Heilung på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen
Midgardsblot består af i alt 3 scener. Den “store” open air hovedscene, til de større og metalliske bands, indendørsscenen i den store vikingehal, Gildehallen, hvor neo-folk og ambient navne præsenterer deres materiale, og så endelig den nye Viking Stage, hvor rendyrkede folk orkestre spiller op til dans.
Vores fokus i år var på hovedscenen, hvor den anden og sidste dag på festivalen bød på den ene fantastiske koncert efter den anden, toppet af det dansk/tysk/norske neo-folk band Heilung, der leverede årets ubetinget bedste koncert for undertegnede. Måske ligefrem den bedste koncert jeg har været så heldig at opleve siden Savatage på Wacken i 2015.
Men nok om det. Det første navn vi så denne lørdag, var dog i en helt, helt anden boldgade end neo-folk.
Synkvervet
Se, i virkeligheden var planen, at vores første navn denne dag skulle være de norske stoner rockere Sahg. Men fordi muligheden for et interview med det mongolske folkmetal band Tengger Cavalry bød sig, blev dette lavet om lige i sidste øjeblik. Sådan et tilbud kunne vi naturligvis ikke sige nej til.
Det betød at Synkvervet var det første band for os denne lørdag eftermiddag.
Hvad der ligeledes gør Midgardsblot interessant er, at bookerne formår at gå dybt ned i undergrunden og finde nye bands frem med potentiale. Vi så det dagen før med Superlynx, der dog skuffede, og så på denne lørdag, hvor det nyere norske symfoniske goth band Synkvervet indtog scenen.
Det 6 mand store band var alle klædt i mørke gotiske klæder og musikken mindede mig en del om Epica og Dimmu Borgir. Uden det dog for alvor var rigtig godt. Når bandet var bedst, blev der gået til stålet af screamer/growler Truls, i kombinationen med de stort anlagte symfonier. Disse var naturligvis tracket, og endte faktisk med at slå bandet ud midtvejs i koncerten, da backtracket pludselig holdt op med at virke, og der blev helt stille på scenen. En smule kikset, men okay, bandet tog det cool nok.
Side om side med Truls finder vi så bandets sangerinde Christina. Hendes største problem virkede til at være, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, når hun ikke sang. Så i stedet for enten at forlade scenen, eller forholde sig anonymt, ja stod hun og lavede besynderlige bevægelser med sine arme. Seriøst. Stop med det. Det er virkelig irriterende at se på.
Bandet har tre albums ude siden deres dannelse i 2011 og numre fra disse fik vi flere smagsprøver på denne eftermiddag. Til en ok koncert, der aldrig rigtig blev helt go.
Oranssi Pazuzu
Oranssi Pazuzu på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen
Oranssi Pazuzu, bandet der leverede én af de største oplevelser på årets Roskilde Festival. Endelig skulle de opleves igen. Denne gang dog i høj sol i en norsk skov, fremfor midt om natten på Roskilde’s Gloria Scene. At opleve disse finnere i høj sol synes på papiret at virke besynderligt og jeg skal da gerne indrømme, at jeg var en smule skeptisk op til koncerten.
Men da bandet gik på formåede de faktisk, at få os til at glemme, at det ikke var mørkt, og at der ingen visuals var. Deres spacede post black metal kræver simpelthen dette mørke, for at man for alvor kan komme ind i deres tranceskabende univers. Men Oranssi Pazuzu gør simpelthen bare hvad de gør bedst denne eftermiddag. Og det er at spille højt black metal inspireret prog. Det var støjende og kaotisk og på samme tid utrolig smukt.
I virkeligheden var det ret cool, at man nu endelig kunne se d’herrer på scenen. Så på den måde var koncerten væsentlig anderledes end på Roskilde.
Desværre var der gentagende tekniske problemer for den ene guitarist og det satte naturligvis en lille dæmper på det støjende udtryk.
Men Oranssi Pazuzu satte et solidt aftryk på Midgardsblot, som et af tidens mest interessant bands på black metal scenen.
Moonsorrow
Moonsorrow på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen
En anden gren af black metallen leveret af dagens andet finske indslag, fandt vi hos pagan metallerne i Moonsorrow. Højst besynderligt er dette faktisk min første koncert med Moonsorrow, selvom pagan metallen står mig nært. Mulighederne har sgu bare aldrig rigtig været der. I hvert fald ikke i Danmark, hvor bandet bestemt ikke er en hyppig gæst. Besynderligt nok?
