Der var dømt old school heavy metal i Amager Bio, da aldrende U.D.O indtog Amager Bio, med sin Dirckschneider “Back To The Roots”-tour. Det betød et sæt udelukkende bestående af sange fra Accept kataloget. På papiret lød det jo egentlig meget godt.
Raven

Raven i Amager Bio. Foto: Weiss

Men inden vi kom så langt, var det nogle ligeså ældre herrer i britiske Raven, der stod for opvarmningen.

For første gang nogensinde siden dannelsen i New Castle i 1974 stod brødrene Gallagher på en scene med Raven i Danmark. Og sikke da en debut.

Trioen bragede afsted med klassisk NWOBHM og speed metal – the old school way! Sprøde riffs, gode hooks og sidst men bestemt ikke mindst – ja faktisk det mest afgørende – viste de en spilleglæde, som selv unge bands i dag har meget svært ved at komme op på siden af. 

Guitarist, Mark Gallagher, er muligvis ikke jordens mindste spadesvinger, men på trods af de lidt ekstra kilo her og der, sprang han bogstaveligtalt rundt på scenen, så sveden stod ud af kroppen. Fremragende og virkelig underholdende. Og så skidt da med, at manden missede et par toner her og der. Det her var virkelig en fornøjelse af opleve live.

Sanger og bassist John Gallagher kæmpede sin kamp med at få revet publikum ordenligt med. Men stille og roligt begyndte tirsdags crowden af tø op og det ville da også være underligt andet med glimrende NWOBHM sange som “Faster Than the Speed of Light” og “On and On.” 

Man kan i sidste ende med rette argumentere for, at bandet måske prøvede for meget i sin kamp om publikums gunst? Men hvorfor gøre det? Selvfølgelig skal Raven have alt den credit de kan for, at levere et sprudlende og højenergisk heavy metal show, og i øvrigt med tanke på, at bandet altså er fra 1974. 

Vildt nok! 

 
 

 

Dirckschneider 

Dirckschneider i Amager Bio. Foto: Weiss

Jeg knuselsker Accept. For helvede hvor jeg dog elsker deres tag på den rendyrkede heavy metal, så en aften med numre fra deres bagkatalog kunne da næppe slå fejl? Men ak jo.

U.D.O har turneret verden tyndt med sit Dirckschneider – “Back To The Roots” Tour i flere år nu og det var til at fornemme, at showet nu er så gennemtæsket og gennemprøvet, at alt – og her mener jeg vitterligt alt – fra sammenspil, til koreografi, ja selv ned til hvornår der må smiles på scenen, fremstod hamrende gennemtænkt og mekanisk. Rutinepræget er ordet. 

Bevares. U.D.O’s band spiller tight og svingende, men flere gange virkede opsætningen simpelthen så sterilt, at showets dynamik led under det. 
Modsat Raven, der bragede løs med en fanden-i-voldsk energi på scenen, fremstod U.D.O’s opførelse af Accept kataloget simpelthen hamrende kedeligt. Utroligt nok, når vi altså har med Accept’s katalog at gøre!

At bands gør brug koreografi er naturligvis ikke nyt. De gode bands er så dem, der kan få det til at se ud som om, at det er det mest naturlige i verden, så man som tilskuer ikke tænker over, at det er koreograferet ned til den mindste detalje. 

På en aften hvor fokus ganske rigtigt var på Accept hele vejen igennem, med sange fra det bagerste katalog, synes det jo at være guf for enhver Accept fan. Alligevel kom festen aldrig rigtig op at køre. Det skyldes muligvis førnævnte, men også det faktum, at U.D.O vælger at spille de 5 største hits til sidst på en over 2 timer lang sætliste. Det er selvfølgelig den klassiske diskussion om sætlister. Personligt havde jeg ikke haft noget imod en større spredning mellem hits og sjældenheder. Så publikum kunne få gang i festen. 

Denne kom simpelthen først under ekstranumrene. 

Dog var det fantastisk at opleve sange som “Midnight Mover”, “Bulletproof”  og “London Leatherboys” blive bragt til live og U.D.O lyder på trods af alle disse år nu engang stadig som U.D.O. 

Men efter denne aften er det bedste ved Accept nu engang, at Accept rent faktisk spiller igen. Så lad U.D.O være U.D.O og lad Accept være Accept. Har man overværet bare en enkelt koncert med Accept anno 2017, vil man vide, at dette band simpelthen bare har langt, langt flere muskler på scenen at spille med, end hvad U.D.O’s band, i hvert fald på denne aften, havde at gøre godt med. Sammenligningen er naturligvis uundgåelig, når begge bands spiller den samme musik.