Der var dømt fest og glade dage, da Eluveitie indtog Pumpehuset’s store sal, med sange fra hele bagkataloget krydret med nye fra det seneste album – den akustiske “Evocation II – Pantheon”.
Inden festen kunne sparkes i gang, skulle vi dog igennem en håbløs omgang metal core sjask, med et band der på ingen måde passede ind i stilen med Eluveitie. Silent Circus stod for supporten, men fik aldrig gang i folket, der mest af alt stod og ventede på folkmetal.
Havde musikken så bare været dét federe kunne Silent Circus måske have hevet den hjem. Men kedelige og uinspirerende melodier kombineret med forudsigelige breakdowns, gav ikke den store gevinst hos publikum denne aften.
Helt andre boller på suppen kom der derimod hos Eluveitie. Bandet har skiftet godt ud i hele den 9 mand høje besætning. Men fortsat er det med frontmand Chrigel Glanzmann i spidsen.
Lyden er denne aften tung og massiv, men desværre går der lidt tid før alle folkinstrumenterne kommer rigtigt frem i lydbilledet. Det forhindre dog ikke fok i at gå folk-amok allerede fra første nummer “Your Gaulish War”.
Eluveitie har praktiseret kombinationen af melodød, i bedste tidlige In Flames stil, kombineret med folk-musikken’s klassiske instrumenter som harpe, mandoliner, violiner og drejelire siden 2002, og har med 7 udgivelser efterhånden fået opbygget et ganske stort bagkatalog.
I Pumpehuset denne aften fik vi en god og varieret setliste med sange fra stort set alle bandet’s udgivelser. Det betød også, at sætlisten denne aften havde en uhyre god dynamik. Der blev lagt hårdt ud og allerede i koncerten’s andet nummer “King” var der mosh, dans og crowdsurfing.
Midtvejs skruede bandet ned for metallen og lod den rendyrkede folkmusik få mere plads. Her vandt den helt nye “Epona” stort, inden der igen gik metal i den på den smukke, smukke “Call Of The Mountain.”
Festen blev totalt da “Helvetios” og den uundgåelige folkmetal basker “Inis Mona” satte et solidt punktum for festlighederne. En folkmetal aften, som en folkmetal aften nu engang skal og bør være, en fredag aften i København!