Oversprøjtet i blod gik Moonsorrow til angreb i Borre, med deres på én gang ekstreme, men også yderst melodiske black metal. “Vi synger ikke om vikinger” – lød det skævt fra sanger/bassist Ville Sorvali, da han og resten af bandet satte i gang på Midgardsblot. Så var det ligesom slået fast. Moonsorrow synger ikke om vikinger. Alligevel var det ét af de bands, der samlede det største publikum på Midgardsblot denne lørdag eftermiddag. Og forståeligt nok. Moonsorrow er nærmest selvskrevet til en festival som Midgardsblot.
Deres lange episke sange er fyldt med syng-med-potentiale i de stort anlagte omkvæd, hvor stort kor og symfoniske aspekter går hånd i hånd, er simpelthen perfekt at drikke bajere til. Og bajere blev der drukket under Moonsorrows godt og vel en time lange koncert.
En absolut velspillet Moonsorrow koncert, midt i solen. Absolut godtkendt. Og kom da nu for fanden snart til Danmark. Copenhell!!
Heilung
Heilung på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen
Og så til højdepunktet! Festivalen og sommeren’s sande klimaks! Neo-folk bandet Heilung, der med dansk oprindelse, gav den mest imponerende koncert, jeg har oplevet i mange år.
På forhånd havde jeg absolut ingen anelse om hvad der ventede til denne koncert, andet end at det ikke ville blive metallisk. Heilung er nemlig et band, der ligesom med Wardruna bygger deres musik på de gamle instrumenter fra bl.a. vikingetiden. Den store forskel er blot, at Heilung’s musik er langt mere mørkt og dystert end Wardruna og voldsomt tranceskabende. Virkemidlerne til alt dette er primært centreret omkring brugen af div. slagtøjs instrumenter, mørk og dyb strubesang og ren kvindevokal. Og så lyde af naturen, som ild, vind og vand.
Heilung på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen
På scenen er bandet klædt i de smukkeste klæder, som ligner de et stammefolk. Imponerende masker og flotte udsmykninger er gennemgående i bandet’s fremførelse, som nærmest bedst kan betegnes som et stamme-ritual, snarere end en egentlig koncert. Men hold for øje, at dette er en af de mørkeste koncerter, jeg endnu har oplevet. Heilung er dystert og på samme tid overrumplende smukt. Med brugen af, hvad der føles som uendelige gentagelser, får bandet revet lytteren ind i et tranceskabende univers, med deres mørke ambient. Meget imponerende!
I front for bandet har vi de tre bagmænd bestående af den danske sangskriver og komponist Christopher Juul, den tyske strubesanger Kai Uwe Faust og den norske sangerinde Maria Franz. Alle holder de til i København.
Når Heilung tager maskerne på og optræder live er det med bl.a. Jacob Lund, bedst kendt som trommeslageren i Huldre, på percussion.
Dette var deres kun anden koncert, men forhåbentlig langt fra den sidste. Dette skal opleves før man rigtig kan forstå Heilung’s magi. Ord synes ikke rigtig at kunne beskrive det ordenligt.
Magtdemonstration!
TYR
TYR på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen
Det var en hård opgave der ventede TYR efter Heilung, som aftenens sidste navn . Ærligtalt det var næsten for tarveligt at forvente, at TYR kunne leve op til koncerten vi lige havde overværet.
Men TYR gør, hvad TYR nu engang kan og det er at sætte gang i en dejlig syng-med-fest. Og det havde vi faktisk brug for efter Heilung’s mørke ambient. Det var fedt, at kunne lade sig rive med i TYR’s melodiske vikingmetal univers, da de lagde ud med den klassiske folkesang “Sinklars Vísa”, efterfulgt af den “nye” “Blood Of Heroes”.
Når TYR er bedst tager de fat i de gamle kvæder, hvor der synges på deres eget sprog og her kommer sange som “Grindavísan” og “Regin Smiður” til deres fulde ret. Det er dét der gør TYR unikke på metalscenen. På det punkt, er der ingen der lyder som dem.
Heri påpegede ganske rigtigt, at det nu er 5 år siden det seneste TYR album udkom og at vi meget snart kan forvente et nyt udspil fra færingerne. Det glæder vi os til! Og det virkede også som om, at crowden denne aften gjorde det samme.
TYR var den rette afslutningen på en festival, der simpelthen vinder mere og mere på mig. Omgivelserne, størrelsen, og stemningen bliver næppe bedre. Det er dog desværre mere end hvad man kan sige om mad-udvalget, som er det virkelig store kritiske punkt. 120 norske kroner for en flad, flad burger, i en tør bolde og 130 for spareribs, der har fået alt for lidt. Det er bare ikke optimalt. Men mon ikke det er noget der kan fikses til fremtiden? Det håber vi. For her på Blastbeast er vi i hvert fald klar igen til næste år! Og helt sikkert også næste år igen!!