Årets sidste koncert for undertegnede. Og hvilken smuk en af slagsen. 2017 kunne næppe være blevet rundet flottere af, end med de uimodståelige islændinge i Sólstafir!
Árstíðir
Et imponerende stærkt år med livemusik nåede til sin ende, da Sólstafir indtog Pumpehuset med danske Myrkur som special guest og islandske Árstíðir som support.
Árstíðir kan vel nok bedst beskrives som melankolsk islandsk folkrock. Ikke nær så hårdtslående som Sólstafir, men med en tydeligt inspirationen hentet fra den melankolske side, af den islandske musiktradition.
Bandet består bl.a. af medlemmer fra Sólstafir og disse islændinge er da også blevet signet på det franske label Season Of Mist, hvor også Sólstafir har huse. Pladeselskabet har om nogen fingeren på pulsen i disse år, når det drejer sig om alternative navne på den mørke del af musikscenen og med de seneste signinger som Heilung, Audn og Árstíðir, må man sige at Season Of Mist ved hvor det sker i øjeblikket!
Árstíðir åbnede aftenen med en fin omgang folkrock, uden det dog for alvor peakede. Vi fik en ganske fin forsmag på, hvad disse islændinge kan med deres sangskrivning. Og her er der altså dømt alt fra smertende smukke passager til mere uptempo orienterede rock. Desværre var en (for) stor del af musikken denne aften tracket på backtrack og jeg stod med følelsen af, at man savnede noget mere ærlighed – og ægthed – i musikken. Men bortset fra det var det en fin start på aftenen.
Myrkur
Myrkur i Pumpehuset. Foto: Weiss
Aftenens eneste ikke-Seaons Of Mist-indslag, vores helt egen Myrkur, var klar til at indtage Pumpehuset’s store – og udsolgte – sal.
Meget er sket for Amalie på ganske få år og fra en helt igennem miserabel start på livescenen, med hendes katastrofale koncert på Roskilde Festival i 2015, er det kun gået én vej for Myrkur og det er op!
Som hun står på scenen lige nu, med sit forrygende band, står hun som en sand kunstner, der ved hvad hun laver. Hun har en klar vision og den er gennemført fra start til slut. Myrkur er hvor hun skal være nu og med flere tours i bagagen, er det ingen overraskelse, at det er et erfaren kunstner vi har på scenen i Pumpehuset.
Fokus i Pumpehuset er på hendes nyeste album “Mareridt” , hvor der denne aften bliver lagt ud med det stille og stemningsprægede titelnummer, inden der for første gang, denne aften, for alvor kommer knald på med “Serpents” . På “Mareridt” bevæger Myrkur sig, vokalmæssigt, en smule mere over i den danske folkemusik, uden dog at give afkald på blacken, som fortsat er den instrumentale kerne. Der er langt mere skønsang og væsentligt mindre growl og screams i hendes musik idag. Det er der som sådan intet galt med.
Alligevel savnede jeg noget mere variation i koncertens opbygning. Hvor Amalie virkelig fik godt fat i os i starten, blev det til tider midtvejs en lettere kedsommelig oplevelse. Antageligt fordi flere af hendes sange simpelthen lyder ens og er bygget op af det samme skelet og det samme groove.
Men det er småting i det store billede og ud fra en samlet oplevelse er Myrkur hvor hun hører hjemme nu!
Sólstafir
Sólstafir i Pumpehuset. Foto: Weiss
Sidst de spillede en headliner koncert i Danmark stod der måske 150 mennesker i Pumpehuset’s lille sal. Nu var den store sal udsolgt og Sólstafir kunne fortjent lade sig hylde af deres danske fans denne aften. Bandet hiver fortsat flere og flere fans til sig. Fans der alle lader sig opsluge i Sólstafir’s på én gang både blide og melankolske røst, men så sandelig også hårdtslående stoner inspirerede metal.
Dette er en kombination Sólstafir er kommet langt med og særligt på deres forrige udgivelse “Ótta” ramte 100 % plet med. Ikke at deres nyeste udspil Berdreyminn er en helt igennem ringe plade, men den når på ingen måde op på siden af Ótta i måden at skrive de melankolske sange.
Det tyder på, at Sólstafir også godt ved, hvor deres sande styrker ligger. I hvert fald vælger bandet allerede i deres blot andet nummer at gå over i den hypnotiske “Ótta”. Lyden er perfekt og det smukke banjospil i sangen, kan få lov til at ringe flot ud af Pumpehuset’s højtalere, sammen med guitarenes kontrolerede feed.
Selvom vi er 5 uger inde i turnéen og snart er mod slutningen virker Sólstafir og særligt frontmand Aðalbjörn Tryggvason på ingen måde ramt af den hårde turnévirksomhed. Bandet brænder igennem med en forrygende energi og en udadvendt udstråling og får med den disco-inspirerede “Ísafold” bevist, at Sólstafir sagtens kan skrive langt mere straight forward numre, uden at miste nerven og lyden af Sólstafir.
Det værste at sige om denne aften er dog alligevel flertallet af publikum og deres gentagende, møg belastende knævren, for ingen verdens nytte. Hvorfor?
Jeg har aldrig – og kommer aldrig nogensinde – til at forstå, hvorfor man tager ind og ser et band som Sólstafir, der spiller den stil de nu engang gør, og så bare lader mundtøjet køre uafbrudt i de stille passager. Luk munden og vis interesse når du er til sådan én koncert. Flere gange var vi flere der måtte tysse rundt på vilkårlige i crowden, inden Aðalbjörn Tryggvason selv tog tyren ved hornene og bad om stilhed.
Det var i virkeligheden aftenens største problem. For Sólstafir leverede så afgjort en pragtfuld koncert.