlede debut udkom i starten af 2017 og er en plade bestående af 8 sange – alle sunget på dansk – og hvor det længste nummer “Neonvind” blot er 3 minutter langt.
Hvor melodierne i høj grad er i fokus hos Motorsav, er det et anderledes hårdtslående udtryk vi finder hos Nyt Liv. Deres debut EP “Livet brænder” fra 2017 vidner om et band, der også har godt fat i hardcoren. Med Nyt Liv har rutinerede medlemmer fra bands som Pilgrimz, As We Fight og Numbnuts skabt et – ja – nyt liv til punkscenen herhjemme.
Og så står den på bleak hardcore punk, når Ond Tro vælter Gloria. Bandet blev dannet i København i 2016 og har siden markeret sig i undergrunden, med deres crossover til d-beat punk. Forvent en voldsom energiudladning.
Med disse navne kan vi nu se frem til hårdtslående koncerter med navne som Watain, Scour, Clutch, Heilung, Myrkur, The Descendents, Chelsea Wolfe, Slaves, Mogwai, Boris with Merzbow, Baby in Vain, Cabal, Nyt Liv, Motorsav og Ond Tro på årets Roskilde Festival.