Vi går den mørke tid i møde. September bliver til oktober, dagene bliver kortere og kortere og kulden begynder efterhånden at tage over. Efteråret er over os. En mere perfekt timing for black metal udgivelser findes næppe! Den ene af disse leveres af engelske Cradle Of Filth!
I en periode hvor Myrkur og Satyricon netop har smidt albums på gaden og hvor vi fortsat venter på det nye Enslaved album “E”, ja så er der rigeligt at komme efter, hvis du er fan af de helt mørke toner.
Og ja, så er der jo naturligvis også Cradle Of Filth – ej at forglemme!
De britiske veteraner med Dani Filth i front har smidt deres 12. album på gaden og ganske som forventet er der hele tale om et mørkt, gotisk black metal album, som Cradle Of Filth nu engang lyder.
Jeg indrømmer blankt, at jeg i de senere år har set en anelse skævt på Cradle Of Filth. Ikke mindst på baggrund af de seneste koncerter jeg har set med dem på Wacken, hvor det mildest talt, har haltet gevaldigt for Mr. Filth, der har kæmpet mere end rigeligt med sit ikoniske skrig.
Men altså…
På “Cryptoriana – The Seductiveness Of Decay’” har Cradle Of Filth for alvor fat i noget interessant! Albummet er nemlig, i sin helhed, gennemsyret af mørke og uhygge og det føles jo på samme tid ganske smukt.
Den victorianske periode er det gennemgående tema på “The Seductiveness Of Decay” og når man sætter albummet på, fornemmer man, i perioder, hvordan det må have være at gå rundt i de mørke og kolde gader midt i England’s absolut mørkeste periode.
Denne stemning bliver skabt af bandet’s gennemtænkte virkemidler, der giver albummet et cinematisk præg. Det finurlige riffarbejde på det første fulde nummer “Heartbreak And Seance,” i kombination med de velterettelagte symfoniske elementer – som i øvrigt aldrig bliver for meget – er med til at sætte atmosfæren allerede fra start. Og så naturligvis mængder af hurtige blasts og Dani Filth’s ikoniske skrig. Uden dem ville det i sagens natur ikke være Cradle Of Filth.
Stærkest er englænderne dog, når de begiver sig i kast med albummets 4. nummer. “Wester Vespertine” er med sit melodiske riffarbejde, flænsende groove og sit episke udtryk, udentvivl albummets stærkeste og et af de bedste fra Cradle Of Filth i nyere tid.
Musikalsk bliver den ønskede stemningen sat, men alligevel sidder man med følelsen af, at bandet fortsat godt kan skrive bedre melodiske hooks. Særligt kunne man argumentere for manglen på stærke omkvæd, der sætter sig på én. Instrumentalt sker der så forbandet meget hele tiden, men hvad ville der ske, hvis bandet lige stoppede op og tilføjede lidt mere melodi til de i forvejen kaotiske sange? Jeg tror egentlig blot, det ville styrke helheden, af et ellers solidt album, der faktisk rammer den ønskede stemning af episk mørke.
Opsummering: Cradle Of Filth bringer mørke og skønhed med sig på deres 12. album.”Cryptoriana – The Seductiveness Of Decay” er et godt soundtrack til efterårets kommen og kan anbefales til fans af bandet og andre der dyrker den symfoniske og gotiske scene. Er du ny til Cradle Of Filth vil jeg dog dykke ned i de ældre udgivelser. Til det har bandet altså stærkere sange i bagkataloget.
Lyt specielt til: “Wester Vespertine”, “Heartbreak and Silence” , “Death and the Maiden”
For fans af: Dimmu Borgir & Keep Of Kalessin
Cradle Of Filth – “Cryptoriana – The Seductiveness Of Decay” udgives via Nuclear Blast